Buggy
Buggy er et sjovt lille spil for hele familien. Man skal kort sagt styre en fjernstyret bil efter eget valg rundt på en masse sjove baner, og samle forskelligt-farvede kasser på banen, for at få ekstra kræfter til sin bil.
Buggy er et sjovt lille spil for hele familien. Man skal kort sagt styre en fjernstyret bil efter eget valg rundt på en masse sjove baner, og samle forskelligt-farvede kasser på banen, for at få ekstra kræfter til sin bil. Det er ligesom at være tilbage i folkeskolen, dengang, da det var sejt at have en fjernstyret bil.
Hver bil i spillet har forskellige grader indenfor kategorierne vægt, hastighed, acceleration og vejgreb. Styringen foregår enten på keyboard, eller med joystick. Man kan spille to på en computer med delt skærm på tværs. Det gør selvfølgelig, at man ikke har nær så meget overblik over banen undervejs. Men en levende modstander vil altid være sjovere end en computerstyret. Der er også mulighed for op til fire spillere over netværk.
Bilerne flyver igennem luften, bare de rører den mindste ujævnhed, ligesom med rigtige (hurtige) fjernstyrede biler, men man skal jo nok have været i gang med en rigtig fjernstyret bil, for at kunne værdsætte den realistiske overførsel af køreegenskaberne til spillet.
Med de power-ups, som findes på banen i form af nogle farvede flagporte, som man kører igennem, samler man en række på 3-4 forskellige farver, hvorefter en speciel kraft udløses i bilen. Det kan være midlertidig hastighedsforøgelse eller ekstra vejgreb til bilens dæk, så svingene kan tages endnu skarpere. Og så kan man altså næsten vende på stedet. Bilerne er nemlig så følsomme og overstyrede, at man lige skal vænne sig til, at man bare ved den mindste drejning let kan komme til at vende i den modsatte retning. Styringen er simpel: Frem, tilbage, højre, venstre. Men mere skal der heller ikke til.
Banerne i Buggy sender dig mange forskellige steder hen, blandt andet til et modificeret jordbær-bed, en frossen bane med store stygge snemænd, en byggeplads med svingende jernkugler som skal undgås, eller en bane indeni en mærkelig vulkan, som har nogle vilde fald og stigninger. Nogle af banerne er kedelige og flade, hvor dem ,der er sjovest, er baner med aktivt terræn, og masser af sving og hop.
Hver gang man har klaret en ny gruppe baner, vil man få en ny bil til samlingen. Til sidst har man hele 16 biler at vælge imellem. Opfindsomheden er stor, og det er sjovt at se, om den bil der ser fedest ud, faktisk også har det i sig, at kunne vinde en bane.
Lyden i spillet er for det meste peppet op med en omgang bluesrock, som kan give et godt og stemningsfyldt grundlag for at køre ud og trykke den af. Selve lyden fra bilerne og banens omgivelser er holdt meget minimeret. Faktisk passer bilernes summen bedst til ideen om, at man har med fjernstyrede, batteridrevne biler at gøre. I baggrunden kan man høre let fuglekvidren, bølger i strandkanten, eller storby sirener, for at nævne et par stykker.
Grafikken opleves bedst accelereret med et 3D grafikkort. På en stor maskine med høj opløsning er det en drøm at se de bitte små biler fare afsted, som travle myrer i minilandskabet, hvorimod grafikken kan blive utrolig tung og grim i lav opløsning uden acceleration. Så kravene til maskinen Buggy spilles på, er dog en smule høje, i forhold til hvad man egentlig får for pengene.
Alt i alt vinder buggy kun, hvis man har en passende stor pc med tilsvarende styrke i 3D evner. Ellers er det en gang mudder at spille. Banerne er sjove, men heller ikke for mange gange i træk. Heldigvis er der 16 baner at prøve sig på med 12 forskellige biler, så der skulle være frisk underholdning til et stykke tid. Buggy lover ingen revolutioner, men kan altså godt være sjovt alligevel. Men sørg for at have en kammerat ved siden, for det føles næsten pinligt at grine helt alene.
Gamereactor Danmark