Crank

Egentlig er ideen bag Crank meget god. En slags levende mands Speed (du ved den med Sandra Bullock) hvor Chev Chelios, spillet af Jason Statham, under ingen omstændigheder må nå et kritisk lavt adrenalin-niveau. Grunden til dette er at storforbryderen Ricky, har pumpet ham fuld af et dødeligt stof og nu bare forventer at Chelios lægger sig til at dø. Men det er ikke hr. hvem-som-helst Ricky har kastet sig over, og da Chelios ikke har planer om at kradse af, så kaster han sig ud i alverdens vanvittige stunts og prøvelser, nogle mere velovervejede end andre.

Jason Statham spiller Chelios med stor overbevisning. Fyldt til randen med stoffer og en stadig dalende puls, kaster han sig ud i hensynsløs kørsel, slåskampe med hele bander og nådeløse jagter gennem byen. Og Statham kan det hele, det ved både du og jeg. Hans eskapader i bl.a. The Transporter har vist at han forstå hvordan man deler tæsk ud, og ikke mindre vigtigt hvordan man tager i mod dem. Når han flækker skaller, uddeler håndmadder og tæver løs på gud og hver mand, så er man aldrig i tvivl: Han er desperat.
Men det er ikke nok, og det er reelt historiens problem. For mens begyndelsen af filmen skaber præcis det hektiske stemning der skal til for at få dig til at holde forkrampet fast i sofaen, så daler niveauet ret hurtigt, og pludselig sidder du mest af alt og tænker: Når han nu står og snakker med dem, så må adrenalinen da være taget helt af? Og hvor længe virker de piller lige? Filmen veksler nemlig mellem at gøre stoffet til genstand for alt, og så ind i mellem helt at glemme det, når der er brug for mere snakkeri.

Crank punkterer nemlig sit eget tempo og dermed den hidsighed der lægges ud med. Hvor Speed også handlede om andet end turen i bussen, så handler Crank kun om Statham og hans kamp for ikke at falde sammen. Og det er egentlig synd for af en actionfilm at være, så den faktisk forfriskende anderledes, ikke mindst fordi Amy Smart (The Butterfly Effect) giver filmen en god balance mellem action og ømhed. Det er nærmest komisk at se Chelios skynde på sin kæreste, velvidende at pige bare ikke kan skynde sig, om det så gjaldt hendes liv. Men for hver gang der er en god skuespiller i Crank så er der to dårlige, og den værste er uden tvivl superskurken Ricky Verona, spillet af Jose Pablo Cantillo. Han virker mest af alt som en lille, jaloux dreng der ikke har Rice Krispies til morgenmad, og som han opdager at Chelios er i live, bliver han mere og mere pinlig at se på.

Crank er ikke en dårlig actionfilm, men den kan i mine øjne ikke måle sig med f.eks. The Transporter og den mangler et eller andet for virkelig at kunne holde mig fast foran fjernsynet.