Cobalt

Hver gang at jeg spiller et nyt spil, er det første spørgsmål jeg stiller mig selv, hvilke følelser oplevelsen fremkalder hos mig. Ideelt set skulle jeg gerne føle mig nysgerrig, underholdet og involveret. I nogle tilfælde sker det endda, at jeg føler mig charmeret eller bevæget, da enkelte titler formår at hive i hjertestrengene uden at være synderligt underholdende. Når det gælder spilmekanikker, bør de være så gnidningsfrie som muligt, og det er altid et plus, hvis grafikken sidder lige i skabet. Om det så er realistisk eller ej er ikke så vigtigt, så længe konceptet bibeholdes. Afslutningsvis kigger jeg efter atmosfære og tegn på, at spillet er lavet med en lidenskabelig kærlighed fra udviklernes side.

Hvorfor rabler jeg om dette? Fordi {Cobalt} skuffer mig noget som grusomt. Følelserne der er knyttet til spillet, er nemlig på den helt forkerte side af den ovennævnte skala. Her følte jeg mig hverken opslugt eller underholdt, men snarere distanceret. Det begynder ganske fint, med en startskærm der lugter af 80'erne, men jeg spiller ikke længe for at finde ud af, at dette ikke bare er et spil jeg ikke ønsker at bruge kræfter på, det er spil der spilder min tid.

Jeg er cyborg-robotten {Cobalt}, en generisk kamprobot som kan hoppe som Kratos fra {God of War}, og slås med både næver og våben. Der er lidt mere kontekst at finde via spillets lydbøger, men den smule jeg fandt var ganske uinteressant. Opgaven er at finde nogle artefakter, der gerne skulle oplys om hvor menneskeheden er forsvundet hen, men det bliver fremvist på en sådan måde, at det er svært at engagere sig. Det er lige før at det ville være bedre, hvis man bare kunne slukke for hjernen, ligesom jeg gjorde da Superman lavede en CGI-supper af storbyen i den lange kampscene i slutningen af Man of Steel.

Jeg kan ikke lide den situation jeg sidder i. Jeg har påtaget mig opgaven at anmelde dette spil, og jeg skal derfor, sandelig, gøre det ordentligt, men det er umuligt for mig at engagere mig. Det er ikke fordi at {Cobalt} er uspilleligt, men fordi at hverken er morsomt at spille, eller spændende på nogen måde. Jeg bevæger mig rundt i ensformige, kedeligt designede omgivelser, imens jeg prøver at ignorere den intetsigende grafik, og koncentrerer mig om fjenderne. De kan tage livet af mig med bare få skud, og jeg har for længst mistet fornemmelsen for, hvor mange gange jeg har skulle starte forfra. Det hjælper ikke synderligt, at slow motion-effekten som giver mig chancen for at undvige fjendtlig beskydning, sjældent aktiveres når flere fjender skyder på én gang, som paradoksalt nok er der jeg skal bruge effekten mest.

Det er åbenbart tanken bag {Cobalt}, at det skal være et udfordrende 2D-platformspil, men når save-punkterne er så langt fra hinanden, bliver det hele bare en pine. Jeg dør, og dør, og dør, uanset hvor forsigtigt jeg bevæger mig fremad. Jeg bliver lidt bedre med masser af øvelse, men lige meget hvor meget jeg har lært, ender det altid med game over. {Cobalt} minder mig om filmen The Butterfly Effect, det bliver altid værre, lige meget hvad Aston Kutcher gør.

At starte forfra tyve gange i streg, for så at lære præcis hvor hver fjende befinder sig, så jeg med nøje, smertelig planlægning kan bevæge mig videre, er ikke den måde jeg vil spille på. Når jeg begynder først begynder at fokusere på programmeringen bag spillet, for at forsøge at udnytte mønstrene, som kan man spørge sig selv om hvad det er der driver en. Det værste er, at jeg slet ikke føler mig stolt når jeg når et nyt save-punkt. Jeg er snarere lettet, og en anelse bekymret. Den næste sektion kunne jo være endnu værre. Det er ikke sjovt, og det er ikke en gang fordi at jeg er dårlig til den slags spil, det er bare fordi at balanceringen i {Cobalt}'s design er svagt.

Sværhedsgraden er altså på sadistniveau, men heldigvis findes et hjælpemiddel, som forbedrer situationen. Af og til finder man nogle æg, som giver en adgang til computerstyret følgesvend. Så længe denne følgesvend er i live, angriber han fjenderne for dig, og i et kort sekund har du bedre chancer for at overleve. Det skal dog nævnes, at {Cobalt} kan spilles kooperativt også, og det skulle man tro ville gøre oplevelsen mere spiselig, men i co-op er spillet alt for uoverskueligt. Skærmen bliver fyldt til randen af lysene projektiler og andre forstyrrende elementer, så effekten er snarere det modsatte.

Udover at indeholde masser af fjender, så har {Cobalt} også enkelte puslespilselementer. Her finder du dog ingen snedige gåder, men snarere uinspirerede hindringer, såsom låste porte. For at åbne dem skal du lytte efter et bestemt klik når du dirker dem op, men der er ingen garanti for, at det afslørende klik kommer. Det antager jeg er en teknisk fejl, men fordi disse døre bliver uigennemtrængelige, går man glip af uhyre vigtige ressourcer og ammunition.

Selve lydsiden i {Cobalt} er faktisk ganske fin. Se, den så du ikke komme tænker jeg? Lyden er det eneste ved spillet jeg godt kan lide, og det gælder både for rumvæsnernes sprog og reallyden. Musikken er stemningsfuld, og det er til tider det eneste der forhindrer mig i at knuse controlleren af bare frustration.

Derudover er der arena-kampe, og de er ikke nær lige så slemme. I hvert fald ikke sammenlignet med historiedelen. Her findes der mange mærkelige modes, og her kan selv traditionel deathmatch blive interessant, takket være et hav af indstillingsmuligheder. Du kan eksempelvis bestemme hvilke våben du skal have, hvilken sværhedsgrad du ønsker eller om du vil booste slow motion-effekten med flere hundrede procent. Havde hovedspillet haft de samme muligheder, havde oplevelsen måske været en anden.

Det siger måske en del, at en ekstra mode kaldet Plug Slam, hvor man skal slå en fodbold ind i modstanderens mål (som i {Rayman Legends}), er det mest underholdende aspekt, af et action-orienteret 2D-platformspil. Dette er slet ikke pengene værd, med mindre du kan lige epilepsifremkaldende kooperative oplevelser, som ikke fungerer kooperativt, og som nådesløst straffer spilleren uden at forklare hvorfor. Spil hellere {Super Meat Boy} siger jeg bare.