Cold Souls

Paul Giamattis mange biroller i store film (Man On The Moon, Saving Private Ryan, Tim Burtons Planet Of The Apes) har gjort ham til den slags skuespiller, man altid genkender, men aldrig kan huske navnet på. Han var endda med i computerspillet Ripper fra 1996, hvis nogen kan huske så langt tilbage. Han er den type lettere neurotiske, urolige skuespiller med samme uforståelige karisma som Jeff Goldblum og Woody Allen - og jeg har endnu ikke været ude for en film, hvor han ikke spiller blændende godt.

Så forestil dig hvor fedt præmisset for denne film lyder for en Giamatti-fan: Paul spiller en fiktionaliseret version af sig selv, der har problemer med at holde følelserne i skak under forberedelserne til et tungt teaterstykke. Derfor beslutter han sig for at få sin sjæl fjernet midlertidigt, så han ikke går ned med flaget. Men efter lidt tid finder han ud af, at man er enormt belastende som sjæleløs, så han får implanteret sjælen fra hvad han tror er en russisk poet. Imens bliver hans egen sjæl stjålet af en russisk sjælekurér, der smugler den tilbage til Rusland (da sjæle er big business derovre), hvor den bliver implanteret i hendes chefs kæreste: en talentløs, russisk soap-skuespiller.

Jeg havde svært ved at få armene ned da jeg læste den smøre på bagsiden af æsken. Jeg forestillede mig Spike Jonze (instruktøren af Being John Malkovich) rive totterne ud af hans bizarre Beatles-frisure i ærgrelse over, at han ikke fandt på den idé.

Og jovist er det en flot film. Fru instruktør, Sophie Barthes, har i den grad styr på farvesammensætning og billedkomposition, så næsten hvert eneste skud i filmen er nærmest mediterende flot at se på. Kulisserne er fantastiske, især kontoret hvor sjæleekstraheringen foregår, og selve den store sjælesuger ligner en fabelagtig krydsning mellem en MR-scanner og stolen fra Total Recall hvis den befandt sig på rumskibet Enterprise.

Desværre når plottet aldrig at leve op til det imponerende præmis. Selve handlingen i filmen er både sløv, kedsommelig og, mest bizart af alt, ordinær. Pauls jagt på hans sjæl gennem Skt. Petersborg når aldrig noget ophidsende tempo, selv om der gang på gang bliver lagt op til det, og filmen får adskillige gange malet sig selv ind i et hjørne hvor man som tilskuer undrer sig over, om filmen er slut eller om der kommer mere. Der gemmer sig utvivlsomt en god kortfilm et sted i den rodede narrativ. Men i stedet har vi en overlang film, der konstant træder vande når den burde bevæge sig fremad: hele palaveret med den "russiske poet-sjæl" når aldrig at betyde noget, og al sjæleskifteriet lader i øvrigt ikke til at påvirke Giamattis nervøse trækninger særlig meget uanset hvilken sjæl han har gående.

Filosofien i filmen virker heller ikke, for den er nærmest fraværende. Det kunne have været en interessant og spøjs fremstilling af sjælens virke og funktion på menneskekroppen, men der kommer aldrig nogle tankevækkende pointer eller diskussioner ud af det. Spørgsmålet om sjælens eksistens er en af tidens helt store, som man stadig gransker og forundres over, men i Cold Souls er den bare et plot device hvis kunnen og ikke-kunnen kommer dumpende når det er behændigt. "Nå ja, i øvrigt kan sjælene finde på at afvise værtskroppen. Nå ja, i øvrigt efterlader sjæle affaldsstoffer i kroppen. Nå ja, i øvrigt ..." Og intet af det bliver forklaret eller udforsket ordentligt; det godtages bare blindt.

Værst af alt er fremstillingen af "sjælens indre" - og nej, det er ikke en spoiler, for det telegraferes med hvad der lige så godt kunne have været et meterhøjt neonskilt i de første 15 minutter af filmen. Det virker som om Barthes desperat prøvede at undgå at abe Being John Malkovich efter, men ikke kunne finde på noget bedre, så hun håbede, vi kunne spises af med hvad der ligner de tarvelige drømmesekvenser fra Johnny Mnemonic.

Cold Souls er den værste skuffelse af slagsen: Den lyder fantastisk på papiret, og ser også fantastisk ud på skærmen, men har desværre ikke indholdet til at fastholde interessen. Spike Jonze kan - desværre - sove trygt.