Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Combat Flight Sim 2

Combat Flight Sim 2

Combat Flight Sim 2 er et spil, som enhver, med lidt fascination af krigshistorie og fly, bør overveje et nærmere kig på.

Flysim "Light"
Microsoft har med Combat Flight Sim 2 formået at lave en let tilgængelig flysim, der trods sin enkelthed sagtens kan byde på udfordringer. Spillet lægger de for flysimulationer sædvanlige mange keyboard genveje på hylden, og sætter istedet fokus på en dyb historie og et actionpræget gameplay.

Dette er et spil, som man kan nyde, uanset en eventuel baggrund som flysim freak. Spillet tillader nemlig et utal af personlige indstillinger, så man kan sætte sværhedsgraden efter hvad man evner. Perfekt for nybegyndere, og intet problem for øvede at vænne sig til. Når dette er sagt, kan en regulær anmeldelse begynde, som bygger på netop spillets og ikke flysim genrens foreskrevne regler.

Konflikt i Stillehavet
Historien i CFS2 udspiller sig under 2. Verdenskrig i Stillehavets kampe mellem amerikanske og japanske piloter. Vi er i sidste halvdel af krigen, i tiden lige efter, at USA har erklæret krig imod Aksemagterne, nærmere betegnet General Nimitz imod General Yamamoto. Rustet til tænderne i deres simple fly, udkæmper de 2 perters piloter den heltemodig kamp for deres fædrelande, og skriver samtidig Dogfightens historie. Microsoft har gjort brug af 2 af de bedste overlevende piloter fra henholdsvis den japanske og amerikanske flyverenhed, og har bygget på deres personlige erindringer til opbyggelse og finpudsning af alt i spillet, lige fra missionernes udformning til detaljerne på flyene, der synes at være korrekt samlet ned til mindste skrue.

Man omgives hele tiden af denne 2. Verdenskrigs stemning, både igennem missionernes perfektionistiske gengivelse, men også i pauserne, hvor man får baggrundshistorierne og missionerne fortalt på tegneserieagtig vis, der minder om 40'ernes propoganda stil kendt fra plakater og lignende. Man mister derfor på intet tidspunkt kontakt med fornemmelsen af at være tilstede, så længe spillet kører. Superfedt lavet.

Det bliver dyrt
Hvis man forventer sig det helt store grafiske og lydmæssige brag af CFS2, så skal man have en STOR maskine, for end ikke på en PII 400 m. 128 Mb RAM, 16 Mb geForce 3D-kort og SoundBlaster Live! lydkort kørte spillet tilfredsstillende med tilpas mange detaljer slået til. Derimod fik jeg en noget middelmådig spiloplevelse under disse forhold. Nej, først ved skiftet til en PIII 650 med samme hardware som før, begyndte jeg at kunne tillade mig de grafiske settings, som jeg mener spillet bør opleves i, for at være sine penge værd. Hermed blot en lille advarsel, til de af jer, der køber spil efter minimumskravene: CFS2 kan ikke leve op til dem!

Historisk korrekt
CFS2 læner sig op af historiens gang, og uanset hvor god du end måtte være, kan dine evner i luften ikke forhindre den overordnede historie i at ende med USA som vinder af krigen. Derimod vil dine evner som pilot afgøre hvilke missioner du får tilbude undervejs som henholdsvis japansk og amerikansk pilot. Skulle du klare dig meget godt, vil din pilot også kunne få medaljer for sine dyder, og du opbygger undervejs et tæt forhold til ham. CFS2 har over 120 missioner, hver byggende på historiske facts, og dermed bliver spillet også en slags lærebog i luftkrigen over Stillehavet - en meget massiv og nervepirrende lærebog endda!

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Stort og flot historisk korrekt spil med lang levetid. En flysim alle kan kaste dig ud i.
-
Kræver noget af en PC for at køre tilfredsstillende. Begrænsede Multi-Play muligheder.