Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Casper

Casper

Spøgelsesjagten er i gang - og der er masser at jage.

Der er gået spøgelser i din Gameboy Advance! I forvejen har Casper huseret på fjernsynsskærme og biograflærreder og nu er turen kommet til spillekonsollerne. Der er dog på ingen måde tale om ondskabsfuldheder og indædt uhygge. Casper - som jo er et venligt spøgelse - gør faktisk, hvad han kan for at forhindre sine 3 (u)venner Stretch, Stinkie og Fatso i at terrorisere deres omgivelser.

Selv om de 3 går under tilnavnet The Ghostly Trio, behøver man dog ikke at frygte, at GBA-spillerne bliver gråhårede før tid. Franske Microid har i hvert fald sat vand over til en velfungerende cocktail af sjov og spænding, som kræver en passende portion fingerfærdighed ved tasterne.

Langt fra Sleepy Hollow
Baggrundshistorien er den enkle, at spøgelses-specialisten Dr. Harvey er blevet kaldt til den by, hvor Casper og hans (u)venner holder til. The Ghostly Trio har forvandlet alle voksne - inklusive Dr. Harvey - til zombier og fordriver nu tiden med at forsøge at skræmme livet af de efterladte børn. Caspers opgaver er nu at beskytte Dr. Harvey og lede ham gennem byen, så han kan helbrede sig selv - og redde byens børn. Helbredelsen sker ved at samle alle de flasker, der er spredt på banerne. Dertil kommer, at Casper skal redde de 6 børn, der befinder på den enkelte bane. Til forskel fra flaskerne, er der dog ikke nødvendigt at finde alle børnene, for at afslutte en bane.

En frygtbjælke viser, hvor skræmt Dr. Harvey er. Hvis den når maksimum, er han skræmt til døde, og så skal man starte forfra på banen. The Ghostly Trio gør i hvert fald, hvad de kan, for at nå det mål, ved at anvende den enkeltes karakteristika. Stinkie, for eksempel, får Dr. Harveys frygt til at stige yderligere, ved at sende aldeles ildelugtende prutter mod ham. Casper kan så til gengæld ændre form - til en ventilator, der sender prutterne tilbage i hovedet på Stinkie. Desuden kan man samle hjerter op undervejs, som reducerer frygten.

Casper kan skifte form, så han dels kan skræmme The Ghostly Trio, når de kommer for tæt på og dels lede Dr. Harvey sikkert over huller og i det hele taget hjælpe ham til at undgå farer og fælder. Nå ja, hvis han går den forkerte vej, kan Casper antage monsterform - og skræmme Dr. Harvey til at gå den anden vej. Undervejs kan Casper desuden samle nøgler op - som åbner de døre, som han skal lede Dr. Harvey igennem. Selv kan han jo gå gennem vægge uden problemer.

Udvalget af fælder og forhindringer er ikke overvældende. De strækker sig fra huller og faldlemme over døre - hvortil der kræves de nøgler, som Casper skal samle op, til klister- og olieklatter, som hhv. accelerer og sløver Dr. Harvey. Udfordringerne består dermed i nøje at vælge den rigtige form til Casper i forhold til den nærmeste fælde - eller det nærmeste medlem af The Ghostly Trio ...

Letbenet og klassisk
Spillet udfolder sig i et klassisk 2D-platformsmiljø. Dog er både omgivelser og figurer tegnet med en fylde og dybde, der glimrende understreger den lette tone i historien. Opgaverne undervejs er oftest lette, både at udføre og at gennemskue. Det spolerer dog ikke charmen, når humoren, spilfigurer og ikke mindst lydsiden går op i en munter helhed.

Der skumle musik lægger en fin og let bund under løjerne - og så er der ikke mindst et utal af knirkende gulvbrædder og døre, som lige gør opmærksom på spændingselementet.

Skal man dryppe lidt malurt i bægeret, så må det være, at Casper efter nogen tid bliver monotont og gentager sig selv. Udfordringer er som nævnt ikke videre komplicerede, og har man først taget betjeningen af Caspers forskellige former til sig, så er meget af udfordringen ved spillet gået fløjten.

Casper er dog et spil, som forener lettilgængelige spiludfordringer med humor og et velrettet stænk af spænding. For hærdede spillere, der ikke går af vejen for bloddryppende løjer i Resident Evil, Silent Hill og lignende på de lidt større konsoller, er Casper nok for letbenet. De mindste har dog mange fornøjelige timer foran sig, ikke mindst hvis man kender figuren i forvejen.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Herlig og velfungerende blanding af humor og spænding. Underlægningsmusikken helt i top.
-
Bliver monotont i længden. Udfordringerne er til tider for lette.