Contagion

Jeg gjorde mig en interessant observation her for nylig, da jeg var i biografen og se The Artist, den nye stumfilm af franske Michel Hazanavicius. I mine anmeldelser går jeg tit meget op i hvor vigtigt det er, at historien er original og gennemtænkt. At historien i The Artist er original er måske at trække den en anelse, det, der egentlig gør den til en stor oplevelse, er måden den bliver fortalt på. Jeg føler, at jeg i lang tid ikke har skænket fortællestilen i de film jeg ser nok tanker, og jeg er lykkelig over at kunne udnytte denne nye indsigt i min kritik af Steven Soderberghs fantastiske nye outbreak-drama, Contagion.

En katastrofalt farlig virus spreder sig fra Hong Kong ud til resten af verden. Indenfor en uge dør hundredevis af mennesker, og utallige er smittet. I alt dette kaos følger vi en gruppe mennesker, alt fra en normal familiefar til de højtstående embedsfolk der står for udryddelsen af virussen. Sammen med dem oplever vi de skræmmende konsekvenser, en altudryddende pandemi har på verdenssamfundet.

Det mest bemærkelsesværdige ved Contagion, udover alle de andre ting der udmærker den, er den slående autoritet den udviser overfor sit kildemateriale. Det er et meget velresearchet og nøgternt bud på hvad der virkelig kunne ske. Soderbergh bruger ikke det virale udbrud som en undskyldning til at løfte sin pegefinger og lære os noget stort og vigtigt, han lader bare til at have en nysgerrighed for hvordan vi som mennesker ville reagere. Det lyder måske tørt og intetsigende, men det er en spændende og underholdende film vi har at gøre med her.

Kameraet bevæger sig næsten ikke. Samtlige scener fortælles i stille nærbilleder hvor vi får lov til at se karakterernes reaktion på de skræmmende ting der sker. Vi er ikke så meget deltagere, men nærmere observatører. Det gør ikke oplevelsen mindre involverende, skuespillet er fremragende og manuskriptet er knivskarpt. Spændingen stammer ikke fra overdramatiske kamera-tricks eller et overdrevent soundtrack, men kommer konstant fra fortællingens omstændigheder. Det her vender tilbage til mine kommentarer fra starten af anmeldelsen. Historien er ikke overrumplende original, plottet minder om talrige andre i outbreak-genren, vi har bare aldrig set det fortalt sådan her før, og det er en genistreg. Frygten om en pandemi og dens ødelæggende kræfter har aldrig været mere troværdig.

Soderbergh har altid været garant for et godt cast og et af hans bedste finder vi i Contagion. Matt Damon, Laurence Fishburne, Kate Winslet, Gwyneth Paltrow, Jude Law og Marion Cotillard leverer underspillede men pragtfulde præstationer. Damon er den mest interessante i rollen som familiefaren Mitch Emhoff. Indenfor de første ti minutter mister han sin kone og stedsøn, og er derfra i en konstant kamp med omverdenen om at beskytte sin datter. Damon er meget langt fra sin actionhelt-persona og fungerer som publikums indgangspunkt til historien.

Selvom handlingen snubler indimellem (samfundets sammenbrud sker lige lovlig stærkt) bringer Contagion et spændende indblik i menneskets natur, og hvordan vi forholder os til kolossale omvæltninger. Steven Soderbergh beviser på ny hvordan han mestrer mediet på tværs af genrer og konventioner, og jeg kan varmt anbefale Contagion til enhver, der er klar på noget seriøst og velovervejet drama.

Ekstra-materiale:
I stedet for at fokusere på filmens produktion, lægger ekstramaterialet mere vægt på de rigtige mennesker, der arbejder for at undgå den situation der beskrives i filmen.

Det er nogle meget kloge mennesker, vi er i selskab med, og det er en fornøjelse at høre dem snakke om deres arbejde og reflektioner om filmen. Samtidig forklarer skuespillerne og manuskriptforfatteren om deres research til filmen i samarbejde med forskerne. Jeg er ærgerlig over Steven Soderbergh ikke er at se nogen steder, men alt i alt fungerer det fint som et supplement til filmen.