Capote

Indrømmet, jeg er ikke særlig litterær. Eller det er jeg, bare ikke helt så meget som andre er. For eksempel, havde jeg aldrig hørt om Truman Capote, før Philip Seymor Hoffman indtog hans krop. Og det gør han. Hoffman ER Capote, tror jeg, jeg har aldrig mødt manden. Som sagt anede jeg stort set ikke at han eksisterede. Men jeg havde da hørt om Med Koldt Blod, bogen som filmen Capote handler om. Samtidig med at den handler om Truman Capote. Men mest mens han arbejdede på denne bog.

Med Koldt Blod handler om en families tragiske død, og de koldblodige mordere der slog dem ihjel. Eller, måske er de ikke så koldblodige igen, det er vist det der gør bogen spændende. Tror jeg, jeg har stadig ikke læst den. Filmen Capote går bag bogen, bag Truman Capotes motiver for at skrive den, og ind i det dilemma der kører på, hvor stort et røvhul man kan tillade sig at være i kunstens tjeneste. Og det er åbenbart et ret stort et af slagsen, skulle jeg hilse at sige. Jeg ved ikke hvem jeg skulle hilse fra. Det er bare noget man siger. Ligesom man siger, at man ikke skal gå over åen efter vand. De fleste tapper det alligevel fra hanen.

Philip Seymour fik en Oscar for sin præstation, det er fuldt ud fortjent. I sidste ende burde manden få en pris for alle de roller han spiller. Hoffman har en sjælden evne til at få folk til at glemme, at det rent faktisk bare er en skuespiller de kigger på. Han udvisker skellet mellem fiktion og virkelighed. Det er godt i sig selv, men i forhold til en rolle, som opfører sig som konge af verden, er det svær kost at kigge på. Her ville det være rart med en præstation så dårlig, at sortnede for øjnene. Så kunne man da idet mindste får lov til at distancere sig lidt fra det hele. Det kan man ikke her.

Med Koldt Blod blev ikke skrevet på en formiddag. Det bærer filmen præg af. Historien bevæger sig af sted i et tempo så uhørt langsomt, at man nærmest kan høre tiden febrilsk prøve at bevæge sig baglæns, for at indhente de tabte minutter. Det er den slags stilstand som giver accept og priser i den store verden. Det er dog en kunst, at fastholde uden fremdrift. Og det gør filmen, takket være Philip Seymours læspende fistelstemme (sådan taler han ikke normalt) og uhørte evne til at brænde igennem lærredet. Se den for at se en skuespiller der kan sit virke udover det sædvanlige, og for at få et indblik i kunstens skyggesider. Men at tegne mennesket i et nogenlunde positivt lys, det kan den ikke finde ud af.