Command & Conquer 3: Tiberium Wars

"Bzzzzzzz". Okay, indrømmet, det er svært lige at vide hvad det betyder. Men for de indviede burde den nedskrevne lyd sådan nærmest med det samme vække minder. Hvis jeg siger NOD, hjælper det så? Lyden af en laserstråle, der lader op, og "zzzzaaap", blæser den nærmeste fjende til atomer. Den er tilbage, altså Obelisk of Light. Der er også så meget andet der er tilbage; den gigantiske Mamooth tank, der smadrer alt på sin vej, både til lands, vands og i luften, de hurtige Orcas, der spreder død og ødelæggelse fra skyerne, og flammetanksne, der griller infanteriet som snobrød. Ja selv de små pindemænd, der kaster granater som var de småsten har fundet vej til 2007. Command & Conquer 3: Tiberum Wars er et stort flashback tilbage til 1995 - og det er faktisk ikke en dårlig ting.

Indrømmet, jeg blev måske en smule skuffet. Jeg mener, jeg havde håbet på noget nyt - og hvad får jeg? Et spil, jeg spillede for tolv år siden. Vist er det da blevet betydeligt kønnere. Faktisk er det gået hen og blevet smukt. De små 2D-animerede sprites er blevet erstattet af levende 3D-modeller - men de traditionelle mellemsekvenser er vendt frygteligt tilbage. Og nu må I endelig ikke tro, at jeg vil ødelægge noget for jer. Faktisk, så vil jeg råde jer til at bladre videre, for lige om lidt fortæller jeg jer, at Kane har rejst sig fra graven som en anden Lazarus - og at konflikten mellem GDI og NOD derfor er på sit højeste

Og mens GDI og NOD har travlt med at hive hovederne af hinanden, kommer nogle rumvæsner på besøg for at få en bid af kagen. Utroligt hvad de grønne tiberiumkrystaller kan gøre. Selvom Scrin er teknologisk stærke (de er jo fra det ydre rum), så har de stadig de samme slags konstruktionsmuligheder som de to andre fraktioner; fabrikker til bygning af køretøjer, barakker til træning af infanteri og teknologiske bygninger til forskning. Alt er ved det gamle, også selvom det er nyt.

Jeg har ikke tænkt mig at lyve. Som det er nu, og som spillets kampagne udspiller sig, så er der ikke de store udfordringer i vente. Den kunstige intelligens er gennemskuelig, også selvom man skruer sværhedsgraden i vejret. Men det gør ikke noget, for det er altså noget så hyggeligt at dreje fjenden rundt om sin lillefinger. Der er rig mulighed for at ophobe en hær af episke proportioner, lade sine supervåben op, og bygge et utal af platforme med Orcaer - for når først man har sikret sin base med et ordentligt forsvar, så er det lige ud af landevejen og ind i fjendens territorium. Så kan man jo læne sig tilbage i sin slidte læderstol og nyde lysglimtet fra ens atombombe eller Ion cannon, alt imens den river fjenden itu. Og når der så skal udfordres spillere online, ja så kan det godt være, at man skal læne sig lidt frem og holde tungen lige i munden, for der er lagt i ovnen til en omgang hurtig, arkadefyldt strategi, nøjagtig som vi elsker den.

Om vi elsker eller hader de kitsch-agtige mellemsekvenser, ja det kan jo ikke andet end at være en smagssag. Men sikkert er det dog, at de er vendt tilbage. Denne gang er både NOD og GDI blevet bestøvet af kvindelige magtpersoner i stramme latexdragter - og til dem der foretrækker skaldede mænd med hageskæg, ja så er Kane vendt tilbage for på ny at true verden. Faktisk, så er manden bag Kane nok den bedste skuespiller - og det siger måske en del om standarden. Joseph D. Kucan, som han også hedder blandt dødelige, har kun medvirket i computerspil i sin skuespillerkarriere - alligevel topper han over NOD-agenten med det lange hår og skægstubbene fra serien Lost samt en skaldet midaldrende GDI-herre fra Stargate SG-1. Jeg vil slet ikke kommentere de kvindelige rollers præstationer, og kun Guderne (og de høje herrer i EA) ved, hvordan de er kommet til jobbet. Videosekvenserne kommer dog ikke i nærheden af standarden i {Emperor: Battle for Dune} - og det er ærgerligt.

Nej, det er ikke historien man skal spille {Command & Conquer 3: Tiberium Wars} for, den er nemlig forudsigelig, fordummende og flad. Men tag nu ned og køb spillet vel vidende om, at du får en omgang hurtig arkade-strategi, der er nem at gå til. Tro ikke, at spillet flytter grænser (det skulle da lige være visuelt), for så bliver du skuffet. Spil kampagnen igennem, grin lidt af de platte mellemsekvenser, og tag en fontex når de kvindelige skuespilleres præstationer bliver for pinlige. Men glæd dig over eksplosionerne, grafikken, det hurtige tempo og det gigantiske nostalgi-trip, som spillet nu engang er. Glæd dig over, at du endnu engang får lov at pløkke fjenden ned med din vanvittige kommando-soldat, og se frem til, at uddele øretæver med Scrin-fraktionens superfede rumskibe. Glæd dig over, at EA tør stå ved succes-opskriften fra 1995, for det er der ikke mange der tør mere. "Construction complete."