Bombastic

Bombastic er opfølger til det hedengangne PSOne spil Devil Dice. Siger titlen dig ikke så meget er det ret forståeligt, for DD var en af den slags titler der ikke kom langt udover Japans grænser. Bombastic er tilgengæld nået helt hertil uden problemer, og viser sig at være et af den slags irriterende puzlespil, du bare ikke kan slippe når du først er begyndt.

Grundideen er enkel. Du styrer en lille fims i pang farvet heldragt. Du befinder dig i en verden fyldt med store terninger. Dem skal du få til at eksploderer ved at stille tal op imod hinanden. To toerer, tre treere osv. Lige tal eksploderer hinanden, mens terninger indenfor rækkevidde med tallet lige under springer med. Lyder det forvirrende? På papiret minder dette mest af alt om en eller andet narkomans våde LSD drøm, men i praksis er det fuldstændig enkelt og let at gå til. Kernen i singleplayer delen af Bombastic består af et såkaldt Quest mode. Hertil hører en form for historie om fem Aguis (de små pangfarvede fimser) der tager ud i verden for at finde en eller anden gammel mand med horn.

Det er selvfølgelig bare en undskyldning for en god gang gammeldaws puzzle, hvor du skal fra start til slut af en bane uden at dø, og samtidig sørge for at eliminere alle de fjender du måtte møde på din vej. Fjenderne dør ved at komme for tæt på en eksploderende terning, og det samme gælder dig, så pas på med det!

Quest mode har en fin tutorial der hjælper dig ind i den spraglede verden, og i det hele taget en fremragende indlæringskurve så du ikke på noget tidspunkt vil føle dig tabt bag en vogn. Desværre er den også bare lige vel kort nok, og det er muligt at gennemføre hele svineriet på en dag.

Selvfølgelig opstår der ved en gennemførsel alskens muligheder for at udvidde holdbarheden, via andre afarter af baner, time trials, det originale DD osv. Det er ikke fordi Bombastic ikke byder på muligheer, det havde nu bare været rarere hvis man havde vægtet selve historien og holdbarheden i Quest mode lidt tungere. En mutiplayer del er der også blevet plads til, men den gav mig hovedpine, så det springer vi over. Kort skal dog siges at denne del bedst spilles på valium, da det går så sindssygt stærkt i normal tilstand at det er til at kaste over.

Bombastics store force ligger i enkelthedens tiltrækning. Dette spil er fuldstændig umuligt at slippe når man først er gået igang, og den slags oplevelser skal man ikke snyde sig selv for. Desværre er lydsiden noget af det mest irriterende Japan nogensinde har budt på, og japanske spil er jo ellers ikke ligefrem kendt for symfonier af Beethovenske højder. Enhver med kontakt mellem øregangen og resten af sanseapparatet bør sætte en plade på og skrue ned for TVet, for Bombastic går lige ind i smertecentret og lammer dit centralnervesystem med toner så fæle, at de kunne fælde en regnskov.

Heldigvis er lyd ikke særlig vigtigt i terningeland, og Bombastics store force ligger, som i alle andre velfungerende puzzles, da også kun i kraft af den gode enkle ide. Dette er en genial blanding af Bomberman og Tetris, og hvis du går og tror at du kunne ønske dig andet, er du en krævende forkælet møgunge uden sans for kvalitet. En stor anbefaling til alle der kan lide at bruge logikken fremfor aftrækkeren, og ikke smadrer PS2’en efter for 30. gang at skulle starte forfra på grund af en elelr anden åndssvag lille fejl man sagtens kunne have undgået. Sådan er det nemlig med den slags spil, den ene gentagelse efter den anden, og det hører aldrig op, ligesom i det rigtige liv i den rigtige verden. Er det ikke bare herligt!?