Catch .44

Jeg kan ikke mindes nogensinde at have set en film, der så desperat prøver at efterabe Quentin Tarantino som Catch .44 gør, og fejler så miserabelt. Som en blanding af Reservoir Dogs og Death Proof, men uden biljagter eller nogen af de andre ting, der gør Tarantinos film interessante.

Den visuelle side er ellers på plads, med masser af lange onetakes og nærbilleder, men hvor Aaron Harvey tilsyneladende godt kan finde ud af at instruere (eller i hvert fald bare hyre en god fotograf), så er han helt fortabt som manuskriptforfatter.

Filmen handler om Tes (Malin Akerman), der sammen med veninderne Kara og Dawn åbenbart arbejder for en eller anden gangster. De er typerne, der det ene øjeblik kan drikke kaffe i en diner og diskutere kompromisser og fakede orgasmer i parforhold, og det næste hive pistoler ud af håndtaskerne for at røve bulen (host, Pulp Fiction, host).

Men inden startteksterne når at rulle over skærmen, ved vi allerede, at jobbet de er ude på går fuldstændig galt, mindst en af veninderne ender med en ladning hagl i fjæset, og at Tes undslipper hvad der end måtte komme af mexikansk stand-off efterfølgende med livet i behold. Undskyld mig, men hvad fanden skal vi så se filmen for?

Catch .44's største problem er, at den forsøger at trække halvanden times film ud af en scene, der højest burde vare ti minutter. Den bliver så foret med en masse flashbacks til både for længe siden og få timer inden alt går galt, og af en eller anden uransagelig årsag skal vi se scenen, hvor pistolerne kommer frem og gangsterslyngveninde nr. 1 bliver skudt dunken, hele tre gange, fra marginalt forskellige perspektiver (host, Pulp Fiction, host-host).

I mellemtiden tåger Forrest Whitaker så rundt og skyder folk, mens han giver os smagsprøver på alle de accenter, han åbenbart kan, fra stammende nørd over skummel sydstatsstrømer til rendyrket Tony Montana.

Også dukker Bruce Willis også op som den småsenile gangsterchef mel, der udover at være tyndhåret og have leverpletter, også er Tes' chef. Han har reelt to scener i hele filmen, men de er klippet op og splittet ud over flashbacks, så det virker som om han har en større rolle.

Hvad fa'en to så prominente navne laver i dette rædderlige makværk er mig en gåde. Forhåbentlig er de blevet godt betalt, for det kan næppe skyldes at de har læst manuskriptet og tænkt "orv, den lyder fed, den skal jeg være med i".

Hele persongalleriet, Tes, hendes veninder, Mel og ham kokken, der dukker op med en pumpgun midt i det hele, er fuldstændig endimensionelle karakterer. Rapkæftede replikker og svingen med håndkanoner er ikke nok til at lave en seværdig film. Alle vi møder er enten idioter eller ligegyldige, fordi vi ved de bliver skudt inden længe, og derfor er ligeglade med hvad de ellers går og siger. Her er ikke skyggen af karakterudvikling, og Tes selv er trods al snak om nosser af stål så snotdum, at hun ikke kan gennemskue et baghold så åbenlyst, at seeren lurer det på 60 kilometers afstand.

Hvis så bare dialogen havde været nogenlunde underholdende, men nej, vi bevæger os aldrig udover det stupide, banale eller meningsløse.

Catch .44 er et indholdsløst, ligegyldigt og på alle måder fejlslagent forsøg på at gøre en mester kunsten efter. Se noget andet i stedet, og lad være med at spilde din tid på dette agressivt middelmådige bras.

Ekstramateriale:
Intet.