Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Car Tycoon

Car Tycoon

Lad det være sagt med det samme. Spil med en økonomisk dimension er noget der altid er hjerteligt velkommen hos undertegnede.

Lad det være sagt med det samme. Spil med en økonomisk dimension er noget der altid er hjerteligt velkommen hos undertegnede. Fornemmelsen af at opbygge et pengestærkt imperium, og så derefter stille og pinefuldt ødelægge livet for eventuelle modstandere - som ikke ville lade sig opkøbe - er noget der virkeligt kan gøre en dag god. Igennem tiderne har der været stortitler som Capitalism II og The Corporate Machine, og det var med stor glæde, at Car Tycoon fra JoWooD dumpede ind gennem brevsprækken - ønsket om at kunne opbygge et bilmærke, der kunne tvinge selv Ferrari i knæ var stort og der var udsigt til mange timer sammen med spillet. Desværre viste det sig hurtigt, at jeg kun kom til at samle model biler og ikke til at samle en top tunet bil, som kunne gøre den lokale bil-Brian grøn af misundelse.

Pubertets opførsel af JoWooD
For at sige det lige ud, så gør JoWooD netop det, som er enhver festglad persons største mareridt, nemlig at sætte sig midt imellem to stole, netop man er faldet i snak med den lækreste person ved hele festen. Spillet er for svært til at være et engangsmøde, men samtidig alt for svært til at være et man vil tilbringe de næste mange aftner sammen med. I starten af spillet bliver du stillet overfor det store valg at skulle vælge hvilken, ud af hele fire, farve som skal pryde samtlige af dine biler fremover. Det er med andre ord ikke muligt at lave en fiks lille rød sportsvogn og en stort grøn kassevogn - enten bliver kassevognen rød, eller også bliver sportsvognen grøn - så den eneste måde du kan kende forskel på dine biler er på udseendet. Et andet og meget irriterende moment i forbindelse med konstruktion af dine biler er, at du ikke kan ændre navnet på dine bilmodeller - så hvis computeren har bestemt at bilen skal hedde "super ugly car deluxe", så har du ikke ét ord at skulle have sagt.

Det er jo kun småting?
Egentligt var det meget muligt at leve med de små problemer, når man skulle lave sin bil, men her stopper ulykkerne desværre ikke. Igennem hele spillet er der den ene lille irriterende ting efter den anden. Men skidt nu med det - hvis jeg ikke har mulighed for at sikre mit firmas overlevelse ved at vælge moderigtige farver til mine biler, så har jeg vel muligheden for at demoralisere mine konkurrenter vha. mine overnaturlige kræfter på aktie markedet?

Økonomisk fiasko
Alle aktiespil skal have et hav af forskellige grafer samt en pokkers masse nøgletal, som man kan sætte sig ned og analysere og se om det er bedst at købe aktier i det ene eller det andet firma. Det er ikke muligt at få at vide hvilke af dine bilmodeller som klarer sig bedst i de enkelte måneder - det eneste du får, er en årlig rapport over salget. Hvis du gerne vil vide hvorfor din sportsvogn sælger i større antal end din familiebil, så må du finde dig et andet spil, for Car Tycoon giver dig ikke mulighed for at få disse basale informationer. Dine handlinger bliver derfor nødt til at blive baseret på tilfældige valg og vage fornemmelser om hvordan markedet udvikler sig i fremtiden - spillets økonomiske side kan bedst sammenlignes med at overlade ens aktiekøb til en tilfældig blondine på gaden. Spillet kunde lige så godt have lavet et løkkehjul, som man kunde satse sine penge på, for der har man lige så stor chance for at påvirke udfaldet som man har i spillet.

Til spillets fordel skal det nævnes, at forskellige områder af byerne har forskellig indkomst, og dette giver jo håb for, at man kan differentiere sine priser, og snyde de sidste penge ud af de dumme indbyggere. Desværre er skuffelsen stor, da man hurtigt finder ud af, at områdets økonomiske status ikke har den ringeste indflydelse på hvor mange / hvor dyre biler der bliver købt - med andre ord handler det bare om, at tage så mange penge som man overhovedet kan for bilerne, for indbyggerne i byerne er så snot dumme, at de ville købe en pakke smør til 745 kroner.

Grafiske fejl - i tre nemme skridt
Grafikken er der som sådan ikke noget galt med, problemet opstår først år man vil zoome ind på de forskellige ting rundt omkring i landskabet. Problemet består nemlig i, at grafikken er nydelig, når man ser det hele med den mindste zoom-indstilling, men så snart man zoomer tættere på bliver grafikken utydelig og grim. Enten skulle der være gjort noget mere ud af at lave bygningerne pænere tættere på, eller også skulle zoom funktionen helt have været fjernet. Men ellers ser omgivelserne meget realistiske ud - selvom vandet kunne have haft et bedre udseende, men det er jo lidt sent at gøre noget ved det nu.

Det bliver lige en flad halvtredser
Spillet skal dog have ros for sine utallige missioner som man kan prøve kræfter med. Der er 20 forskellige baner, som strækker sig fra år 1950 og så fremefter. Derudover kan man spille open-play, hvor der ikke er nogen klare mål udover at smadre modstanderne og overtage verdensherredømmet. Men for at være helt ærlig, så er det bare ikke noget man gider spille i længden, for spillet har alt for mange småfejl, som gør, at spillet hurtigt er smidt hen i bunken af andre spil, som man ikke gider mere. Dog skal JoWooD have ros for at have lavet det spil, der har den længste loadetid overhovedet, for i løbet af spillet tilbringer man faktisk mere tid på loading skærmen, end man gør med at spille spillet - til orientering tog det omkring et halvt minut på en 2.4 GHz Pentium 4 med 1024Mb RAM at loade de forskellige baner. Derudover kræver spillet næsten, at man har en doktorgrad i tysk, for samtlige fejlbeskeder er på tysk, og desværre så kommer fejlbeskederne så tit, at Fishtank, i det mindste, burde havde oversat dem til engelsk - for slet ikke at tale om det ikke var bedre at lave et produkt, som ikke fejler hvert andet minut.

Så galt kan det da heller ikke være
Når sandheden skal frem, så har spillet ikke synderligt meget positivt at byde på, hvis vi ser bort fra musikken. Den spænder fra soft jazz over industrial genren, og foden kommer hurtigt til at holde takt med numrene, for de passer forbavsende godt ind i spillet. Men for at være ærlig, så kan musikken ikke rette op på det faktum at Car Tycoon er et elendigt spil, som burde have været stoppet indtil flere gange i dets design- og implementation- fase. Man kan ikke tillade sig at tage penge for et produkt, som har så mange tekniske fejl og så at udgive et spil som både rammer forbi aktiemarked og byg-en-bil genren.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Et Tycoon spil der bekræftiger sig med biler og aktier - to helt perfekte emner.
-
Desværre fungerer intet af det sammen, og hverken grafik, lyd eller gameplay holder længe.