Codename: Panzers

Glem alt om hvad I hidtil har set og prøvet af RTS-spil. Codename: Panzers (C ) bryder alle grænser inden for RTS-genren, både på den visuelle front, men så sandelig også hvad indhold angår. Der er 3 kæmpe kampagner at gå i gang med. En tysk, en allieret og en russisk kampagne spredt ud på 30 missioner, som veksler fra svær til nærmest umulig. Men hvor man som dansker normalt ville vælge de allierede, så bliver man hurtigt trukket ind i den fantastiske atmosfære som der er i C , så man ikke kan slippe spillet før man har prøvet alle 3 kampagner.

Det første som slår en er grafikken, der er intet mindre end fabelagtig flot. Der er ingen RTS-spil som pt. kan prale af en så stor detaljerigdom, for Stormregion-drengene har kælet meget for selv de mindste ting her. En anden ting, man hurtigt bliver imponeret over, er at alle soldaterne er lavet med motion capture. Derfor har de en helt naturlig fremtoning, som kun forstærker den illusion af at man sidder som en gud ovenover og styrer det hele. Men det er især missionerne som foregår om natten, der viser hvor flot et RTS-spil kan være. Lys- og vejreffekterne er yderst spektakulære og med til at give et meget realistisk feel. Men her stopper vi ikke skamroserne, for der er som vi kender fra de fleste RTS-spil nu til dags, også et roterbart kamera med en ordentlig moppedreng af en zoom-linse. Men hvor mange spil mister meget på detaljesiden bare man zoomer lidt, bliver C bare ved med at være flot. Tæt på kan man for alvor se hvor godt udførte soldaterne er, og man næsten nyder det når de kaster sig i græsset under beskydning, og når de bliver ramt smider de geværet og holder sig til brystet, mens de stille og roligt ligger sig til at forbløde i kampens hede. Hvem sagde at krig er beskidt?! I C er det bragende flot!

De maskiner som er til rådighed i C fortjener næsten et helt kapitel for sig selv. Alene antallet imponerer. Over 100 vidt forskellige autentiske kanoner, jeeps, lastbiler, kampvogne og fly!! Hver eneste er modelleret ned i allermindste detalje og ligner noget som er taget direkte ud fra virkeligheden. De fleste af disse maskiner kan nedkæmpes og overtages af fjenden, så kampe kan hurtigt vende sig 180 grader, hvis man mister en kampvogn eller to til fjenden. Men hvis en kampvogn ikke er nok, er der et bredt udvalg af støtte fra hovedstyrken som ligger længere tilbage. Men det nytter ikke noget bare at bede om tungt bombardement på fjenden hver gang. For ofte skal du bruge de bunkere og maskiner som de har stående for at komme videre med missionen. Så der skal hele tiden tænkes lidt længere frem. Men hvis man alligevel kommer til at ødelægge lidt for meget af fjendens materiel, som man selv skal bruge, så er der mulighed for at gå i gang med at reparere på disse, for så efterfølgende at kunne tage kontrol over dem og fortsætte videre i slaget. Der skal ikke bygges fabrikker og produceres en masse kampvogne for at vinde. I stedet skal man drage nytte af de ting som man har med sig fra start, og så ellers bare håbe på at man finder noget brugbart som tiden går.

Det kompagni man styrer er bygget op omkring en overordnet, som kan sammenlignes med en Hero fra de fleste fantasy-spil. Han er en meget vital del af kompagniet, og hvis han dør er det Game Over. Som missionerne skrider frem, udvikler soldaterne i kompagniet sig fra at være en flok grønskollinger til at være en flok hardcore læderhalse, som ville kunne slå hobevis af fjender ihjel med deres bare næver. De kan bedre høre fjenden, de bliver mere lydløse og så kan de ramme fjenden mere præcist over længere afstand. Selvom de er blevet meget bedre, kan de hurtigt blive slagtet, hvis man ikke lægger sin strategi ordentligt. Men hvis man gør dette, kan en lille flok soldater til fods godt nedkæmpe en dobbelt så stor enhed, uden selv at lide store tab. Men det er ikke kun dine soldater som bliver bedre, det gør fjenden så sandelig også. Det er en meget stærk AI man kæmper imod, og fjenden gør gerne brug af nogle meget raffinerede taktikker. Man skal være meget heldig hvis man ikke kommer ud for en tysk knibetangsmanøvre i bedste Stalingrad-stil et par gange under den allierede kampagne. Missionerne er vidt forskellige, og giver et meget bredt billede af hvad der foregik under denne forfærdelige krig. Der er de traditionelle missioner hvor man skal komme fra punkt A til B, og slå alt ihjel på vejen. Men der skal også holdes nogle fikspunkter indtil der ankommer forstærkninger, og så skal der transporteres materiel til en indeklemt enhed. Så der er ikke en eneste mission som minder som en anden, og det vidner bare om hvor meget Stormregion har lagt i udviklingen af C .

Styringen af enhederne i C er, på trods af spillets store sværhedsgrad, utrolig nem at have med at gøre. Der er mange muligheder for hvordan fremrykningerne kan foregå; hvad enten man vil sende en spejder i front for at lokalisere fjenden, eller gå til angreb med kampvogne og lade sit infanteri følge tæt bagefter og lade dem tage sig af de fjendtlige soldater som på flankerne beskyder kampvognenes svage punkter. Mulighederne er imponerende, og hvis man forstår at udnytte disse til fulde, får man en kæmpe fordel i kampens hede. Men C er et svært spil, og det kræver masser af tålmodighed, for der er mange af missionerne som skal spilles om og om igen. Der skal hele tiden lægges taktikker, og der skal slås til på de rigtige tidspunkter. Nogle af missionerne er faktisk fuldt ud lige så svære som i den populære Commandos-serie. Men her skal der holdes styr på mange soldater på en gang, og hvis man mister overblikket bare et øjeblik, brænder lokummet for alvor. Desværre har jeg kun haft lidt begrænset mulighed for at teste C over multiplayer, men det jeg fik prøvet, var rigtigt positivt. Der vil blive mulighed for at være op til 32 spillere i online-krig med og mod hinanden, så også her ser C ud til at kunne tage kampen op med selv de mest populære online-spil.

Der er dog altid lidt som sådan en mavesur gamer som jeg kan finde frem og råbe op over. Det er især sværhedsgraden, som til tider er helt ekstrem høj, og jeg er langt fra et roligt gemyt når jeg har fået et Game Over smidt i hovedet 5 gange på 1 time. Men det er samtidig netop sværhedsgraden som gør at C skiller sig ud fra de fleste andre RTS-spil. Så er der det sædvanlige RTS-problem, nemlig lydsiden. Den er kedelig og uinspirerende, og med et stemmeskuespil som er direkte latterligt at høre på. En anden ting er at den preview-kode som jeg har prøvet her, havde en tendens til at fryse fra tid til anden. Men det skyldes nok netop at det er en ikke helt færdig kode, så det er jeg sikker på at det bliver ordnet i den færdige version. Derudover har jeg ingenting at brokke mig over. Der er faktisk ingen af disse problemer, som ødelægger det ganske flotte helhedsindtryk som C efterlod mig med. Så hvis I går og overvejer at købe en større computer (C kræver en stærk computer for at vise sig fra sin flotteste side), så er C en rigtig god undskyldning for at gøre dette. For det er en ren visuel orgasme der løber henover skærmen. Spillet udkommer i starten af september i år, og kunne meget vel blive en rigtig pæn succes. Spillets undertitel er Phase One, så mon ikke vi kan se frem til en Phase Two inden alt for længe?