Buried

Vi er ude i den slags filmeksperimenter som klassikeren Memento, der som bekendt vendte det narrative forløb på hovedet ved at fortælle sin historie baglæns. Buried prøver ligeledes at klemme citronen for filmkonventioner, dog ikke med narrative tricks, men snarere ved at gøre op med tanken om, at man ikke behøver storstilede actionsekvenser eller overgearede special effects for at opnå neglebidende spænding.

Paul Conroy (Ryan Reynolds) er en amerikansk lastvognschauffør, der kører med byggemateriale i Irak. Men hans konvoj er blevet angrebet, og nu befinder han sig i en kiste to meter under jorden, bundet på hænder og fødder, med kun en lighter og en mobiltelefon til at holde ham med selskab.

Måske tænker I allerede "det lyder som noget Quentin Tarantino allerede har fået mange penge for". Men Buried adskiller sig ved at al handlingen - det vil sige, samtlige scener i filmen - foregår i kisten, under jorden. Det vil sige, for de sløvt opfattende: hele filmen igennem sidder vi som publikum og stirrer på Paul, der fægter rundt i bælgragende mørke.

Jeg ved godt hvad vi alle sammen tænker: Hvad fanden laver Ryan Reynolds i denne film? For de uindviede kan jeg kort forklare, at Ryan Reynolds i et tidligere liv brillerede med sit komiske talent på tv med roller i Scrubs og To Fyre Og En Pige, hvorefter han begyndte at lave idiotfilm som Van the Man og optræde i deodorantreklamer. Han er bedst kendt for at have en noget særpræget ansigtsmimik og levere sine replikker på en parodisk højtidelig måde. Alt sammen noget, der ville være ustyrligt malplaceret i en nervepirrende, klaustrofobisk thriller om en mand, der er begravet levende i Irak. Men heldigvis fejler Reynolds' situationsfornemmelse intet, for han ved godt, der ikke er megen morskab at finde to meter under jorden. Og han leverer faktisk en overbevisende og forbløffende seriøs præstation.

Ligeledes er det faktisk lidt utroligt hvordan man kan holde hvad der må være filmhistoriens mindste kulisse interessant at se på ved at bade den i noget forskelligt farvet lys (afhængigt af hvilken lyskilde Paul har i hænderne på det givne tidspunkt) og lege lidt med kameralinsens fokus.

Hvad der derimod er lidt svært at tage seriøst er filmens dialog. I betragtning af, at Paul - en civil amerikansk statsborger, der hjælper til med genopbygningen i Irak - er begravet to meter under jorden i et fremmed land af terrorister, så skulle man tro folk havde bedre ting at spørge om end hans CPR-nummer når han ligefrem er i stand til at ringe til dem og bede om hjælp. Såsom for eksempel, "Hold da kæft, burde vi ikke stille dig om til den operative kommando så de kan finde dig og få dig ud?" Samtlige mennesker, Paul ringer til i den første halve time af filmen, er helt og aldeles 100% assholes, der holder ham hen med meningsløse spørgsmål eller decideret prøver at slippe af med ham.

Jeg ved godt, pointen er at vise faren ved ansigtsløs bureaukrati og at statuere en pointe om hvor dårlige vi er til at tage ansvar om vores medmennesker. Men det her er urealistisk. Når forsikringsmanden for Pauls firma ringer til ham - mens han stadig ligger i kisten og ingen gider hjælpe ham - for at fortælle ham, at han er fyret og hans familie dermed ikke er berettiget til hans livsforsikring, måtte jeg tage mig til hovedet. Det var lige før jeg ville ønske instruktøren havde lavet filmen som sort komedie - han havde ikke engang behøvet caste en ny skuespiller til hovedrollen.

Men nej, Buried mener det seriøst. Og den får nyopfundne tillægsord som "Hitchcockian" limet på sig i pressematerialet, hvilket burde være nok til at få et par skeptiske øjenbryn til at løfte sig. Bottom line er, at det er en interessant idé, og den er ret godt udført. Men desværre er der altså ikke nok kød på at stirre på Ryan Reynolds' støvede røv, der går i panik i halvanden time. Manuskriptet er alt for kynisk til at tage som seriøs kritik, selv om det har hjertet på rette sted, og selv om instruktøren forsøger at holde et hektisk tempo taber filmen gang på gang momentum mens den overvejer hvem Ryan ellers kan ringe til.

Men hey, så har vi prøvet dét. Nu har vi en film om en mand i en kasse. Næste eksperiment!