Blue Prince

Herbert S. Sinclair, den enigmatiske milliardær, der har brugt stort set al sin tid afsides i et gigantisk palæ i bjergene, er død. I timerne derefter finder dem repræsenterer hans gigantiske formue og ejendele et vidnesbyrd, optaget i ellevte time, der underminerer alle andre retslige dokumenter, og overdrager retten til alle hans ejendomme, inklusiv det her gigantiske hus, til dig, hans nevø. Men der er en hage.

Alt dette er dit, hvis du altså kan finde det 46. rum i et hus der indeholder 45 rum. Hvorfor er det så svært? Fordi hver eneste dag resettes husets plantegning, og hvordan rummene nu fordeles og ser ud, er udelukkende op til dig. Det er præmissen i Blue Prince, en slags roguelike escape room-simulator, hvor du desperat skal forsøge at nå husets 46. rum, men hvor det at sammensætte den rigtige konstellation af rum, samle de nødvendige ressourcer og navigere uden om låste døre og andre udfordringer synes næsten umuligt i starten.

Hver dag vågner du i dit telt lige uden for palæets område, og begiver dig ind i den overdådige indgangshal. Derfra er der tre døre. Tager du i håndtaget, præsenteres du for et udvalg af rum, som regel tre, der hver især har fordele og ulemper. Hvert rum du går ind i koster et skridt, som du har 50 af, og hvis du enten løber tør for skridt, eller ender i en blindgyde, så trækker du dig for dagen, og vender tilbage til samme udgangspunkt som dagen forinden.

Rummene kan give dig ressourcer, såsom Gems, Coins eller Keys, som senere hen kan bruges til at købe mad der giver flere skridt, eller bare låser døre op, og de kan tage ressourcer fra dig også, og det er samtidig med at du hele tiden skal holde et vågent øje med hvordan dørene ud af disse rum positionerer dig fremadrettet. Du skal skabe en sti fra indgangshallen til det legendariske 46. rum, og det kan kun opnås med snilde - og en god portion held.

Det her er i brede træk en roguelike, og med det mener jeg at det er meget få værdier du tager med dig ud af palæet når du er færdig, og primært handler det om at du selv bliver klogere på hvordan du sammensætter rummene for at nå hele vejen ned til den anden ende, og hvilke ressourcer du så absolut får brug for, hvis det hele skal lykkes. Rummene er alsidige, men der er måske 10-15 typer i alt, så selvom det i starten virker som et uløseligt puslespil, så får du hurtigt has på hvad der gør hvad; at et Breaker Box-rum godt nok ender blindt, men som lader dig give strøm til et andet rum du kommer til at skulle udnytte senere. Du bliver klogere på, hvor mange skridt du egentlig skal bruge, og hvor mange døre der reelt set er låste, som du nærmer dig.

Vi bruger lidt mere tid her end normalt på at forklare det her intrikate netværk af sammenhængende mekanikker og strukturer, netop fordi selve præmissen er Blue Princes helt store trækplaster. At opdage hvordan disse rum skal bruges, hvilke du bør undgå, og hvilke der lige netop giver dig de ressourcer du ved du skal bruge for at bevæge dig videre, er overraskende tilfredsstillende, selvom at hele tempoet lader til at være inspireret af walking sims i førsteperson som Everybody's Gone to the Rapture, og som til tider kan blive lettere døsigt. Der er sågar specifikke genstande der giver dig permanente opgraderinger hen ad vejen, såsom en pung der giver dig en ekstra mønt for hver femte du finder, eller en sølvnøgle der garanterer at de næste rummuligheder du præsenteres for har mange unikke døre videre fremad.

Det er spændende, det er tilfredsstillende og det er uhyre intelligent skruet sammen, og på den måde placerer Blue Prince sig på nogle måder i forlængelse af nylige puzzle-succeser som Lorelei and the Laser Eyes, idet du nærmest bliver overvældet over hvor indviklet og sammenhængende alle de her mekanikker og strukturer egentlig er.

Problemet er lidt at det ikke helt varer i det her tilfælde. Netop fordi Blue Prince er en roguelike, og ikke en roguelite, så bibeholdes intet af det du har med dig ud, der er ingen reel progression udover den du selv mentalt skaber, og nu hvor spillet er så RNG-afhængigt (de rum du "drafter" ved hver dør er trods alt tilfældige), så begynder frustrationen at opstå efter cirka syv-ni dage, når det går op for dig er det lige så meget er heldet på den pågældende dag der afgør dit fremskridt som det er hvor klog på spillets unikke layout du er blevet. Visse roguelikes bliver mindeværdige netop fordi du ikke får muligheden for at blive bedre hele tiden uanset hvad, men de fleste spil nyder godt af at byde på en eller anden form for fremgang, og det har Blue Prince bare ikke rigtig, muligvis fordi det ville være lidt for kort, hvis der var måder at stige i niveau, lave genveje eller "snyde" spillet på andre måder.

Desuden fungerer roguelikes ofte fordi hvert "run", om man vil, er så kort, men Blue Prince er en langsom, systematisk og indviklet oplevelse, hvor et godt run der måske tager dig... ja, 80% af vejen imod det 46. rum let kan tage 35 minutter. At derefter vende tilbage til udgangspunktet med følelsen af at det stort set kun var uheld der placerede dig i en blindgyde, det er ikke synderligt tilfredsstillende.

Når det så er sagt, så oser Blue Prince af karakter. Der er en helt unik atmosfære her, der er hverken er uhyggelig, men heller ej direkte afslappende. Der er små særpræg såsom noter skrevet på farvede sedler der efterlades i rummene, men det skifter om hvorvidt det der står på dem er løgne, eller sandheden. Der er enkelte rum der eksempelvis lader dig opbevare kraftfulde genstande til et fremtidigt forsøg, og naturligvis enkeltstående puslespil i nogle af rummene der ligeledes er avancerede og spændende at løse. Det er et spil uden lige, og et lysende eksempel på innovation og kreativitet i nærmest flydende form. Det er samtidig også et spil, som jeg føler mangler et progressionssystem eller to der kunne gøre hvert run lidt kortere, eller sågar hjælpe spilleren i mål efter man har løbet med hovedet mod muren grundet hvad der ligner uretfærdige årsager i 15-ish timer.

Klara og jeg, min puzzle-partner-in-crime, nåede det, og det var tilfredsstillende, og jeg ville ikke spoile hvad der venter, men Blue Prince er let at anbefale, hvis du har læst beskrivelsen af præmissen og fundet selve ideen dragende. Det er nemlig ideen der sejrer her, og måske i fremtiden kan udvikler Dogubomb arbejde med den her diamant af en præmis, og slibe nogle af kanterne til så spilleren føler at der er lidt mere kontrol over de enkelte udfald. Når det så er sagt, så har Blue Prince en ret fed brætspilsfeeling, og når alt kommer til alt, endte vi med at bevise overfor den afdøde Sinclair, at vi var værdige til at arve hans palæ, fordi vi besejrede det. Og det var vildt fedt.