Captain Blood

{Captain Blood} er et simpelt og ligetil actionspil inspireret af {God of War}. Dem har vi set mange af de seneste par år. Men hvad der adskiller Captain Blood fra eksempelvis {Banishers: Ghosts of New Eden} og {Blades of Fire} - for nu bare at nævne nogle stykker - er, at spillet ikke er inspireret af God of War fra 2018, men den originale PS2-klassiker fra 2005.

Det er der en god grund til. Captain Blood skulle oprindeligt være udkommet først til Xbox, siden til Xbox 360, men projektet stødte på grund op til flere gange, inden det helt blev droppet, da udgiveren Playlogic Entertainment gik konkurs. Nu er Captain Blood så blevet genoplivet, men man erfarer desværre hurtigt, at historien bag er det langt mest interessante ved dette spil.

Du spiller som den hærdede pirat Captain Blood. Han er en britisk, men han ligner nu mere en parodi på en italiensk hjerteknuser, hvilket faktisk er meget passende, da historien er baseret på en sørøverroman af italienskfødte Rafael Sabatini fra 1922.

Det litterære forlæg har dog ikke resulteret i nogen særligt spændende historie. Captain Blood hyres til at redde den britiske guvernørs datter. Det ordner han allerede halvvejs igennem spillet. Selvsamme guvernør beder ham nu om at angribe den spanske koloni Cartagena (i det nuværende Columbia). Blood, der må være verdens mest autoritetstro pirat, parerer ordre og ransager byen, hvorefter spillet slutter.

At kalde det en historie er næsten en overdrivelse. Her er ingen karakterudvikling, nuancer eller konflikt. Sammenhæng er der heller ikke meget af. Skurke dukker op ud af det blå og forsvinder lige så pludselig - i en og samme mellemsekvens - og mod slutningen af spillet, stopper bosserne endda med at komme med deres obligatoriske tilråb undervejs i kampene.

Måske udviklerne godt har været klar over, at den var helt gal, for som standard er dialogen skruet så lavt ned i forhold till de øvrige lydeffekter, at de ellers bredbrystede søfolks dybe stemmer på komisk vis drukner i mågeskrig og klukkende bølger. Det bliver i øvrigt ikke meget bedre, når man rent faktisk får justeret lydmixet, får ingen har noget som helst interessant at sige. Det eneste positive jeg kan sige om lydsiden er, at den intense musik giver en meget god Pirates of the Caribien-vibe.

For lige at dvæle en lille smule mere ved det positive, så er spillets visuelle side ganske charmerende. De komisk store karakterer og de fine baggrunde giver minder om den WoW-æstetik, der var så udbredt i midt-00'erne, og det ser stadig godt ud. Ikke overraskende kører spillet også yderst flydende på moderne konsoller - selv på Switch.

Ser man en 2-3 minutters gameplay ligner Captain Blood en herlig tidskapsel fra simplere tider, hvilket også var grunden til, at jeg bad om et anmeldereksemplar. Desværre er det som om, at spillet primært består af for længst kurerede børnesygdomme fra actioneventyrets glade ungdom. Det gælder eksempelvis de mange Quick Time Events, der altid dukker op på de værste tidspunkter - gerne midt i en mellemsekvens, hvor du har lagt kontrolleren fra dig.

Som nævnt er Captain Blood tydeligvis inspireret af God of War, og på overfladen fanger spillet meget af, hvad der gjorde Kratos tidlige eventyr så forrygende. Kampene er brutale, dine angreb er hurtige og har lang rækkevidde, og de talrige fjender flyver på komisk vis op i luften, når de tager skade. Men Captain Blood mangler de to vigtigste underliggende ingredienser - fjende- og level design.

Lad os tage fjenderne først. I God of War var fjenderne varierede. De havde forskellige angrebsmønstre, og man skulle skifte mellem sine våben og evner, for at besejre dem. I Captain Blood står du over for svage pirater med lidt liv, stærke pirater med mange liv, og skideirriterende pirater med skydevåben. Alle skal de besejret på stort set samme vis, og selvom spillet har mange kombinationsangreb, endte jeg hurtigt med blot at trykke Y-Y-Y-Y (på Switch) for at lave det mest effektive angreb.

Spillet indeholder vel omtrent en ti niveauer, men de, når man skræller omgivelserne bort, nærmest identiske i deres struktur. De få gåder og alternative ruter, man kan finde, er så simple og åbenlyse, de næsten ikke er værd at nævne. Den kreative leg med kameravinkler og ikke-lineært banedesign, der gør God of War og mange andre actionspil så levende, er helt fraværende.

Captain Blood kan derfor aldrig udfordre dig - kun frustrere. Særligt fornærmende er er de mange identiske intermezzo-baner, hvor du på kaptajnens skib skal sænke angribende skonnerter og landgangsjoller. Ens kanoner er vildt upræcise, og når først fjenderne har boardet skibet, bliver det hele en stor rodebutik, hvor den eneste vej frem er komisk at lave rullefald mellem kanonerne og på den måde sænke de resterende skibe. Helt igennem håbløst design.

Captain Blood er som du nok kan læse et ganske rædderligt spil. Ligesom sin hovedperson er Captain Blood på overfladen charmerende og pænt, men bruger du blot fem-ti minutter i selskab med det, har du allerede fået nok. Her er intet af substans at komme efter.

Alligevel kunne spillet havde haft en redningsplanke at klamre sig til, hvis der eksempelvis var inkluderet ekstramateriale i form af skitser, behind the scenes-videoer eller lignende fra spillets tumultariske udvikling. Det ville i det mindste være noget. Men nej, spillet serveres bare som det var, da det blev droppet i slutningen af 00'erne. Og det er ikke godt. Var Captain Blood kommet ud dengang havde det været utroligt ringe. Nu er det nærmest fornærmende, da det datidens spil et dårligt ry, de ikke fortjener.