Bouncer

´Play the action movie´. Det har været slagordet fra Squaresoft i markedsføringen af firmaets nyeste spil til PlayStation 2, ´The Bouncer´. Ved første øjekast en titel, der lægger sig tæt op af Tekken-spillenes plotløse ´slå på tæven´ action. Ved nærmere eftersyn viser det sig imidlertid, at vægten er lagt på visuel overdådighed og ikke mindst på en historie med mystiske undertoner og et persongalleri, der - mildt sagt - tumler med komplekse følelser.

From small things big things come ...
Dramaet i The Bouncer tager sit udgangspunkt i det snuskede værtshus Fate, hvor historiens 4 helte, Sion, Volt, Kou og pigen Dominique arbejder som udsmidere. Pludselig en aften bliver stedet invaderet af soldater fra Mikado Group, en industrigigant, der har sit hovedkvarter i nærheden, og de bortfører Dominique.

De 3 tilbageværende udsmidere sætter efter soldaterne, og snart bliver de viklet ind i intriger, der i al sin enkelhed går ud på at frelse verden fra Mikado Group og dens dæmoniske boss, Dauragon. Heltenes fortid afdækkes bid for bid, og hele tiden bevares en mystisk og utryg undertone, som holder spillerens opmærksomhed intakt - så man lige skal have det næste slagsmål med - og det næste ... og så videre.

Spillet består af en række slagscener, hvor spilleren skal nedkæmpe robotter, soldater og vagtfolk i hobetal. Forud for hver scene vælger man hvilken figur, man vil spille i det forestående slagsmål, og så går det ellers løs. Til at begynde råder man kun over et begrænset antal standard-moves, slag, der kan rettes mod øjnene, mellemgulvet eller benene, spark, der ligeledes kan afleveres mod de ædlere dele - højere eller mod benene.

For hver modstander man nedkæmper, optjenes et antal bouncer-points, som kan omsættes i forbedring af de grundlæggende styrke- og helbredsegenskaber - eller i nye avancerede moves. Samtidig anvender spillet en rangorden, ligeledes afledt af optjente bouncer-points. Det minder om udvikling af spilfigurer i egentlige rollespil, men langt fra med samme mylder af komplekse detaljer. Herregud, for spilleren drejer det sig slet og ret om at uddele rigelige mængder øretæver.

Flere modes
Story mode er kun én af 3 måder at gennemføre spillet på. Der er desuden versus mode, hvor 4 spilfigurer - styret af op til 4 spillere - slås med alle midler mod hinanden på et snævert område, der vel svarer til 3 - 4 bordtennisborde, der er stillet sammen. Det gælder om at holde tungen lige i munden, når 4 figurer tumler rundt med brug af de erhvervede special moves. Når figurerne samtidig bevæger sig en anelse for glidende i forhold til deres bevægelser, så forsvinder noget af spillerens fornemmelse af begivenhedernes gang ved controlleren.

Endelig er der survival mode, hvor det ikke overraskende gælder om at overleve så længe som muligt. Igen tager den aktive spilfigur sine special moves med sig fra story mode, og dem er der rigeligt brug for - i kamp med den ene sværm af modstandere efter den anden. Ingen power ups, ingen mulighed for at optjene bouncer points. Det er de aktuelle egenskaber fra story mode, der er afgørende for hvor længe figuren kan holde sig i live.

Omdrejningspunktet for alle variationerne i spillet er således story mode. Udviklingen i figurernes egenskaber åbner dels for nye moves - og i versus mode desuden for nye spilfigurer. Desuden skal man gennemspille The Bouncer 3 gange i story mode - én gang for hver af de 3 helte i historien - for at få alle figurer, moves og detaljer med.

Selv om figurerne kan optjene points til adskillige moves, forbliver betjeningen enkel og velfungerende. Modstandernes kunstige intelligens fungerer hæderligt, men det hænder dog ofte, at et bestemt move blot skal gentages i én uendelighed for at nedkæmpe en modstander. Selvfølgelig er det bekvemt, at man kan holde de samme taster nede med den éne hånd, mens man tager en slurk cola med den anden - men det er ikke særligt spændende.

Squaresoft anslår, at man kan gennemføre The Bouncer én gang i story mode på ca. 3 timer. For at få alle detaljer og moves, skal man dog bruge omkring 10 timer. Så det er så som så med langtidsholdbarheden!

Suveræn grafik
Nok er The Bouncer lidt for hurtigt overstået, men undervejs får man visuel oplevelse noget ud over det sædvanlige, endda for PlayStation 2. Spilfigurerne bliver dannet af et meget stort antal polygoner, så kropsbygning, ansigtstræk, bølger i håret og mange andre detaljer bliver gengivet med realisme og en dynamik, som er på højde med Hollywoods computeranimerede spillefilm.

Både slagsmål og mellemsekvenser bliver genereret af The Bouncer´s game engine, så overgangene fungerer generelt flydende - og de lejlighedsvise indlæsningstider for nye scener er holdt på et tåleligt niveau. Dertil kommer, at der ikke bliver givet køb på detaljerne i baggrundene, heller ikke over store afstande. Farver og strukturer står klart og tydeligt.

Skal man rejse en beskeden kritik, må det være, at figurernes bevægelser er alt for glidende i forhold til de slag og spark, som de udfører. Skøjteløbervalsen ville ligefrem være passende underlægningsmusik i visse scener.

Musikken er i øvrigt udført med flotte, stemningsmættede arrangementer, som ikke lader uhyggen i Strengt Fortroligt meget efter. Altid rart at høre rigtige instrumenter spille rigtig musik ... Til gengæld savner man mere fylde, smæld og variation i lydeffekterne. Den altoverskyggende kvalitet ved lydsiden er imidlertid spilfigurernes stemmer, som er indtalt med flot dramatisk indlevelse. Blot er det synd, at mundbevægelserne - som Squaresoft eller har bestræbt sig at animere, så de følger talen - til tider halter adskillige ord efter lyden.

The Bouncer er med andre ord en forrygende visuel oplevelse, med imponerende virkemidler, både i spillet og i mellemsekvenserne. Men begynder man at tælle sammen, hvor lidt spilletid, man egentlig har fået for pengene, så må man sige, at der er alt for meget form - i forhold til det reelle indhold. Squaresoft har været så opsat på at fortælle en historie i flottest mulige biografkvalitet - at gameplayet er tæt på at være henvist til en tilskuerplads.