Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Command & Conquer Generals

Command & Conquer: Generals

Det originale Command & Conquer udkom i 1995, og var med til at danne grobund for en lang række succesrige RTS-titler.

Det originale Command & Conquer udkom i 1995, og var med til at danne grobund for en lang række succesrige RTS-titler. Deriblandt var Red Alert-serien, men med C&C Generals vender udviklerne tilbage til rødderne. Westwood blev som bekendt opkøbt af Electronic Arts, og går nu under navnet EA Pacific. Fans kan dog ånde lettet op, da det stadig er det samme dygtige C&C-team som står den nye titel. Holdet har arbejdet hårdt på den helt nye 3D-engine, og vi RTS-spillere kan nu høste de visuelle frugter af deres anstrengelser.

Det er øjensynligt for enhver, at C&C-serien har sluppet grebet om den klassiske voxel-grafik, og nu præsenterer sig selv i en sprød grafisk indpakning i fuld 3D. De mange små sprite-animationer er nu erstattet af polygoner og textures, og dette på en betydelig overbevisende måde. Den glimrende in-game grafik bruges nu også til mellemsekvenserne, hvilket den klarer ganske godt. Det er næsten selvsagt at masseødelæggelsesvåbnene også er ren øjnguf, men nydes uden tvivl mest af den angribende part.

Den grafiske overhaling er ved første øjekast den mest markante ændring, men Generals indeholder adskillige andre nyskabelser. Spillets titel afslører en af disse nyskabelser, da spilleren antager rollen som general. Det gjorde man på sin vis også i de tidligere C&C-spil, men denne gang er det på en langt mere aktiv facon. Som bekendt bliver enhederne i spillet forfremmet efter et vidst antal fjendtlige likvideringer, og hermed bliver ens enheder sejere og mere hårdtslående. Dette koncept er med Generals blevet overført til spilleren selv, som nu ligeledes kan avancere i rang. Jo flere fjendtlige styrker din hær nedkæmper, desto flere erfaringspoint får du. Disse point kan derefter bruges til at købe nye slags enheder, specielle angreb og andre kreative sager. Derfor er det uhyre vigtigt at vise tænder allerede fra starten således, at man får disse opgraderingsmuligheder tidligt i spillet. Dette aspekt i Generals gør spillet det hele mere intenst, da alle spillere selvfølgelig vil have så mange erfaringspoint som muligt. Derfor skal du nu i endnu højere grad være på vagt, da du kan forvente mange angreb igen og igen - ikke mindst hvis der spilles online med menneskelige modstandere.

Spillet finder sted i en ikke så fjern fremtid, hvor verden dog ser ganske anderledes ud. Vi møder tre faktioner i spillet, som alle hær hver deres unikke enheder og egenskaber - disse er USA, Kina og Global Liberation Army (GLA). USA er nok den mest almindelige af disse tre, og ligner på mange punkter Amerikas nuværende hær - dog med en del teknologiske landvindinger, og langtrækkende missiler og overvågningsudstyr er stadig deres varemærker. Kina er overraskende nok det land med de største og mest frygtindgydende enheder. De mastodontiske Overlord-tanks er et godt eksempel på dette, der bedst beskrives som død og helvede på larvefødder. Kina benytter sig ydermere i høj grad af miner, til stor irritation for deres modstandere.

GLA har hvad man kan kalde et mellemøstlig islæt, og benytter sig af selvmordsbomber, snigskytter, tunnelnetværk osv. En meget vestlig fortolkning af siderne, men heldigvis udført med en god portion humor. I åben kamp er faktionens tropper ikke de stærkeste, men bruges de til små hurtige angreb kan de gøre livet svært for de fleste. Ressource-indsamling klarer hver side på hver sin vis, og i det hele taget er det rart med tre helt unikke faktioner, som hver føles ganske forskellige at spille med. Spillets kampagner er delt ind i tre historier, og gennem en lang række missioner udfolder der sig en større krig. Desværre er historien ikke specielt interessant og spilleren får ikke følelsen af, at være del af en større sammenhæng - hvilket er en skam. Udviklerne kunne godt lære en ting eller to fra Blizzard-folkene. Missionerne adskilles af mellemsekvenser, som er udført i samme grafik som in-game. Dette klarer den yderst vellykket, og man oplever ikke det markante skel mellem disse og selve spillet, som med voxel-grafikken og de tidligere blændende 3D-sekvenser.

Generals er en frisk RTS-oplevelse, som til trods for de mange nye elementer har bevaret stemningen fra de tidligere spil i serien. Det i sig selv er en positiv ting, med den nye grafik og gameplay-elementer falder det hele behageligt på plads - der er dog ikke tale om en revolution. Mark Skaggs & Co. leverer dog varen, og spillet kan tilfredsstille de fleste RTS-fans med en lille General Schwarzkopf i maven.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fremragende 3D-oplevelse, masser af fornyelser, solidt gameplay.
-
Historien falder hurtigt til jorden, hvilket kan gøre det svært for spilleren at holde interessen hele vejen.