Black & Bruised
Udviklerne har ikke rørt ved selve grundessensen i denne gamle kampsport, men der er dog et par enkelte ting man ikke ser i den typiske Brian Nielsen-kamp.
Med alle de genrer vi efterhånden har indenfor spilbranchen bliver det sværere og sværere for udviklere at skabe originale spil, hvilket gør at mange vælger at gribe klassiske genrer an på en helt ny måde. Vi har set mange forsøg dette og nu har Digital Fiction kastet sig ud i en proper omgang boksning med titlen Black & Bruised. B&B kaster en let tone over sportsgrenen og med sit celshadede look og humoristiske indgangsvinkel vil boksning aldrig være helt det samme. Digital Fiction er ikke ukendte med genren eftersom de i 2001 udgav GBA-titlen Boxing Fever, som tydeligt bærer mange ligheder med B&B - det tossede galleri af figurer er blot blevet udvidet og spillet er naturligvis af en helt anden kaliber på PS2.
Udviklerne har ikke rørt ved selve grundessensen i denne gamle kampsport, men der er dog et par enkelte ting man ikke ser i den typiske Brian Nielsen-kamp. Udover de traditionelle kæberaslere og uppercuts, byder hver kamp på en række powerups, som indgyder spilleren med nogle hårdtslående (og ikke mindst lysende) boksehandsker. Disse powerups spillet en meget stor rolle i kampene, og ens evne til at opnå dem er ofte ensbetydende med om man vinder eller taber.
Spillets 18 slagsbrødre og søstre er alle meget karikerede og ser vidt forskellige ud. Galleriet indeholder typer såsom den opstoppede englænder, bikertøsen, Mike Tyson-klonen, en surfer-type osv., så der burde være en der passer til ens temperament og kampstil. Til trods for figurernes aparte udseender adskiller kampstilen sig dog ikke synderligt. Der er ganske vist nogle enkelte slagserier som er unikke for hver figur, men i det hele taget føles slagene gennemgående ret generiske. Den væsentligste forskel ligger i slagkraft og hurtighed, og hvorledes disse egenskaber er fordel afsløres som oftest af karakterens fysiske fremtoning.
Alle de gængse gamemodes er tilstede, her er intet nyt under solen. Storymode er dog ikke så idéforladt som man kunne forvente, da denne giver en god indsigt i hver karakters særlige styrker og svagheder. Som sagt er grafikken baseret på celshading-teknologien, hvilket giver spillet den helt rigtige tegnefilmsstemning. De forskellige boksearenaer er placeret på vidt forskellige områder, og den lidt fjollede stil er også bevaret i disse. Der hvor vi savner lidt slagkraft er i animationerne, som ikke formår at imponere publikum. De virker langt fra flydende i overgangene og ligesom med slag og spark, virker animationerne en smule generiske med kun få modifikationer til hver spiller. Det virker som om at Digital Fiction har gjort mere ud af den visuelle side end selve kampsystemet, hvilket er utroligt synd - her ser vi det evindelige problem med emballage kontra indhold, end ting som mange spil
kæmper med.
Det er her at spillets powerups kommer ind i billedet igen, da disse stort set afgør om man vinder eller taber. Man erhverver sig powerups ved at lave direkte (rene om man vil) slag på modstanderen og/eller kombinationer, og jagten på disse powerups tager fuldstændig fokus fra alt andet. Derfor vil man som spiller kun benytte de enkelte slag man ved der baner vej til disse, hvilket resulterer i nogle ret monotone kampe. Når man har nok powerup-stjerner nede i hjørnet af skærmen lyser ens karakters boksehandsker op i et sandt festfyrværkeri, og så gælder det ellers bare om at tampe løs på ens modstander så meget, som overhovedet muligt i det lille rum tid ens powerup fungerer. Dette meget grundlæggende problem gennemsyrer desværre spillet, som pga. af dette ikke formår at snige sig over en middelmådig karakter. Det er ligesom med mange designer-møbler, de er pæne men man gider ikke at sidde i dem i særlig langt tid.
Umiddelbart virker Black & Bruised til at have meget appeal til aspirerende PS2-boksere, men ved blot få timers spil giver det sig til at kende, at titlens kampsystem mangler dybde. Fans af spil som Knockout Kings og Ready 2 Rumble burde holde sig fra B&B, da det som sagt ikke vil byde på nok udfordring. Spillets AI er ganske vist udmærket, men især når man spiller mod andre menneskelige modstandere bliver kampene hurtigt for ensformige og trivielle. Titlen kan dog anbefales til et lidt yngre publikum, og børn vil uden tvivl finde spillet grafiske stil og enkle kampsystem tiltalende. Digital Fiction vinder desværre ikke med knockout i denne omgang - ding ding.
Gamereactor Danmark