Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Circuit Breakers

Circuit Breakers

Vi har taget kørehandskerne på og fyret op for Circuit Breakers.

Circuit Breakers fra SuperSonic/MindScape er et nuttet lille racerspil der vel bedst kan sammenlignes med MicroMachines. Der er dog tilføjet en del nye elementer, der giver spillet nogle nye dimensioner, men samtidigt er der også introduceret en hel del fejl og irriterende detaljer, der gør at dette spil til tider kræver en stor mængde tålmodighed.

Spillet starter med at man vælger hvilken type bil man vil køre i. Der er 4 forskellige at vælge imellem og de er en smule forskellige m.h.t. hastighed og vejgreb - dog ikke nok til at det spiller nogen rolle i 1P Game. Derefter skal der vælges bane. Der er 4 baner at vælge mellem til at starte med, og efterhånden som man gennemfører banerne, får man adgang til flere. Der er 16 forskellige baner, opdelt i 8 typer - 2 baner af hver type. Ens køretøj er forskelligt afhængig af hvilken type bane man kører. F.eks. sejler man i speedbåd i Venedig, mens man skal styre en ubåd på andre baner. Det er dog kun fartøjets udseende der er anderledes - styringen er den samme, men det giver et indtryk af stor afveksling i banerne selvom de grundlæggende er ens i opbygning.

Ideen til spillet er ganske god - venligst udlånt af MicroMachines. Man starter hver bane på sidstepladsen og skal, når starten er gået, prøve at kæmpe sig hele vejen op til en førsteplads. Undervejs på banen kan man samle forskellige ôpower-ups" op. Nogle er våben mens andre er defensive eller ændrer køretøjet. F.eks. kan man smide en klat olie eller lim på vejen der får modstanderne til at skride ud eller sidde fast. Derudover er der power-ups som skud, turbo, en der gør fartøjet mindre og hurtigere, en der gør det større med evnen til at køre over modstandere hvorved de bliver flade og kører langsommere og flere andre power-ups.

Det lyder jo umiddelbart let nok. Men der er adskillige faktorer der gør det mere eller mindre vanskeligt, og nogle af disse er direkte fejl i spillet. F.eks. har jeg oplevet adskillige gange at have ramt en ôusynlig væg", eller pludselig eksploderer fartøjet midt på banen uden at jeg er blevet skudt (hvilket man i øvrigt ikke dør af) eller har ramt noget! Jeg har også et par gane oplevet pludselig at ryge igennem vejen som om der var et hul, hvorefter jeg hører en eksplosion...? På vej rundt i et sving på en af Venedig banerne rammer bagenden af min båd kanten hvorefter den stopper op og bliver trukket baglæns et godt stykke før jeg igen får kontrollen leveret tilbage?!? Dette var nogle af de hyppigste og mest irriterende fejl jeg stødte på. Det var så overvældende at jeg overvejede om det skulle være en alpha-release der var smuttet igennem produktionen!

Derudover er der adskillige ting i spillet som er enormt irriterende uden at det er direkte fejl. Modstanderne blokerer konstant hvilket er pi**e irriterende og gør det næsten umuligt at overhale dem med mindre man kan komme på indersiden i et sving. Ligger man en halv længde foran dem, banker de konstant ind i siden på en, selvom man er lidt foran og ligger helt ude i siden af vejen, hvilket man mister fart af, og i værste fald bliver man skubbet i en afgrund - fuldstændigt unødvendigt! De power-ups der er på banen ser man ikke noget til før man når 3.-2. pladsen da de ellers bliver samlet op af computer-modstanderne, og da de kun skyder efter dig betyder det at lige som man skal til at erobre 2. eller 1. pladsen lægger den forankørende lige 2 limklatter 3 oliepletter og en gang røg og så er det løb kørt. Kameraet er ikke altid lige bag fra, og når man ser det fra siden er det enormt svært at vurdere hvor langt man er fra væggen, hvilket betyder at man ofte buldrer ind i den. Der er adskillige andre faktorer der er medvirkende til at gøre dette spil til en utroligt frustrerende oplevelse i 1P Game, men dem vil jeg undlade at nævne - det er vist nok for idag.

Lige så frustrerende spillet er i 1P Game, lige så sjovt er det i 2P Game. Man kan spille mod en af sine venner på samme måde som i MicroMachines spillene: man får et point hvis man kan køre fra sin modstander og den der først når det antal point man har valgt i Options har vundet. Her oplever man virkelig spillets stærke side. Det er sk**e skægt lige nøjagtig at snige sig foran modstanderen hvorefter man lægger en klat olie eller lign. Og lige så skægt er det når han hævner sig i kampen om det næste point. Skal man spille dette spil, så bør man skåne sig selv for 1P Game. Tro mig - efter at have gennemført 118% af spillet har jeg prøvet 1P Game mere end nok. Den eneste grund til at jeg spillede så langt var min stædighed og min nysgerrighed efter at se om der nu skete noget specielt efter 100%... nope! Men man får at vide hvordan man aktiverer de to hemmelige modes, så man kan køre banerne om natten og på hovedet (I shit you not) - men hvem har dog lyst til at spille på hovedet? Det er mit liv i hvert fald for kort til!!!

Min bedømmelse af spillet er meget hård, men den skal ses i lyset af at jeg har bedømt det som et 1P Game. Man kommer højst sandsynligt til at spille langt mere mod computeren end mod en ven/bekendt/allieret/fjende, og spillet er betydeligt bedre i 2P Game.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10