Chaser

Vi kan vist hurtigt blive enig om, at FPS titler har ramt os som en stormflod på det sidste. Selv om der har været noget tid mellem snapsene, så har vi efterhånden fået etableret en solid base af førsteklasses actiontitler. Med Chaser træder Jowood direkte ind i ringen. Titlen drager tunge paralleller til Counter Strike, men formår at kombinere multispiller oasen med en solid singlespiller del. Enorme scenario gemmer på intens udfordring, hvor man hurtigt får status som enmandshær. Overmagten er mildest talt overvældende, og skærmen er et konstant orgie at mundingsild og krudtslam. Chaser er ganske god underholdning, der dog beskæmmes af et lidt for enkelt gameplay og tekniske problemer.

Fremtiden er tilsyneladende generelt et skræmmende sted. Dette er om noget tilfældet for John Chaser, der uanende bliver kastet ud som blad i en orkan. Kalenderen er spolet frem til 2036, hvor vintersøvnen pludselig brydes på dramatisk vis. Chaser vågner op - udmarvet, forvirret og træt - på et sterilt operationsbord, dybt inde i maven på en rumstation, der ligger i kredsløb om jorden. Timingen kunne ikke være meget bedre, for i selv samme øjeblik invaderes stationen af en ordentlig røvfuld skydegale soldaterspirer. På ingen tid er stilheden afløst af eksplosioner, skrig og rallen - mens hele verden tilsyneladende er på nakken af vores hukommelsessvage midtpunkt.

Handlingen præsenteres gennem lange mellemsekvenser, der faktisk på ganske glimrende vis formår at skabe flow. Mange af scenerne er utroligt actiontunge, hvilket skaber en god stemning, hvor det kribler i fingrene for at blive kastet ud i ilden. Vejen hertil er dog en anelse besværlig - det viste sig nemlig, at installationen var min første og nærmest største udfordring. Ikke mindre end to patches skulle hentes - vel og mærke bare for at få installeret spillet og efterfølgende starte det op. Dette er ganske enkelt under alt kritik. Men, det lykkedes dog alligevel at komme i aktion, hvilket var en langt mere tilfredsstillende oplevelse. Efter en sekvens, hvor vi følger den stakkels mand blive jagtet af glohede kugler overlades man kontrollen. Initial ubevæbnet bliver skyggerne vores bedste ven, det varer dog ikke længe, inden vi overlades et skydejern - så skal der godt nok uddeles bøllebank.

Styringen er helt intuitiv for folk der eksempelvis har lidt Counter Strike under neglene. Efter kort tid løber og springer man rundt, mens man på bedste vis idømmer straffe. Man har tilsyneladende et overflødighedshorn i lommen, så der er ingen problemer med at bære en større samling våben samtidig. Dette fjerner klart et strategisk element, og kombineret med masser af tilgængelig ammuntion begrænses overvejelserne til venstre museknaps inferno. Banerne byder dog på en anelse variation, da man eksempelvis senere skal igennem en bane uden at blive opdaget. Dette fremstår dog som decideret irriterende, da ens bevægelsesmuligheder er stærkt begrænsede. Man kan eksempelvis hverken skæve om hjørner eller mase sig mod vægge.

De gameplaymæssige styrker står til gengæld i fuldt flor, når opmærksomheden rettes mod den rene action. Adrenalinen pumper lystigt i overdådigt store scenario, hvor man naturligvis også har en bullet-time effekt til sin rådighed. Banerne er virkeligt store, og faktisk også relativt dynamiske. Den grafiske engine gør et glimrende stykke arbejde. Den imponerende størrelse af såvel landskaber som bygninger har også givet mulighed for at give en illusion af, at begivenhederne ikke er strengt lineære. Man skal ganske vist få historien til at køre ved at aktivere hændelser, men man kan sagtens ryge ud på en større omvej, inden målet er nået. Faktisk kan nogle af banerne nærmest virke for store, hvor man uhjælpeligt forsvinder i et landskab af teksturer. Det er dog som oftest til at regne ud, når man er på rette vej - dette plejer at underbygges af horder af fjender.

Historien folder sig ud i takt med at man graver dybere i titlens meritter. Det viser sig naturligvis, at et større komplot regerer under den alt andet end perfekte overflade. Samtidig har man selv en vigtig rolle at spille, hvilket afsløres gennem de mange mellemsekvenser samt nogle gode effektfulde flash-backs. Især sidstnævnte måtte gerne have været brugt endnu mere, da de står som en af de få unikke ting i Chaser. Faktisk føles det hele utroligt genkendeligt, man føler sig hurtigt hjemme i dette skøre univers. Den grafiske front er som sagt ganske glimrende, med detaljerede om end gentagne teksturer og en god brug af lys og pixelshading. Der er dog en række bugs, hvor grafikken stryger ud i nogle Picassoagtige afveje. Det er ikke ødelæggende for oplevelsen, men er dog med til at nedbryde lidt af illusionen. Der er ikke mange enkeltstående dele, som kan få mig til at anbefale Chaser over andre titler. Alligevel fandt jeg mig selv fanget, mens jeg i fuld fart spænede rundt i de dejligt store omgivelser. Det er ganske enkel men god underholdning.