Brüno

Hans sidste film Borat var et helt fremragende bevis på hvor godt satirisk journalistik kan skrues sammen til en film. Det der har gjort Cohens produktioner så interessante er at han hidtil har været rigtig dygtig til at finde balancen på knivsæggen. Balancen mellem hvad der er sjov provokation og hvad der blot er plat tilsvining af andres holdninger. Brüno er dog en helt anden sag.

Kort fortalt handler Brüno om den homoseksuelle modejournalist af samme navn som ved et uheld bliver uønsket i Europas modeverden og derfor søger mod USA for at blive berømt der. En noget forskruet version af The American Dream kunne man fristes til at sige. Og forskruet er nok det helt rigtige ord at bruge når man bedømmer handlingen i denne film. Det hele bliver fortalt i små interviews og semi-dokumentariske optagelser.Historien kommer godt rundt om alt hvad der rører sig i USA, eller i hvert fald de mere amerikans stereotyper.

Vi møder alt ligefra en præst som skal hjælpe Brüno med at blive heteroseksuel til en ægte Al Quaeda terrorist. Sammenfletningen af disse interviews og events i den baggrundshistorie som findes i filmen er faktisk lykkedes rigtig godt. Som det var tilfældet med Borat formår Sasha Baron Cohen at få alle disse vidt forskellige oplevelser smedet sammen til en enhed og man taber aldrig rigtig den røde tråd. Dette er ret imponerende når der som nævnt virkelig springes milevide spring rundt i den amerikanske sociale arv og kultur.

En fælles nævner har alle personer der er med i Brüno dog: De bliver provokeret konstant. Cohen går over grænsen af hvad der er politisk korrekt gang på gang. Men han går også over grænsen for hvad der er sjovt. Det her er i den grad blot simpel latrinær humor blandet med foragt for alt hvad andre tror på. Man kunne kalde dette muhammed tegningerne på film.

Blander man dette med den fuldstændig absurde fokus på det mandlige lem har man en fuldstændig meningsløs samling under-bæltestedet-komik som jeg ikke kan forestille mig nogen vil finde sjovt i længden. Gang på gang får vi som seere smidt eregerede peniser lige op i smasken, homosexscener med alt fra brandslukkere i enden til brug af bungyjumpelastik. En enkelt eller to af de jokes ville være fint, men filmen er så gennemsyret og fuld af det at man bliver træt og led og ked af genbrugen.

Skal man opsummere Brüno så er den et gigantisk flop af proportioner. Det er virkelig synd at Cohen ikke tager sig selv i tøjlerne og forsøger at krydre med forskellige former for humor, frem for kun konstant at holde sig på det latrinære niveau. Samtidig er hans latterliggørelse af vigtige emner som krigen i mellemøsten osv meget upassende og viser ganske enkelt komplet mangel på situationsfornemmelse.

Tidligere nævnte jeg at jeg er stor tilhænger af hans hidtidige værker og derfor var det også ekstra ærgerligt for mig at se Brüno som i bedste fald kan beskrives som tidsspilde. Der er nogle få glimrende jokes i filmen og ros skal den have for at være så på en gang vidtrækkende og samtidig sammenhængende som det er tilfældet. Brüno kan dog på ingen måde anbefales til andre end folk som vil elske en hel film proppet til kanten med bøssejokes og grænseoverskridende dokumentarisk tilsvining af andres livsmåde og drømme.