Gamereactor

Gamereactor
Artikler

Command & Conquer - Generals

Westwood er endelig tilbage med et nyt udspil i Command & Conquer-serien, og der er atter dømt heftig krig og ragnarok på RTS-maner.

Westwood er endelig tilbage med et nyt udspil i Command & Conquer-serien, og der er atter dømt heftig krig og ragnarok på RTS-maner. Denne gang er det med Electronic Arts i ryggen, og denne alliance ser ud til at være en gunstig aftale for begge parter. Det originale Command & Conquer udkom i 1995 og var med til, at sætte en ny standard indenfor RTS-spil. Gennem årene har der været diverse andre titler i serien såsom Red Alert, men med Generals vender vi tilbage til de ægte C&C-rødder.

At kommandere og erobre - en generals pligt

Spillet er naturligvis i det fleste henseender et traditionelt RTS, men ligesom Blizzard indførte nye elementer i Warcraft 3, har Westwood givet deres spil et forfriskende twist. Spillet har fået titlen Generals pga., at man denne gang har en mere aktiv rolle som kommandør. Præcis som de enkelte enheder i selve spillet erhverver spilleren sig ligeledes erfaringspoint. Dvs. du får point for hvert lille slag du vinder, og stiger derved i rang. Det er kritisk for dig som kommandør, at stige i graderne så hurtigt som muligt, da det har direkte indflydelse på hvilke bygninger og køretøjer du kan bygge. Dette resulterer i, at man nu ikke bare kan gemme sig i et hjørne og bygge et kæmpe forsvar, som populært kaldes at "turtle" (skildpadde-strategi om man vil). For at få adgang til det tunge skyts skal man nemlig ud på slagmarken og mærke kuglerne flyve om ørene, og det gør spillet meget intenst og spækket med action.

Som forventet er der masser af nye enheder og isenkram, der heldigvis holder sig indenfor C&C-universets rammer. Spillets 3 faktioner er vidt forskellige og omfatter Kina, USA og GLA (Global Liberation Army). Ressource-indsamling, base-forsvar og konstruktionen af bygninger håndterer hver gruppering forskelligt. F.eks. benytter USA helikoptere til at indsamle ressourcer med, mens GLA bruger fodfolk. Faktionerne skal spilles og administreres på hver deres måde, hvorfor ens krigs-strategi med den ene faktion dur sikkert ikke med den anden. Denne variation skaber en god dynamik i spillet, og vil helt sikkert give holdbarheden et skub i den rigtige retning.

Krig kan faktisk være en smuk ting

Læser du dette er du sikkert iblandt dem, som har savlet over den linde strøm af screenshots vi har modtaget af dette spil. Trods de ekstremt flotte billeder er spillet om muligt endnu flottere i bevægelse. Den grafiske overhaling kan med rette sammenlignes med Microsofts overgang fra Age of Empires 2 til Age of Mythology. Westwood er endelig kommet i voksealderen og C&C-serien er gået fra at være et pixel-baseret 2D-spil til, at være et sprudlende 3D-univers med alt det der dertil hører. Selvom denne preview-version af spillet kun kunne afvikles i en opløsning på 800x600, så var det et sandt festfyrværkeri af effekter og lækre detaljer. Masseødelæggelsesvåbnene er efterhånden blevet gamle kendinge, og disse skal vi da heller ikke undvære i Generals. Ion-kanoner og atom-raketter vil atter hærge ubarmhjertigt på slagmarken, og visuelt er de intet mindre en fænomenale at være vidne til.

Fysikken i de forskellige køretøjer, og ikke mindste flyene, er ligeledes ganske imponerende. De små Rocket-buggys drøner over bakker med det helt rigtige bevægelser og tyngde, og man kan nærmest mærke vægten i de enorme kampvogne. Mellemsekvenserne måtte vi desværre undvære i denne kode, men det skulle ikke undre nogen, at de i den endelige version er af meget høj kvalitet - som vi efterhånden forventer af Westwood.

Westwood er endelig tilbage i god stil

Allerede ved første museklik kunne jeg fornemme, at C&C Generals havde været ventetiden værd. Electronic Arts har haft udskudt denne titel et par gange, og det har været til stor ærgrelser for RTS-fans. C&C Generals skulle dog med forholdsvis stor sikkerhed lande i de amerikanske butikker til februar og vi må håbe, at vi danskere prompte derefter kan få fingrene i denne stortitel. For RTS-fans ser det ud til, at det først bliver rigtig jul til februar.