Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Codename: Panzers - Phase Two

Codename: Panzers Phase Two

Tysk effektivitet i pansret stål. Rasmus Sindberg har gennemspillet anden del af StormRegions velpolerede strategi-serie.

At lave en efterfølger til et yderst kritikerrost spil, må være en meget tung byrde at bære på sin skulder. Det unge udviklerhold Stormregion har dog taget det hele med ophøjet ro og leveret en opfølger, der er mindst ligeså poleret og engagerende som originalen.

Som sidst bliver du kastet hovedkulds ned i nogle af de mest kendte brændpunkter fra Anden Verdenskrig. Blandt disse kan nævnes den udmarvende krig i tanks i Nordafrika og slaget ved Monte Carlo, Italien. Her kæmpes enten som tysker, partisaner eller de allierede. Partisanerne er kommet ind i stedet for russerne, som fans givetvis vil kunne huske fra sidste år. Men at miste den tunge russiske bjørn til fordel fra den lille vakse og snu ræv er ikke et tab, jeg græder synderligt over. Som partisan må man drage fordel af omgivelserne i langt større grad. Her findes der ikke massive hære, moderne krigsmateriel eller andet luksuriøst materiel. Så taktikken er at slå hurtigt til og forsvinde igen, inden fjenden når at komme på benene. Det strategiske niveau i Phase Two er stadig tårnhøjt, men uden at sætte dig af undervejs. Spillet lukker dig ind ret ubesværet, men fastholder dig så i et jerngreb.

Som spillet skrider frem skifter man imellem disse tre. Men med tilgangen af partisanerne er der også kommet noget nyt blandt de mange campaigns. Tidligere omhandlede de fleste hidsig kamp og meget direkte action. Nu er det hele blevet krydret med en del mere snigen og forsigtig fremmarch. Men hvor man godt kunne frygte, at det ville blive et kønsløst plagiat på det ultra svære Commandos - kan der nu åndes lettet op. På intet tidspunkt føles det som om de forskellige missioner presses ned om ørerne på en, blot for at de skal være der. Alt føles i stedet som en del af et manuskript af bedste klasse. Det samme gælder skiftet mellem de tre grupper.

Men det er ikke kun til at strikke gode missioner sammen, at udvikleren viser talent. Det grafiske er ligeledes utrolig flot. Det er stadig Gepard-motoren som benyttes, men i anledningen af toeren er denne blevet pimpet lidt op, og fremstår nu funklende. Det opdager man når man begynder at zoome helt ind på en gruppe soldater - her kan man se selv små detaljer på uniformerne. Huse, maskiner, omgivelser og alt andet på skærmen har ligeledes fået et hak opad i detaljegraden. Men det bedste er, at der nu er implementeret en regulær dag-/nat-cyklus. Det er nemlig først når tusmørket lægger sig, at de mere stealth-baserede missioner for alvor tager fat. Køretøjerne har fået lygter på, som kan slukkes for ikke at tiltrække for megen opmærksomhed. Kombinationen af mørket og de redskaber man har til rådighed, åbner for en bred vifte af muligheder for, hvordan man vil tackle opgaverne.

Der er mange wow-effekter i Phase Two, som viser lidt om, hvor meget der er gået i detaljer med tingene. Hvis du stormer et hus, som er besat af fjendtlige tropper, bliver taget gennemsigtigt, og du ser så de hektiske nærkampe indenfor. Men husene er ikke blot tomme skaller - de er fuldt møbleret. Også omgivelserne imponerer gang på gang, specielt i forhold til missionerne i det tidligere Jugoslavien og dennes meget bjergrige natur. Den dybde, du oplever, når du går igennem et bjergpas eller krydser en flod et stenkast fra et kæmpe vandfald, er intet mindre end imponerende. Stormregion giver os ovenud smukke effekter hele vejen og en natur, som ville gøre selv National Geographic en smule våd i bukserne.

Al den stille skepsis, jeg i starten havde til, hvorvidt Phase Two ville kunne leve op til samme standard som Phase One, er blevet gjort til skamme på det groveste. Alt der er blevet pillet ved, er blevet bedre. Grafikken, lyden og interfacet har alle fået større eller mindre løft, men alle til det bedre. Det helt store er kommet med udskiftningen af russerne til fordel for partisanerne Oven i dette har missionsopbygningen også fået en tur gennem maskinen, hvilket giver en langt højere variation. Skrivebordsgeneralerne kan igen sætte sig til rette foran skærmen.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Godt interface. Eminent grafik. God variation i missionerne.
-
Kedelige stemmer og til dels lydeffekter.

Codename: Panzers - Phase Two