Contract J.A.C.K.
John Jack går i Cate Archers fodspor - eller er det omvendt?
No One Lives Forever gik direkte i hjertet på mange af os da spillet så dagens lys i år 2000 og ikke mindst da den mindst ligeså blændende efterfølger udkom i 2002. Cate Archer var den stilede agent omsvøbt en catsuite og Austin Powers attitude, spillet osede af flower power, forrygende musik og kitsch, alt sammen kogt ned til et velpoleret spil med stor appeal. Contract J.A.C.K. (CJ) er Monolith’s nyeste skud på stammen, hvor Cate er udskiftet med den rå og ligefrem John Jack, to solide amerikanske navne der underbygger hans image som klassisk helt.
De seneste år har det været uhyre populært at lave prequels - altså film/spil der foregår før en oprindelig titel - dette gælder ligeledes for CJ, som gennem sin historie lægger op til begyndelsen af No One Lives Forever 2: A Spy in H.A.R.M.'s Way. I praksis har dette ikke det store indspil, men formodentligt er det af markedsføringsmæssige årsager, at udviklerne understreger dette så kraftigt. Spillet ligger nemlig langt fra NOLF-serien mht. koncept og udformning til trods for, at udviklerne er de samme og titlen skulle have tilhør i samme univers.
J.A.C.K. står for Just Another Contract Killer og denne betegnelse passer godt til vores Die Hard-inspirerede hovedperson. John er dog slet ikke den slags snigmorder vi kender fra f.eks. Hitman-serien, men er derimod et sand inferno når det kommer til at nedkæmpe de mange fjender - og med mange menes der MANGE. Man opdager ved blot en halv times spil, at CJ stort set kun har ét formål: At pløkke alt og alle i miles omkreds. Der er naturligvis kastet en tynd boullionterning ned i plotsuppen, som egentlig bare er midlet til at sætte gang i kugleregnen. H.A.R.M.-organisationen har ansat verdens bedste lejemorder (det er naturligvis John Jack), som får opgaven at infiltrere H.A.R.M.’s ærkerivals italienske hovedkvarter og gøre kort proces af deres topchef. Dette er naturligvis ikke så ligetil som først antaget og John skal kæmpe sig vejen gennem ti baner fyldt med alskens grumme bøller og skydegale banditter.
Hvad der dog umiddelbart kunne være en fængslende affære mht. gameplay og historie udformer sig som en jævnt underholdende actiontur uden overraskelser. Våbnene og banerne er alle set før og spillet delagtiggør hurtigt en i en ret ensformig oplevelse. Hermed ikke sagt at spillet er direkte dårligt, for det er ikke tilfældet, der er blot intet nyt eller opfindsomt i vente. Ydermere lider spillets AI under af at være ret uintelligent når fjenderne stormer frem imod dig - ganske vist kan fjenderne gå i dækning m.m., men ofte vil du se dem stå i det fri eller løbe direkte imod dig. Soundtracket er dog ganske glimrende og byder på jazzede numre der oser af kvalitet. Desværre synes skæringerne malplacerede da de ikke virker til at hænge sammen med resten af spillets udtryk. Musikken er nemlig - om noget - en af de få link til NOLF da vi fornøjes med lækre rytmer af samme skuffe. Grafisk er CJ også godt med, den visuelle side fungerer uden dog at imponere eller flytte grænser.
Vi har tidligere set hvorledes meningsløst skyderi sagtens være underholdende og interessant, se blot på Serious Sam, hvor plot må vige for endeløst pløkkeri - det er simplistisk, men det fungerer i kraft af spillets charme og udformning. Det er netop charmen vi savner i Contract J.A.C.K., som bag facaden ikke byder på meget andet end en jævn gang FPS efter den klassiske opskrift. Dette er der i og for sig intet galt i, men gamere i dag kan man desværre ikke spise af med den slags mere - der skal være lidt mere bid i. Derfor undres man over, at Monolith ikke har pøset en gavmild omgang charme ned i støbeformen under udviklingen af spillet - de havde jo alle forudsætninger for dette med de to titler bag sig - desværre er dette ikke tilfældet og i mange henseender virker spillet forhastet. Forvent derfor ikke at genleve stemningen og atmosfæren fra NOLF, men er du til en gedigen omgang skyderi uden innovativt islæt, så er Contract J.A.C.K. et køb værd - det skal da også nævnes, at spillet sælges til den beskedne pris af ca. 250kr. Vi andre kan derimod spæde til med tre halvtredsere og tage et kig på nogle andre af tidens FPS-titler.
Gamereactor Danmark