Centurion

Quintus Dias (Michael Fassbender) er romersk soldat, der er udstationeret i det ugæstfrie England. Han møder den niende legion mens han er på flugt fra picterne, der har overrendt og efterfølgende søndersmadret hans garnison.

Men hvis der er noget, Quintus har, så er det ild i røven, og uden et sekunds tvivl er han ombord på kamphesten igen på vej for at give picterne nogle bank. Men hans nye kammerater i den niende legion bliver overrumplet af picternes høvding Gorlacon (Ulrich Thomsen i en særdeles kradsbørstig rolle) og hans fuldkommen gale-i-låget soldater, og det varer ikke længe før Quintus befinder sig i spidsen for de sidste fem overlevende med Gorlacon og hans ulve-agtige, tungeløse sparke-røv-kælling af en bodyguard, Etain, lige i hælene.

Centurion lyder måske som om den kunne blive en tung affære for historie-buffs, i stil med Spartacus eller Alexander, men det er bestemt ikke den pensel, instruktør-forfatteren Neil Marshall har tænkt sig at male med. I stedet har han dyppet begge labber i hver sin røde malerdunk og har i sinde at tvære dem ud over et vægmaleri af Skotland mens han griner sindssygt i halvanden times tid.

Centurion er først og fremmest en action-film: der er nogen, der skal have tæsk, og det skal de helst have på så grusom vis som overhovedet muligt. I det hele taget skal de skotske højlande omkring år 80 e.Kr. fremstilles som et sted, der overhovedet ikke ville være rart eller klogt at være med mindre man havde gået til styrketræning siden man kunne gå. Hver eneste slåskamp ender med at nogen får hovedet revet halvt eller helt af; også de større kampscener, hvor afrevne lemmer og blodsprøjt flyver om ørene på tilskueren. Og dengang var samtaler kun noget, man praktiserede hvis man ventede på at komme til at slås - så det med flyvende indvolde er noget, man skal vænne sig til hurtigt.

Filmens styrker ligger i dens visuelt flotte, hyper-voldelige stil. Man kan næsten høre instruktøren hvine ivrigt bag kameraet hver gang nogen griber efter deres sværd eller økse, og figurene i hans film deler helhjertet hans blodtørst. Quintus er med på den værste, uanset hvor mange tæsk han får; hans nye kommandør med det usandsynlige efternavn Virilus (Dominic West) tager hans status som tilfangetagen i fjendens lejr som en udfordring, og uanset hvor mange romerske hoveder Etain hugger af ved roden ser hun aldrig ud som om det var helt godt nok. Og alle taler tilmed nutidig britisk i kvikke vendinger, så humøret holdes højt mellem slåskampene.

Desværre bliver denne sprudlende kampgejst også filmens svaghed, da de utallige blodsudgydelser ender med at blive nærmest tegnefilmsagtige i deres umættelige blodsult. Plottet er kun drevet af hvor hurtigt vi kan komme fra ét lag tæsk til det næste, så selv om der er et obligatorisk romantisk sub-plot, så er det skohornet så kejtet ind, at det virker som om en pålagt opgave hvortil instruktør Marshall opgivende har sagt, "Ja, jo, så skidt da!"

Ligeledes er vores helt, Quintus, en Marvel Comics-agtig karikatur af en romersk soldat, der seriøst ikke har andet i hovedet end krig, kamp og ære. Og fordi han har omtrent så meget personlighed som en spånplade kan man godt tage sig i at læne sig tilbage og tænke, "Hvorfor hepper vi overhovedet på ham? Er han ikke en del af den invaderende styrke?"

Der er altså ingen dybde eller historisk faktualitet at komme efter for filmsnobberne. Men det er tydeligvis heller ikke tiltænkt fra Marshalls side. Han er optaget af krig, blod, vold, tæsk, mere tæsk, sværd, brynjer og flere tæsk. Og det serverer han med en selvsikker cocktail af flotte, visuelt imponerende billeder, engagerede skuespilpræstationer, en supertanker fyldt med postkasserødt teaterblod og en større ladvogn afrevne gummihoveder.

Hvis du vil se folk i rustninger få prygl uden der er lagt fingre imellem, så er Centurion lige noget for dig. Hvis du vil have historisk drama med lidt kød på, så tror jeg Marshall ville sige, "Prøv History Channel."