Bottleshock

Steven Spurrier er britisk vinentusiast og ejer af en lille vinhandel i Paris. Han drømmer om at bevise at fransk vin er uovertruffen. Derfor rejser han til Californien for at opleve vinkulturen der og få nogle flasker med hjem til paris. Disse flasker skal indgå i en blindtest mellem fransk og californisk vin.

Ved siden af hans oplevelser følger vi også familien Barret og deres kamp for at få deres vingård til at overleve. Både far og søn er vant til at blive set på som tabere af samfundet, og de bekæmper dette på hver sin måde.

Bottleshock er en overraskende delikat bouquet. Skal man proppe filmen ind i en genre må det helt klart blive feel good. Feel good film er en sjov størrelse. Ret beset er målet at skabe en afslappet historie man bliver i godt humør af.

Det kan være en overordentlig udfordring for en instruktør, ikke mindst fordi det er alt for let at kamme over og præsentere en kvalmende sød druesaft, frem for et eventyr der har den helt rette konsistens og leverer indhold og krydderi, sammen med den søde bismag.

Bottleshock forstår at balancere på kanten. På intet tidspunkt bliver historien alt for lyserød og utålelig. I stedet sidder man hele vejen igennem med en varm fornemmelse i maven. Her er ikke store tudescener eller følelsesporno, blot tilbagelænet fortællerkunst.

Filmen er baseret på en sand historie fra 1976 og denne formidles ganske troværdigt. Skuespillet er naturligt og ligetil. Én skuespiller overskygger dog alle andre her. Nemlig Allan Rickman som spiller Steven Spurrier. Tidligere har man set ham som den bitre Severus Snape i Harry Potter serien. I begyndelsen virker Spurrier da også lidt som en snobbet udgave af selvsamme.

Men heldigvis formår Rickman at levere nogle forfriskende vinkler på personligheden, så vi til sidst står med et perfekt portræt af en lidt småsnobbet men også hudløst ærlig britte.Britter har det sjældent med at overdrive emotioner og disse særdeles underspillede følelsesudbrud leveres sublimt.

Den amerikanske stil og opførsel smitter en smule af på Spurrier filmen igennem, men uden at han mister sine tydelige britiske aner. En sådan udvikling er svær at anskueliggøre uden at hælde for meget til den ene eller den anden side. Men Allan Rickmans fortolkning sidder lige i skabet.

En anden skuespiller der bør nævnes er Chris Pine, som vi sidste gang så som Kaptajn Kirk, i den nye Star Trek filmatisering. Rollerne kan dog godt minde en anelse om hinanden, da han også i denne spiller en rebel med mange personlige kampe. Alligevel formår han dog klart at distancere de to skildringer fra hinanden. Og hans udvikling gennem filmen er ganske tydelig, men igen troværdigt leveret.

Visse steder springer handlingen desværre en anelse for meget, og her skinner instruktørens manglende erfaring igennem. Enkelte personforhold bliver heller ikke forklaret ordentligt og man efterlades med et par unødvændige spørgsmål til sidst.

Trænger man dog til en opmuntrende feel good film skal dette ikke afskrække. Bottleshock er en dejlig fortælling serveret lige til at drikke. Nyd den med kæresten og en god vin.