Bob Sinclair - Born in 69

Umiddelbart da jeg modtog cd´en havde jeg ikke det fjerneste begreb om hvad jeg skulle forvente, og hvem denne Bob Sinclar egentligt var. Jeg opdager dog hurtigt efter en kort søgning, at han åbenbart stod bag den yderst fængende "love generation" der hærgede radioerne for et par år siden. Der er dømt sommer diskoteks pop for alle pengene.

Det bliver ret hurtigt tydeligt at albummet er et kig tilbage til 60´erne rent konceptmæssigt. Forsiden indeholder masser af referencer til hippie kulturen og er generelt sprudlende med farver, midt i det hele sidder Bob Sinclar nøgen iført englevinger og jesus garn pegende mod et gigantisk hjerte med teksten: "Bob Sinclar - born in 69". Dette passer alt sammen meget fint med Cd´ens indhold, der ikke skjuler så meget som et støvkorn af negativitet.

Der er dømt danse musik for alle pengene, og det virker relativt godt til det formål. Der lægges ud med første singlen: "lala song" der som titlen antyder handler om at sprede glæde, det er en fest sang og den ligger stemningen for hele albummet. Efterfølgende tages man igennem 12 sange af op og nedture, sange som "new new new" formår at være så gentagende og enaverende at man fristes til at trykke på skip knappen så hurtigt som muligt. Hvor sange som "Give me some more", "Jamaica avenue", "The way I feel" og "What a wonderful world" sætter en god stemning og faktisk byder på en rimelig variation og rimelige pop melodier.

Dog vil Sinclars forsøg på at lave et covernummer nok vil forarge de fleste lyttere, Bob Sinclar har kastet sig over Bob Dylans Klassiske eg vil meget gerne vide hvem det helt præcist er der har givet tilladelse til et 90s revival? Jeg sidder i denne skrivende stund med Bob Sinclars nyeste album: born in 69 i anlægget, og den sætning opsummerer godt og vel mit førstehåndsindtryk.Mr. Tambourine man, og resultatet er noget af en blandet pose.

Det står hurtigt klart at dette album ikke har just byder på den store poesi, når teksterne indeholder guldkorn som: "Imagine a world that is full of nothing but love" og "we came to party, Miami style" så ved man at det bestemt ikke er teksterne der har været Sinclars hovedfokus. Stortset alle sangene beskæftiger sig med enten simple "elsk hinanden" hippie budskaber. Hvor banalt det end måtte være, så passer dette dog glimrende sammen med albummets overordnede tema og man bør derfor ikke hænge sig i teksterne.

Albummet falder, trods et par gode pop numre, til jorden. Den største grund til dette er nok det faktum at det hele virker uinspireret og gentagende, man finder ofte de samme rytmer genbrugt i de forskellige sange. Derfor kan det være svært rent faktisk at høre at sangene skifter, hvis man ikke er opmærksom. Dette kombineret med det faktum at den eneste sang jeg får på hovedet af at høre dette album er Love Generation, ja så ved man at der er noget galt. Der mangler simpelthen nogle sange der virkeligt fænger i længden.