Capcom Fighting Jam

Jeg ved ikke om det var sidste måneds benspænds-kronik der skabte behovet for at finde tilbage til rødderne, men det er lige præcis hvad der er sket. Og Capcom Fighting Jam er virkelig en god undskyldning for at træde et par år tilbage i tiden. Det er muligheden for at finde de gamle tricks og glæden frem igen, for at spille sine favoritter og endnu engang vise, at man har tjek på det store arsenal af dødelige slag og spark. Så det gjorde jeg.

Hvad der er åbenlyst, er at Capcom endnu engang plyndret deres egen skattekiste. Den står på personer og lokaliteter fra så vidtrækkende kæberaslere som bl.a. Street Fighter Alpha over det groteskinspirerede Dark Stalkers til Street Fighter 3. Her mødes alle modsætninger og muligheder, i et spil der vil få hardcore publikummet til at se både stjerner og måne, mens alle andre vil undre sig over hvad det hele er godt for. Og det lægger jeg ikke skjul på. Den japanske gigant har ikke strøet om sig med sukker. Denne samling gæve gutter, skæve eksistenser og farlige madammer kan udelukkende værdsættes hvis man har bagagen i orden.

Er kufferten pakket ordentligt, så er det en sand Pandoras æske låget løftes på. Her kan du bl.a. spille Guile, Ryu, Bison og brødet Zangief fra Street Fighter 2, og krydre det af med modstand fra 3rd Strike-udgaven. På den måde blandes bevægelser, blokeringer og special-angreb til et væld af muligheder. Nogle kan bruge Dash, andre EX-special bevægelser osv. Og det virker. Der er faktisk en balance at spore i de forskellige karakterer, og selvom man vælger en, på papiret, sløv karakter, så viser de nye sider af sig selv i kampens hede.

Det er dog ikke genbrug det hele, for ud af intet kommer Ingrid - en af de overlevende fra udviklerens skrinlagte Capcom Fighting All Stars-projekt. Hun er ikke en nødvendighed i det i forvejen fremragende galleri af slagkæmper, men hun er alligevel ganske velfungerende. Hvad der ikke er velfungerende, er til gengæld holdet fra Red Earth-versionen, eller Warzard som den også kaldes. At trampe hen over en i forvejen lille skærm med en tonstung dinosaur kaldet Hauzer virker helt igennem malplaceret. Nogle af de andre lånekarakterer fra denne udgave klarer sig bedre, men det ville have klædet Capcom Fighting Jam bedre at gribe fat om nogle flere klassikere fra de andre spil og så helt udelukke Red Earth.

Den billedmæssige side af sagen taler naturligvis sit klare sprog. Her blandes de tidligste sprites med de seneste, og forskellen ses tydeligt i den manglende polering og animationsniveauet. Nogle er glatte krigsmaskiner med masser af personlighed, mens andre kræver at man selv forestiller sig de mellemliggende bevægelser. Det er fuldt forståeligt, da visse af personerne har en del år på bagen.

Omvender Capcom Fighting Jam spillere? Nej, det er allerhøjst en obskur prik på spilradaren i et i forvejen stort og ugennemskueligt spillandskab. 2D-genren får givetvis aldrig en renæssance, men den får en velkendt nik med hovedet fra denne anmelder.