Bridge Constructor Portal
Den mest uventede fusion af to spilserier er ikke noget smukt resultat. Valve beviser dog endnu en gang at de er mestrene i overspringshandlinger.
Som en veltrænet jagthund, sprang mine sanser på øverste alarmstatus, da jeg pludselig hørte noget om en ny udgivelse med ordet 'portal'. Sker det endelig, tænkte jeg, er Valve klar til rette op på et helt årtis forfald? Desværre nej. For foran det højtelskede ord 'portal', forefandt sig to andre ord - Bridge Constructor. Ikke nødvendigvis en dårlig ting, men ikke desto mindre en skuffende nyhed. Mestrene i overspringshandlinger har gjort det igen, og nu hvor vi ved at Half-Life 3 højst sandsynligt aldrig nogensinde bliver til noget, så virker det som om håbet om en Portal fortsættelse også kan begraves et spadestik dybere. Nuvel, konteksten omkring Bridge Constructor Portal har som sådan ikke meget indvending på selve spillet, kun spiloplevelsen. Denne anmeldelse er også nedfældet med en lille ærgrelsens tåre i øjenkrogen, for hvad der kunne have været, men aldrig var.
Spillets præmis er temmelig velforklaret af titlen - du skal konstruere broer præcis som i tidligere udgivelser, men med det tilsatte element af intradimensionelle portaler. Broerne skal være standhaftige nok til at sørge for at alle test subjekterne kommer fra starten af området til slutningen, uden at fartøjerne, der tager form som gaffeltrucks, kommer til skade. Førerne flyver til højre til venstre, men i bedste Portal-stil, rammer det hverken budgettet, præstationsvurderingen eller GLaDOSes løbende kommentarer særligt meget. Menneskeliv er knap så vigtige når man er en ironisk indstillet kunstig intelligens, med uendelige ressourcer og uendelig magt. For det formår Bridge Constructor Portal i det mindste: at tage spillere tilbage til Portals humoristiske, sarkastiske, og dybt underholdende verden, på så gennemført vis at det faktisk føles som et ægte Valve-produceret spil. Valve har nemlig suppleret rettigheder, indholdselementer, lore, Ellen McLain og alt hvad der hører til Portal-universet, uden overhovedet at være involveret i selve udviklingen af spillet.

Den står østrigske ClockStone Software for, og det gør de virkelig godt. Cadeau skal gives for en produktion, der er virkelig tro mod den originale spilseries atmosfære og æstetik. Bevares, Valve havde sikkert ikke accepteret produktet hvis det havde været af ringe karakter, men alt i produktionen er ramt plet med ypperste præcision. Jeg bliver med det samme taget tilbage til de kolde laboratorieomgivelser hos Aperture Science fra allerførste bane, med GLaDOSes spydigheder og små stikpiller til virkelighedens big business firma-politik fungerende som baggrundsstøj til min grublen over hvordan jeg løser den næste gåde. For den satiriske kant, der altid har hersket i Valves Half-Life afart, er bibeholdt til punkt og prikke. Selvom karakteriseringen af GLaDOS ikke er helt ligeså dyb som i originalerne.
Det mekaniske er ligeledes i højsædet. Spillet er stort set fejlfrit, og meget nøjagtigt hvad angår fysikkens love og brobrygningskunst. Du har to remedier at arbejde med - stålbjælker og kabler. Bjælkerne kan tage form som henholdsvis støttebjælker eller stålplader med fast underlag. Simpelt og ligetil. Der forefindes også en kort manual til hvordan man på bedst vis bygger støttestruktur til broer, hvordan man bedst stabiliserer en hængebro, og så videre. Der er noget ingeniørkunst at fordybe sig, så hvis man har hang til den slags, er Bridge Constructor Portal rigtig spændende at sidde og nørkle med - specielt når de førnævnte portaler, det blå trampolin-slim, og det orange hastigheds-slim kommer på banen.
Jeg er bare ikke ingeniør.
<newpage>
Med et meget låst koncept som Bridge Constructor, er det uundgåeligt at proceduren bliver ensformig efter en rum tid. Portal-udgaven har 60 baner, hvor sværhedsgraden stille og roligt højnes for hver gennemført bane. Efter de første 20 baner, begyndte jeg at hænge lidt. Da jeg nåede til 30, skulle jeg virkelig slæbe mig selv igennem for at komme videre. Men hov, hvad med de komiske indspark fra alles yndlings kunstige intelligens? Jo, de bliver mere og mere sporadiske som spillet udvikler sig, for til sidst at forsvinde. Hvilket er et kæmpe fejlslag, da spillet så ender med at være bare endnu en udgave af Bridge Constructor med en meningsløs gimmick klistret på. Ja, det startede så godt, men sluttede så skidt. Her kunne ClockStone Games snildt have udvisket den monotone stemning der indfinder sig efter 20-30 baner, ved at belønne spilleren med lidt smarte bemærkninger fra GLaDOS efter hver gennemført udfordring. I stedet er der stille som i graven, udover den varme, hyggelige baggrundsmusik, som er det eneste der holder min forstand ved lige.
Konteksten omkring hele spillet er bare så frustrerende. Jeg kan ikke begribe hvorfor et så dybt element i hele idéen om Portal - portalerne selv - ikke kan arbejdes med heller. De er altid statisk placeret, og skal forstås og korrigeres efter. De skal ikke som sådan anvendes. Det kommer sig måske af at spillet er todimensionelt når der skal bygges og testes, og kun bliver tredimensionelt når banen køres igennem - et tidspunkt hvor man som spiller ikke kan rykke rundt eller rette på noget. Hvilket så låner sig til spørgsmålet, hvad i alverden er pointen med det her samarbejde? Fra hvor jeg sidder, virker det egentlig mest bare som en lappeløsning fra Valves side, så de har et lynsvar til spørgsmålet, "Hvad i al verden skete der med jeres spilserier?".
Som sagt, spillet fungerer optimalt, det er gennemforsket, og fysikken er meget præcis. I den førnævnte manual, er der endda en fin lille matematisk udregning af hældninger, og hvordan de placeres bedst så det der rammer dem flyver i den retning man ønsker. Men det er stadig en underlig laissez-faireomgang med eget produkt, for Bridge Constructor Portal er en aldeles ligegyldig begivenhed - i skarp modsætning til Portal, både 1 og 2.

Nej, min anke lægger klart hos Valve. Med denne udgivelse synes der ligesom at sættes punktum for at Valve umiddelbart ikke er interesseret i at udvikle spil længere - de har ikke sat en finger på kodningen, programmeringen eller udviklingen overhovedet. De agerer ikke engang forlag for spillet, det distribuerer Headup Games. Det er muligvis en hård dom, men ikke desto mindre en ekstrapolering jeg er villig til at stå på mål for. Hvem bad om dette spil? Var der et stort forbrugerønske om en tilbagevenden til Portal-universet på netop denne facon? Jeg tvivler kraftigt, og tænker endnu en gang på det der kunne have været.
Bridge Constructor Portal er en timeknuser der udvander sig selv på en eftermiddag - det er en konceptuel finurlighed, uden den store genspilningsværdi og uden et reelt eksistensgrundlag. Det er fanget i en ærgerlig kontekst, som mest af alt farvelægger det som en hjerteløs spøg fra Valves side. Der findes nærmest ingen fortælling eller historie heller, udover et par forfremmelser hos Aperture Science hen ad vejen. Det er et lille nichespil om ingeniørgåder man kan klemme et par timers underholdning ud af, inden man ligger det fra sig og glemmer alt om det. Noget Valve aldrig nogensinde har formået før, så tillykke med det
Eller noget.
Gamereactor Danmark