Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Corsair Dark Core

Corsair Dark Core

Corsair vil også give deres bud på en trådløs mus med induktion - og deres løsning er ganske anderledes end konkurrenternes. Vi anmelder.

De mest kendte løsninger på markedet for musemåtter med induktion er lige nu ganske ens, en stor induktiv overflade, og så en mus med en spole der optager strømmen, alternativt med et batteri i tilgift så musen også virker uden musemåtte. Disse løsninger kommer med enten udskiftelige eller vendbare musemåtte, således at man får både en hård plastoverflade til de store hurtige ryk, eller en stofmåtte der er gavnlig for præcisionen. Hver sit system, hver sit økosystem.

Corsairs løsning hedder MM1000 Qi® Wireless Charging Mouse Pad og er anderledes, på både godt og ondt. Corsair har valgt ikke at bruge en ramme eller et chassis som den ledende del, men har i stedet valgt at placere ladedelen i selve musemåtten. På den positive side har man valgt det etablerede Qi-system, og det betyder at alle dine andre Qi-enheder, primært tablets og telefoner kan lades op. Det giver dog to ret store begrænsninger, dels lades der kun i et specifikt og meget begrænset område af musemåtten, og dels så er der kun en overflade, og det er den hårde i plast, dog med "mikrotekstur", der giver en mindre glat overflade. Den kan ikke vendes eller udskiftes. Kablerne er tykke og med flettet skærm, og USB-enderne har de karakteristiske grå og sorte Corsair-tilslutninger. Jeg er i øvrigt stor fan af at producenterne individualiserer deres USB-kabler, det gør det altså noget nemmere at arbejde med. Der er USB Pass-Through, som er USB 3.0. Den bruger man så i mit tilfælde til modtageren af det trådløse signal, modtageren er altså ikke integreret i musemåtten, den er separat, det giver fleksibilitet til at bruge den trådløse mus uden måtten, men det andet havde nu været nemmere.

Til gengæld er der ingen tvivl om at det er den mest robuste af alle de trådløse løsninger vi har haft på kontoret. Og så ret vigtigt er det, at prisen er bare 600 kroner, eller tæt på halv pris af konkurrenten. Herudover har man klogeligt valgt at inkludere en løs lader, samt adaptere. Det betød i mit tilfælde at jeg kunne lade både min telefon og sågar mit trådløse headset. Det går ikke så stærkt, det er trods alt beregnet til en lille mus med et forholdsvist lille batteri, men det virker, og det er nok til at oplade over tid. Så ideen med Qi fungerer fantastisk, også selvom at man ikke har en Qi-enhed, da adapteren bare kan anvendes. Måtten sidder ligeledes usædvanligt godt fast på skrivebordet grundet en god gummioverflade på undersiden.

Selve musen er en Dark Core RGB SE Performance Wireless. Prisen er i den her forbindelse lav, 679 kroner, altså en samlet systempris der er det halve af alternativerne. Den er lidt anderledes, den er ren højrehåndet, men det højre sidepanel hvor lillefingeren er kan udskiftes, enten med eller uden en "finne" til at hvile fingrene på. Overfladen hvor håndfladen befinder sig er beklædt med en mærkelig overfladestruktur der bedst kan beskrives som "nubret". Det giver en fantastisk god komfort, og jeg oplevede aldrig at hånden gled eller ikke var optimal i testperioden.

Der er to knapper ved venstre musetast, disse bruge jeg til DPI-indstilling, og der er DPI-indikator på siden af musen. Musehjulet er beklædt med gummi, det er velfungerende uden at man kommer helt op og ringe. Fikst uden at være prangende, så at sige. Frem- og tilbageknapperne på siden er mærkværdigt store, og buer indad i stedet for udad, men det virker. I midten af disse er en sniper/makro-knap, og det er så absolut den bedste integration i forhold til funktionalitet og ergonomi jeg længe har set.

Tracking er rigtig god, men ikke helt på niveau med de bedste premium-mus - hvilket er mærkeligt da der bruges en PMW3367-sensor, og den kan kables hvis man også har lyst til det. Der tillades i øvrigt DPI-indstillinger på helt ned til 1 DPI af gangen for dem der rigtig vil nørde med det. RGB? Selvfølgelig, fire zoner, men det er nu gjort rimelig smagfuldt. Det tærer lidt på batteriet, Corsair lover selv 16 timer med RGB slået til, og det er ikke helt ved siden af.

Der hvor jeg til gengæld ikke er så imponeret er CUE 2-driveren. Den er ret kluntet i brugerfladen, og jeg oplevede flere gange at tilbageknappen pludselig ikke virkede. Herudover fik jeg aldrig dvalefunktionen til at virke, med det resultat at batteriet ofte var kritisk lavt. Den lader fint på Qi-pladen, men den skal sidde væsentligt mere præcist end hvad der er optimalt, og det kræver noget tilvænning at man altid skal huske at stille musen tilbage på en helt bestemt måde. Herudover var der flere gange knirkelyde fra musetasterne, og det er altså ikke ok til den pris, og det er næppe Omron-kontakten der er problemet.

Musen har en del gode elementer, men softwaresuiten og kvaliteten af tasterne mangler altså det sidste touch - og det er synd, for det er ellers en overraskende god mus, især prisen taget i betragtning.

Jeg er meget i vildrede. Ideen om at have et multibrand/multiplatformladesystem er virkelig genialt tænkt - men det er bare upraktisk i hverdagen, især når man er begrænset til en overflade på musemåtten. Lig hertil at musen mangler det sidste i byggekvaliteten og driverudførsel, så har man desværre ikke en topkarakter, og det er ærgerligt, for alle de rigtige tanker er tænkt, og man har fået det ned i et meget mere rimeligt prisleje.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10