Cell 211

Juan er pisseuheldig. Han møder en dag tidligt på sit nye arbejde i fængslet for at gøre et godt indtryk, men under rundvisningen får han en lampe i hovedet (!) og besvimer. De to paddehatte, der viste ham rundt, tager ham ikke ned til hospitalet, men lægger ham i stedet ind i en tom celle for at sove den ud. Just som de gør det - og jeg mener vitterligt ikke et sekund senere end de får lagt hans dunkende hoved ned på puden - rammer lortet ventilatoren og fængslets afdeling for voldspsykopater begiver sig ud i et full-scale riot.

Alle, der har blå uniform på, tager benene på nakken og efterlader Juan i cellen. Han må så lade som om han er en af fangerne for at de ikke, sandsynligvis, skal klynge ham op i hans egne nosser. Fængselsledelsen gør et ualmindeligt vattet forsøg på at forhandle sig frem til en løsning (hvilket resulterer i førnævnte rejer-og-ninjamel-buffet), mens det klør i specialstyrkernes fingre for at komme ind og smadre hele banden. Så snart nyheden når offentligheden samles der en kæmpe demonstration omkring fængslet, som Juans gravide kæreste selvfølgelig beslutter sig for at deltage i. Og mens Juan langsomt får charmeret sig ind på oprørets leder, der som Cher og Prince kun har brug for ét navn, begynder han gradvist at få mere og mere sympati med de indsatte end med hans nye chefer.

Anmeldelser med lutter positive vendinger er rimelig kedelig kost, men i så fald er der vitterligt ikke særlig meget at sige om denne film. Jovist skal man indstille sig på, at alle taler spansk, men den slags smålige forhindringer må vi vel for fanden være ude over efterhånden. Skuespillerne er bragende gode, handlingen er spændende, vedkommende, rørende og fik jeg nævnt spændende?, og det er lige før jeg vil tage et fy-ord som "gribende" i min mund.

Men også kun lige før, for helt inde til kernen har vi med en genrefilm at gøre: det klassiske fængselsdrama. Den retskafne ungersvend, der vender sig mod autoriteten og slår slag for retfærdighed. Og ja, selvfølgelig skal hans kæreste være gravid, så det er mere chokerende når hun får rockertæsk af en overivrig overbetjent til demonstrationen. Men der er yderligere et lag af flere fy-ord i filmen, nemlig socialbevidsthed og en skarp pointe om effektiviteten (eller manglen på samme) i det moderne straffesystem.

Det kan godt lyde højrøvet og kedeligt, men så er det heldigt at filmen rammer hvor den skal på samtlige andre punkter. Juan sættes til nogle barske småopgaver, såsom at skære gidslers ører af, og man er aldrig sikker på om Malamadre har tænkt sig at lægge an på ham eller skære ham i småstumper med en sleben plastictandbørste.

I al sin enkelthed er det en skidegod film, der har lige dele spænding og tanke bag sig. Det er ikke just en date-film, med mindre din date læser spansk socialvidenskab eller tænder på skaldede spaniolere med Duke Nukem-stemmer, men den afdeling har Adam Sandler vist styr på.