Cold Winter

Andrew Sterling er mere end sur, han er allerhelvedes rasende, og det er der en god grund til. Han er blevet gennemtævet, har fået brækket et par af sine fingre og set enden af en geværkolbe mere end én gang. Nu sidder han så og rådner op i et kinesisk fængsel, hvor sygdom og sindssyge langsomt er ved at fortære hans sidste rester af menneskelighed. Oven i hatten kan han så glæde sig over, at den britiske efterretningstjeneste MI6 ikke længere vil kendes ved ham - nøjagtig som det altid forholder sig når en agent tilfangetages.

Cold Winter starter på den mest grusomme facon, og det giver dig mere end nok brændsel til at dræbe en håndfuld kinesiske fangevogtere i jagten på at komme ud af det stærkt bevogtede fængsel. Jeg kan virkelig mærke, hvordan dette ophold har tæret på Sterlings sindstilstand og da jeg guider ham ned gennem de kolde og klamme gange, kun bevæbnet med en lyddæmpet pistol, er jeg ikke i tvivl om, at hver eneste person han møder på hans vej må dø, for at han kan komme helskindet ud af fængslet.

Historien som Swordfish Studios har fået strikket sammen til Cold Winter er både begavet og spændende. Den stiger i intensitet som Sterling drives fremad mod nye mål og selvom den desværre ikke holder sig for god til at inkludere en mission, hvor du praktisk talt skal redde hele verden, så fungerer plottet i det store hele virkelig godt. Også spillets fysiksystem skal have et par ord med på vejen. Styret af RenderWare og dertilhørende fysiksystem, kan man i Cold Winter bruge bomber og diverse skydevåben til at sende sine modstandere op i luften, andre gange kan man sønderskyde det platform eller udkigsposter, som de befinder sig på. Selv borde kan skydes til pindebrænde i jagten på at få en modstander ned med nakken. Det er ikke ligefrem på højde med hvad du har set i Half-Life 2, men den engelske udvikler har absolut fat i den lange ende af kæppen.

Hvad der dog er skuffende er fjenderne. De er såmænd ganske gode til at udnytte omgivelserne til deres egen fordel i regulære kampe, men det er nu alligevel forholdsvis let at få dem til at lave kæmpemæssige brølere. Det lykkes mig f.eks. gentagende gange at lukke en dør lige i hovedet på en modstander, hvorefter han ikke anede, hvad han skulle gøre. Da jeg lidt efter åbnede døren igen, gik han stille og roligt ind i rummet uden at ænse min tilstedeværelse, hvilket resulterede i at han fik et hurtigt skud til hovedet. AI’en fejler utallige gange gennem spillet, hvis man ikke lige følger udviklerens røde løber.

Alligevel er jeg ikke helt skræmt væk af Cold Winters mindre fejl. Historien er spændende hele vejen og karaktererne langt bedre udformet end i de fleste andre FPS-spil. Selv fysiksystemet, der godt nok ikke er det bærende element, som Swordfish gerne selv vil gøre det til, fungerer upåklageligt. Visuelt er det ikke lige så velfungerende, som f.eks. det dystre Killzone, men det er absolut ikke uden sin egen charme. Cold Winter er ganske enkelt et udmærket spil.