Gamereactor

Gamereactor
Film
Bridge To Nowhere

Bridge To Nowhere

Der er dømt misvisende indpakning og falsk varebetegnelse i dette krimi-drama, som Kristian bestemt ikke er begejstret for.

Det er så fejt når man smækker et kendt navn på forsiden af dvdkassen for at tiltrække uopmærksomme kunder, og det så viser sig at skuespilleren kun er med i ca. 10 minutter. Det er som om det annonceres: "Den her film er ikke særlig meget værd, men i det mindste har vi Ving Rhames (fra Pulp Fiction), så det er vel i orden, ikk'?" Efter at have set krimidramaet Bridge To Nowhere er svaret: nej... Nej det er ej.

I et arbejderkvarter i Pittsburgh beslutter de fire nogen-og-tyve-årige venner Kevin, Brian, Chris og Darick, at de vil blive alfonser for at komme ud af deres fattige tilværelse. De får fat i to prostituerede og tilbyder dem crack som en startbetaling. Efter at være kommet i gang går det stødt opad, men problemer med crackdealeren og politi står klar til at ødelægge deres forretning.

Handlingen er så uoriginal at det gør ondt. Det hele styres af kendte klichéer, så man som seer altid er tre skridt foran. Er der en af de prostituerede der ønsker noget bedre her i livet? Jep. Er en af de fire venner komplet skrupelløs i sin jagt efter penge, så meget endda at det går udover hans venskaber? Det kan du tro. Kan vi lige opnå et hattrick ved at der er en femte ven, som vælger at gå tilbage i skole som et moralsk eksempel overfor sine uansvarlige venner? Amen.

Egentlig burde en historie som denne her godt kunne virke, hvis skuespillet kan hive én ind i oplevelsen, men det hele ruineres af nogle katastrofale casting-fejl. Vores hovedperson er Brian, den skrupelløse type jeg nævnte før, spillet af Ben Crowley. Det er tydeligvis meningen at han skal være kæphøj og selvglad med et glimt i øjet, men Crowley overspiller så voldsomt at hans karakter bliver umulig at kunne lide. Han er gennemgående talentløs og udtaler hver replik med en sydende utroværdighed.

Det samme gør sig gældende for resten af ensemblet, der har absolut ingen udstråling eller karisma. Heller ikke trækplasteret, Ving Rhames, er rigtig med på noget tidspunkt. Han siger sine replikker, og går.

Udover de her grundlæggende, alvorlige problemer rent fortællemæssigt, skydes det hele endnu mere til jorden gennem den dårlige udførsel. Klipningen er rent kaos, med unødvendig slow-motion og fjollede klipperytmer.

Ja, Bridge To Nowhere ryger nok aldrig på toppen af nogens Top 10-lister, og det burde den heller ikke. Det er en gennemgående unødvendig film, med så godt som intet positivt at holde fat i. Gå i en bue rundt om denne udgivelse.

02 Gamereactor Danmark
2 / 10