Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Command & Conquer Generals: Zero Hour

C&C Generals: Zero Hour

Zero Hour ekspanderer og forbedrer originaltitlen med bravur, som enhver god udvidelse tilføjer den relevante elementer til spillet og gør de gamle endnu bedre.

Time nul er over alle fans af Command & Conquer Generals, spillet som bragte serien ind i 3d’ens herlige univers og beviste, at der stadig er masser af appeal i at affyre atommissiler og ion-kanoner mod ens fjender. Zero Hour ekspanderer og forbedrer originaltitlen med bravur, som enhver god udvidelse tilføjer den relevante elementer til spillet og gør de gamle endnu bedre. Vi har taget et grundigt kig på EA’s udvidelse til deres RTS-yndling, og det har bestemt ikke gået stille for sig.

Det hænder ofte at udvidelser til RTS-spil ender med at være en lidt ligegyldig tilføjelse af enheder og baner, som blot bliver udgivet for at presse citronen og resten af de få sparepenge vi gamere har tilbage i pengepungen. I stedet for at tilføje en ekstra faktion til Generals, gør Zero Hour (ZH) det muligt for hver side at vælge tre unikke generaler med speciale i hver deres form for krigsførelse - dette giver i alt valget mellem tolv forskellige spillertyper. Af eksempler kan nævnes GLA’s general med speciale i kemiske våben, Kinas general med hang til atomvåben og USA’s luftvåben-general. Disse specialiseringer giver hver af disse generaler særlige fordele indenfor deres felter, selvsagt er f.eks. luftvåben-generalen utrolig stærk indenfor fly og helikoptere, mens han er meget begrænset mht. tanks og andre køretøjer. Dette åbner for helt nye strategier og måder at bekæmpe sin modstander på. Der er ligeledes kommet en del nye General-våben ind i billedet, hvor ens fjender skal lide under tæppebombning, gunship-beskydninger, tank-drops og at ens egne enheder går i berserker-mode, alt sammen med til at piske en stemning op ligesom vi kan lide det.

Challenge-mode må siges at være en sjov og innovativ tilføjelse til Generals, og ikke mindst RTS i det hele taget, da den lader dig kæmpe mod de forskellige nye karakterer en efter en. Man kommer til at tænkte på Tekken da man rejser rundt i hele verden og kæmper mod de andre generaler på deres hjemmebane, og slaget indledes med et klassisk versus-billede af din og modstanderens karakter. Som sagt er det på din modstanders præmisser man kæmper og det er dette der gør Challenge interessant, da banerne er lavet efter dine fjenders strategier. Hver af de nye generaler har desuden et portræt hvor de står med i positur med uniform og det bringer glædelige minder frem fra tiden, hvor Westwood brugte rigtige skuespiller i deres mellemsekvenser - i det hele taget er der kommet en del af den gamle C&C-stemning tilbage i Generals med denne udvidelse, en ting som klæder den ypperligt. Det er ikke alene om at tage stilling til hvilke våben de forskellige nye generaler har, men helt klart også hvem der er mest fotogen og cool at se på; skal det mon være Thrax, Kwai eller Townes?

Nye enheder og bygninger skal vi så absolut ikke snydes for og hver side har fået adskillige nye dødsinstrumenter i kampen om overmagten, som intensiveres yderligere i ZH. Blandt andet får GLA motorcykler og falske bygninger, Kinas napalmkastende Helix-helikopter og hacker-center, og sidst men ikke mindst USA nye forsvarskanoner til basen deres microwave-tanks. En speciel tilføjelse må sige at være GLA’s førnævnte mulighed for at bygge falske bygninger, dvs. bygninger der ligner den ægte vare men koster utrolig lidt at bygge, endnu et element der kan gøre GLA mere forvirrende at spille imod, at bygningerne endvidere kan opgraderes understreget blot dette yderligere.

Efter at have spillet Zero Hour er det næsten utænkeligt for mig at vende tilbage til en tid med Generals uden denne glimrende udvidelse, en der for Generals er, hvad Brood War var for Starcraft, en udvidelse man ikke vil være foruden. Muligheden for at specialisere sig endnu mere er utrolig tiltalende og dem, som førhen har haft en speciel præference, kan nu grave sig endnu dybere ned i deres niche. Grafisk og lydmæssigt kan vi ikke sætte en finger på ZH, som med den eksisterende engine formår at skabe nogle imponerende sanseindtryk, ikke mindst i de mange mellemsekvenser. Under overfladen er der desuden sket en masse forbedringer og udviklerne har taget et grundigt kig under kølerhjelmen på spillets engine, hvilket gør at ZH er en langt mere flydende og velsmurt oplevelse. Her på redaktionen kan vi kun give generalen en ekstra stjerne og ser ingen grund til, at alle indehavere af C&C Generals ikke burde investere i Zero Hour, de vil helt sikkert ikke fortryde.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Udvider Generals med masser af nye enheder og muligheder
-
Der er desværre stadig ingen søslag i Generals