Chappie

Fra fredselskende Short Circuit til ekstremvold i Robocop har robotteknologien og digital bevidsthed i årtier haft sin fast plads i filmbranchens tema-bibliotek. Emnet giver mulighed for at lege med provokerende fremtidsvisioner og snige lidt bekymringer om teknologiens indflydelse på menneskeheden ind i publikums tankesæt. Den sydafrikanske instruktør Neill Blomkamp har allerede brugt sin dystopiske sci-fi til andre klassiske emner: Racisme rekonstrueret i District 9 og social ulighed i Elysium. Nu vil han også bidrage til robot-emnet med filmen Chappie, men efter hans stærke debut vakler det en del med filmene i eftermælet.

Atter med Blomkamps sydafrikansk near-future som baggrund, og atter med en masse skrald, støv, testeron og bandekriminalitet i baggården. Historierne er nye, men det golde beton-miljø er det samme - og en smule trivielt efterhånden. I Blomkamps fremtid anvender politistyrken Tetrevaal - en privat leverandør af robotstrømere til at holde kriminaliteten i skak. Ingeniøren Deon har stor succes med sin robot-serie (Robocops i menneskehøjde), mens den militante kollega, Vicent, har et konkurrerende projekt med sin remote styrede kopi af ED-209. Større, ondere og mere skydekraft.

Ude i felten har en excentrisk røverbande (spillet af rap-rave duoen: Die Antwort), som de første, fået idéen at kidnappe opfinderen til at styre robotterne, men imens har Deon i nattetimernes Red Bull eufori udviklet en kunstig intelligens proppet ind i skallen på Chappie - en defekt robot som lander i bandens varetægt. Som et lille barn, der nu skal til at erkende verden, bliver den barnlige robot overbevist om nødvendigheden ved vold og de barske realiteter om sin egen eksistens, mens et andet magtspil lumrer i robotbutikken. Forudsigelighedens skakbrikker er klar til alle forventelige træk, og vi skal atter opløse vores holdning til at mennesket består af kød og blod.

Ser man bort fra den naive lethed i at kode en selvtænkende bevidsthed på en bærbar, samt en dårlig fokus på sympatien, så er historiens påfund er ikke det værste. Men Blomkamp har valgt en kæk, street'ish stil som er mere belastende end blæret. Karakterernes generelle opførsel prikker ved nerverne, især i blandt den dominerende røverbande med pangfarvede skydevåben, fjollet tøj, irriterende opførsel og tendens til grimme hårpragter. Skuespillet er over-the-top ekspressivt på grænsen til det parodiske, hvorfor troværdigheden aldrig bliver nærværende når den menneskelige dimension er så stærkt karikeret.

Som i tilfældet med Elysium indikerer denne teknologiske Frankenstein også, at den unge instruktør har desperat brug for en coach til at holde de filmiske ambitioner på rette kurs - og muligvis en lektion i hæderlig personinstruktion. Chappie har en iboende, forcerede lyst til at føle noget for robottens sjæl når onde mænd begår robot-tortur og kaster med sten, men stilens dominerede barnagtighed og svækkede sympati bygger et langdistanceforhold til tilskueren. Gode intentioner er ikke nok. Det skal også formidles. Da den naivistiske komik i sidste scene afbrydes af pludseligt blod og lemlæstelse, vidner det ganske enkelt en manglende evne til at holde filmens tone under kontrol. Chappie har potentiale, men jeg skynder mig hjem til Robocop.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen byder på en lang række featurettes om filmens tilblivelse, udvidet scene og en alternativ, mere dystopisk slutning (dog med effekter som ikke er færdig-renderede). Dertil gallerier med koncepttegninger af robot-typerne. Masser af info hvis man er typen som elsker at suge baggrundsviden til sig.