Civilization: Beyond Earth

Siege Worms er forbandet skræmmende. Det er sket mere end én gang, at jeg har udset mig et område til min næste by, sendt mine kolonister afsted, og vendt på en tallerken da jeg så et af disse massive, diamantbor-agtige bæster kløve sig gennem jordskorpen. Jeg stikker pænt halen mellem benene og finder et andet sted at grundlægge min by.

For de første mange gange, man møder en af disse Siege Worms, virker de nærmest uovervindelige, og man skal have oprustet væsentligt, inden man kan tage en direkte konfrontation med dem. I mellemtiden må man bare håbe at de lader en være, og eventuelt beskytte sine byer med soniske hegn. Med lidt held angriber de en anden civ i stedet.

Siege Worms illustrerer perfekt, hvor udsat man er i starten af et spil Beyond Earth. Den planet, man er landet på, er et temmelig fjendtligt sted, der mere eller mindre aktivt forsøger at tage livet af en. Indfødte livsformer strejfer omkring og er ikke bange for at tygge på ens enheder, mens den grønne, tågede miasma langsomt kvæler enhver enhed, der tager ophold i den.

Det giver en anden stemning, end jeg er vant til fra tidligere Civilization-spil. Hvor man før kunne skue mod horisonten og fornemme uanede muligheder og potentiale, handler Beyond Earth på mange måder om rå overlevelse, i hvert fald i starten af spillet. Efterhånden som man får etableret sig, kan man tage det mere roligt, men de indledende faser er præget af bekymring og panderynker.

Tidligere på året var Gamereactor på besøg hos Firaxis, for at se Beyond Earth som de første i verden. Det kom der en massiv og detaljeret artikel ud af, der dog mest af alt byggede på interviews med udviklerne og en guidet tur gennem spillet, hvor vi kun selv fik lov at styre musen i ganske få ture.

Siden da har vi fået adgang til en tidlig udgave af spillet, der er begrænset til 250 ture - men ellers byder på den komplette oplevelse. 250 ture er ikke meget i Civ-sammenhæng, og alligevel har jeg svært ved at styre min begejstring. Jeg har haft adskillige spil indtil videre, hvoraf flere har været kendetegnet ved katastrofale resultater (i et spil kæmpede jeg med forurening og lavt helbred blandt befolkningen næsten hele vejen, og i et andet - som vi viste i Gamereactor Live - holdte konstant økonomisk underskud os fra at udvide ordentligt), men alle har været underholdende og lærerige.

For centralt for Beyond Earth, ganske som det var med Civ V, er, at der konstant er noget at tage stilling til. Hvad skal denne by nu bygge, hvilken teknologi skal forskerne arbejde på, hvilken af de tre affinities bør jeg bevæge mig hen mod (skal min civilisation bestå af "rene" mennesker, skal vi integrere med planetens biologi, eller er tech-implantater og cyborgs vejen frem), og hvad skal jeg vælge som min næste virtue (en slags skill-træ for ens civ, hvor hvert valg giver håndgribelige fordele). Omstændighederne skifter ofte, og man bliver tit nødt til at revidere sine langsigtede planer, fordi en ny situation er opstået - man ligger i krig, man har vokset sig for stor til at sundheden kan følge med, og så videre.

Der er mange radikale ændringer i forhold til forgængerne, men den, jeg holder mest af, er nok quest-systemet. Essentielt kan det koges ned til endnu et lag af valg og dilemmaer (skal visse bygninger producere +1 health eller +1 science mere per tur, fx), men de er pakket ind i historie og fortælling, der er med til at sætte stemningen.

Disse quests dukker jævnligt op, nogle gange automatisk, andre gange som direkte konsekvens af ens handlinger. Mange har adskillige led og er del af en større fortælling (for eksempel finder man en gruppe kolonister med kropsaugmentationer - vil man lukke dem ind i ens samfund? Og skal man frigøre dem for deres augmentationer, eller forske i dem og lade sig inspirere?), der stadig har konkrete effekter i form af bonusser og affinity-point. Nogle foregår så at sige ude i spilverdenen, hvor man via ekspeditioner graver ny viden frem, og for eksempel skal beslutte, om man vil redde indholdet fra en nedstyrtet sonde, eller i stedet rense den sø af biomasse, som den pt ligger og forurener.

Det er kort sagt et genialt træk, Firaxis her har begået, for det giver en mere personlig oplevelse end Civ-spil tidligere har budt på, uden at gå på kompromis med de store, overordnede træk. Jeg skrev noget lignende, da jeg havde besøgt Firaxis tidligere på året, men nu har jeg ved selvsyn konstateret, at effekten rent faktisk er der.

Spillet har dog noget vej endnu, hvis man skal dømme ud fra den version, jeg har prøvet. Sætter man sine workers til automatisk at forbedre felterne omkring ens by, kan de være lige lovligt glade for at bygge oliebrønde på petroleum-felter - hvilket går ud over ens sundhedsniveau - selvom man måske slet ikke har brug for petroleum endnu. Og flere af de gange, hvor jeg har været i krig, har fjenden efter nogle små nederlag tilbudt både fredsaftale og kolde kontanter, og de virker måske lige lovligt lette at intimidere.

Da jeg talte med udviklerne i forbindelse med denne demo, forsikrede de dog om, at der stadig blev filet og pudset på alle disse aspekter af spillet, og mange af disse skår er forhåbentligt udbedrede, når spillet lander om en måned. Indtil da vil jeg fornøje mig videre med mine 250 tures minispil, og det siger måske noget om underholdningsværdien, der allerede er til stede: Jeg spiller gladeligt og prøver nye ideer af, selvom jeg ved, at jeg ikke har en jordisk chance for at se skyggen af en sejr eller deres langsigtede konsekvenser. Jeg tror ikke, jeg har hygget mig så godt med et Civilization-spil siden treeren. Strategifans kan roligt glæde sig, for Firaxis har tydeligvis fat i den lange ende med {Civilization: Beyond Earth}.