Boot Camp

At mennesket, som man har elsket og passet siden det kom til denne verden, pludselig eksploderer i en supernova af hormoner, usikkerhed og seksualitet, er ikke lige nemt at håndtere for enhver.

Gud ske tak og lov for militærskoler, hvor ens barn kan lære lidt om respekt fra folk, der ved hvad de laver... eller hvad?

I Boot Camp følger vi Sophie, der pludselig en nat hentes af folk fra Camp Serenity, en lejr som utilpassede unge kan blive sendt til af deres forældre. Langt væk fra civilisationen, på en ø i det japanske hav, leder Norman Hail et utopisk samfund, hvis formål det er at lære nutidens unge om samarbejde og respekt for dem omkring dem. Sophie chokeres af Hails uortodokse metoder og da hendes kæreste, Ben, pludselig dukker op begynder de at planlægge deres flugt.

Selvom Mila Kunis ikke just er kendt for sit skuespilarbejde i seriøse produktioner, virker karaktererne og situationerne meget troværdige og formår at suge seeren ind. Ideen er god, og man føres dybt ind i Hails bizarre tankegang. Problemet er at han er en interessant karakter omgivet af ganske uinteressante stereotyper. Sophie og Ben er sympatiske, men interessante er de helt afgjort ikke.

Endnu et alvorligt problem er strukturen. Normalt opbygger en film sin handling, så den tiltager i spænding til den opnår et klimaks. I denne film opbygges spændingen og udløses midt i det hele, og filmens klimatiske afslutning kommer fuldstændig ud af det blå. Som seer bliver man voldsomt irriteret, fordi det er så tydeligt at manuskriptforfatteren skyndte sig at skrive slutningen ind.

Afslutningsvis skal det understreges at filmen er veludført, interessant og at Peter Stormare er glimrende i rollen som Norman Hail.