Burnout Legends

Hvis jeg skal nævne et øjeblik fra min efterhånden lange spilkarriere, som stadig kan få mig til at knibe en glædeståre, må det være da jeg første gang stiftede bekendtskab med Burnout-serien. Fornemmelsen af at brage direkte ind i et tæt trafikeret lyskryds, for at skabe så meget ødelæggelse som muligt, var unik.

Nu har den elskede arkaderacer så langt om længe fundet vej til de håndholdte konsoller, og efter et glimrende udspil på Sonys PSP, er turen nu kommet til Nintendos lille vidunder.

Desværre stopper glæden her, for Burnout Legends til Nintendo DS er en ultimativt skuffende oplevelse. Selvom spillet følger PSP-versionen, hvad angår spilmodes og udvalget af køretøjer, holdes det tilbage af fatale fejl, der nok skal skræmme de fleste fans væk.

Spillets karriere-lignende mode begynder ellers godt, og det lækre, lettilgængelige menusystem sikrer, at man hurtigt finder vej til de snævre stræder. Men så går det ellers ned ad bakke. Spillet holdes tilbage af et gummiagtigt fysiksystem, og hver eneste gang man kører ind i rabatten, preller man direkte tilbage i kurs. Resultatet er, at man kan bruge mure og lignende som støttehjul.

Ligeledes er sammenstødene i Burnout Legends vage; sommetider ryger man igennem mure- ja selv den kunstige intelligens kan finde på at køre direkte igennem midterrabatten, uden at der sker det store. Jeg følte mig grueligt snydt, da min værste konkurrent lavede en indenomsoverhaling direkte igennem en mur, hvorefter han kunne indtage førstepladsen på podiet, direkte foran mig. Æv!

Jeg har altid været en stor fan af Burnout-seriens Crash-mode, og naturligvis er denne også at finde i Burnout Legends. Desværre er der ingen tæt trafikerede lyskryds - i stedet må man tage til takke med noget, der kunne minde om krydset i Vorbasse klokken 4 en torsdag morgen - og man skal være taknemmelig, hvis man laver et sammenstød, der involverer mere end tre biler. Når man så endelig får chancen for at detonere sin bil, bliver man endnu mere skuffet over de ekstremt kedelige eksplosioner. Hvis det blot var fordi hardwaren i Nindendo DS’en ikke kunne følge med, så havde udviklerholdet bag Burnout Legends haft en lovlig undskyldning - men faktum er blot, at det er set så meget bedre i adskillige andre spil til den lille håndholdte.

Fartfornemmelsen i Burnout Legends er temmelig god - især taget i betragtning, at skærmen ikke er særlig stor. Dette betyder, at når man endelige ræser der ud af, og når man ikke heltiden støder ind i de gummiagtige mure, så kan Burnout Legends godt være sjovt i små bidder. Men også kun i små bidder, for de mange basale fejl afholder helt en fra at have det bare nogenlunde sjovt i længere perioder. Kære læser, gå langt udenom Burnout Legends til Nintendo DS. Her er oprigtigt et glimrende eksempel på, hvor galt det kan gå, når der skal tjenes nogle hurtige penge på et stærkt varemærke. Jeg er grueligt skuffet.