Bird Box

Bird Box er den seneste tilføjelse i rækken af film, der forsøger at bringe noget nyt til gysergenren. Filmen starter med en kreativ præmis, der adskiller sig fra de typiske set-ups og undgår at henfalde til størstedelen af de klichéer som vi efterhånden forbinder med den typiske gyserfilm. Lignende film er A Quiet Place, The Happening, The Road og Book of Eli, der alle naturligvis både varierer i genre, såvel som i den grad kvalitet. Spørgsmålet er så, hvor Bird Box placerer sig på de to skalaer.

Filmen er baseret på en bog, der er skrevet af Josh Malerman, forsangeren i garagerockbandet, The High Strung. Den kan ses på Netflix fra d. 21. december og er optimal at snuppe, hvis man mangler noget at se i juletiden, helst under et varmt tæppe med lyset slukket. Den er instrueret af vores egen danske Susanne Bier (Brødre, Hævnen, Efter Brylluppet) med Sandra Bullock i hovedrollen (The Blind Side, Gravity, Speed). Derudover er der mange genkendelige ansigter at finde imellem birollerne, eks. John Malkovich (Being John Malkovich, RED, Burn after Reading), Sarah Paulson (American Horror Story, 12 Years a Slave, Glass) og mange flere, hvor man tænker "har de også fået ham med heri?" (Dr. Wu fra Jurassic Park er et eksempel). Filmen mangler derfor ikke star power, og skuespillet er absolut i top, hvilket medfører, at størstedelen af scenerne og dialogerne er rigtig gode og en fornøjelse at se. Særligt Bullock og Malkovich brillerer, hvor førstnævnte har flere emotionelle scener og sidstnævnte altid leverer en solid og halvskør (om end til dels ensartet) præstation.

Filmen starter med en meget seriøs Sandra Bullock, der er ved at instruere to børn i, hvordan de under ingen omstændigheder må tage deres bind for øjnene af. Vi ved med det samme, at dette ikke er den sjove, eller charmerende Bullock, vi kender fra Blind Side, The Proposal, Miss Congeniality og en stor del af hendes værker. Bullock, en skuespiller, der har spillet meget adspredte roller og med i mange typer af film igennem årene, slår med det samme fast, at dette ikke er en tilfældig romcom, men en seriøs film, hvor der ikke er tid til at sidde og halvfnise. Hun taler med hård og fast tone, og kigger nærmest ikke på de to børn, som hun halvråbende dikterer instruktioner til.

Blinde, og alle tre med bind for øjnene, hiver hun dem med sig udenfor, hvor de følger en snor til en tildækket robåd, som de sammen klatrer op i. Det går hurtigt, og man bliver ikke sat ind i, hvad der foregår. Derimod får man med det samme en fornemmelse af, at der er nogle regler i den her verden, som karaktererne lever efter, og som vi forhåbentlig løbende vil få afklaret. Måden vi bliver smidt ind i fortællingen, uden kendskab til de indforståede leveregler, minder i stor grad om stilen i A Quiet Place, der var et af 2018s største hits efter min egen smag. Den gjorde rigtig mange gode ting for at reetablere gysergenren som værende andet end billige jump scares. Bird Box forsøger at gøre det samme, kan man allerede fornemme fra starten.
Som Bullock og de to børn hopper op i båden, sidder man som seer med en liste af spørgsmål, der konstant vokser. Hvad er det de ikke må se? Hvem har sat den snor op som de følger blindt? Hvorfor er båden gemt, hvem eller hvad må ikke se den; der er et hav af uafklarede spørgsmål, der alle kæmper om at blive besvaret først. Man vil vide mere, og det er fedt. Det sker alt for sjældent, at man er investeret i en film, og særligt efter så kort tid. Om det så er genren, Sandra Bullock, mystikken eller tonaliteten er svært lige at sætte fingeren på, men faktum er, man er hooked.

På dette tidspunkt, har filmen ikke været i gang meget mere end tre minutter, og man tænker, at den kan da umuligt holde dette tempo, uden at være færdig efter en halv time. Og ganske rigtigt. Eftersom filmen ikke kun varer en halv time, sænker den brat tempoet, eller det går faktisk fuldstændigt i stå. For som de sidder i båden, fortsætter kameraet videre ud over det mørke vand, og vi ser den genkendelige tekst, som vi har læst 100 gange før i andre film. Der står "FIVE YEARS EARLIER". Med ét bliver vi taget ud af den hektiske pacing, og vi ved med det samme, at nu har vi fem år til at få vejret, før det potentielt bliver spændende igen.

Hvis nogen har set Rick And Morty, kender de til problematikken ved at anvende dette værktøj. Filmen burde starte, hvor den starter, ikke hoppe forud på den måde. Det er en halvbillig måde at lokke seerne ind i en følelse af at være investerede. Desuden ved vi nu, hvor det hele bærer hen; på en eller anden måde, forvandler den idylliske hverdag sig til dette mareridt, og nu er vi jo nærmest nødsagede til at følge med, for at se hvordan det hænder. Derudover er vi klar over, at Bullock og de to børn, overlever indtil da, hvilket betyder, at alle scener, der finder sted inden de er i båden, er uden risiko. Men selvom tidsspringet kan argumenteres at være et billigt trick, kan vi konstatere, at det absolut virker i dette tilfælde. For jeg vil gerne vide, hvordan vi havnede her. Mén det sætter en væsentlig kæp i hjulet. Og det bremser vores momentum, hvilket aldrig er en god ting.

Fem år tidligere, ser vi Bullock snakke med sin søster, der er spillet af Sarah Paulson. De to har tidligere arbejdet sammen i Ocean-remaket, Ocean's 8 og har super god kemi i denne film. Paulson, der ofte er typecastet som en intetsigende halvstreng dame, gør det overraskende godt heri. Hun er super likeable og hun giver utroligt meget energi og varme til hele interaktionen og dialogen, der også er særdeles velskrevet. Dette er en af filmens bedste kvaliteter; dialogerne er godt udarbejdede og føles aldrig akavede eller dårligt oversat fra bog til film. Det er også en enorm cadeau til Bier: man kan ikke på noget tidspunkt mærke, at dette er en filmatisering af en bog. Filmatiseringer falder ofte i den ene af to grøfter; enten i et forsøg på at inkludere for meget fra bogen, hvilket resulterer i en masse overflødige detaljer og overfladiske karakterer, der ikke bliver givet nok tid i filmen, eller et forsøg på at lade filmen være sin egen entitet, hvor nærmest alle detaljer er implicitte og historien kun perifert giver mening eller er til at forstå, hvis man har læst bogen forinden. Denne film går en rigtig god balancegang, hvor man både føler den er tro mod noget dybereliggende lore, men samtidig er sit eget medie.

Filmen begynder at samle sin pacing op igen, efter vi har vænnet os til situationen. Samtalen mellem Paulson og Bullock går hurtigt, og på få minutter har de afdækket hele verdenssituationen: Bullock er gravid, og bange, for at hun ikke kommer til at knytte sig til barnet, og der sker nogle underlige ting i Rusland, involverende masseselvmord og andet relateret til et outbreak, der dog ikke virker truende, da det foregår på den anden side af havet. Men eftersom det som nævnt ikke er den typiske Bullock romcom, sker der pludselig noget. Verden bliver vendt på hovedet, og outbreaket rammer karaktererne ligeså hårdt som den rammer os som seere. Vi var overhovedet ikke klar. Den idylliske setting, som vi knap har vænnet os til, bliver revet ud af vores hænder, og vi bliver smidt ind i en post-apokalyptisk situation, hvor karaktererne er fanget i et hus. Her foregår størstedelen af filmen.

Scenerne er generelt fantastisk instruerede, og farverne er meget mørke og dystre. Vandet, er som tidligere nævnt mørkt, og der ligger en tåge henover, der virkelig får det til at se dystert og håbløst ud. Hvis man lavede en liste over 10 ting, der skulle til, for at en film så post-apokalyptisk ud, ville denne let indfri over 8. Lyden er paranoiavækkende og god forhøjet skratten fra walkie-talkien følger den klassiske gysertendens med overdrevne reallyde, der bryder tavsheden. Det samme gælder lyden af åndedrættet, særligt når det eneste vi ser, er bindet for øjnene. Men igen her, kunne man godt have brugt lyd som et stærkere virkemiddel, og haft længere scener, hvor vi ikke så andet end det karaktererne gjorde. Dem vi har, er altid meget korte og forhastede, og ofte ser vi dem i stedet gå rundt med bind for øjnene frem for at få det fra deres perspektiv, hvor de kun har lydene at forholde sig til. Det kunne have været en spændende idé.
Mens jeg bestemt synes, at filmen kan anbefales, alene på baggrund af det gode cast, spændende præmis, og den fantastiske stemning skabt af Bier, lever filmen simpelthen ikke helt op til sit potentiale. Den første halve time er overraskende god, nærmest så god, at man helt bliver blæst væk, hvilket både er på godt og ondt for ens oplevelse. For det bliver meget tydeligt, når vi når til anden halvdel af filmen, som foregår i huset. Ting sker væsentligt langsommere her, og de dilemmaer de kommer i, virker aldrig livstruende, eftersom vi ved, at Bullock som nævnt overlever fem år endnu. Det betyder ikke, at filmen bliver fuldstændigt uinteressant, det betyder bare, at man kan mærke tydelig forskel i kvaliteten mellem første og andet akt. Hvis filmen havde fortsat i samme gear, havde den potentielt kunne måle sig med film som A Quiet Place eller en anden genreudfordrende film som Get Out, men den formår ikke helt at bryde med det typiske setup. Den falder lidt ind i en rutine, der desværre er lidt for genkendelig fra alle andre film, ikke kun gysere. For ærligt talt, uhyggelig er denne film ikke. Det tætteste vi når monstre, er nogle skøre mennesker, hvilket bestemt er faretruende, men ikke noget vi ikke har set før. Ellers er der en del zommen ind på blæsende blade og vind, med ophidsende musik spillende i baggrunden og så snart man har set forbindelsen mellem disse usynlige monstre og plottet i The Happening, er det svært at føle der er noget farligt på færde.
Det havde været mere spændende og potentialeopfyldende, hvis den havde udforsket de psykologiske aspekter yderligere, men her falder den også lidt kort.

Der kunne have været mere fokus på Bullocks fortid, der gjorde, at hun ikke kunne knytte sig til barnet, eller hvordan klaustrofobien i huset drev dem fra sinde. De kunne også have udforsket masseselvmordene eller monstrene, eller hvorfor nogle bliver skøre og andre ikke. Hvad de ser, eller et af de 100 andre spørgsmål man sidder med. Jeg er med på idéen med at nogle ting godt må være mystiske og, at "always leave them wanting more", er et tidstestet koncept. Der er bare lidt mange ting, der kunne have været federe, end det vi fik. Og det er synd, for det kunne faktisk have været en rigtig god film, i stedet for en god-nok film. Der er ikke meget værre for en film, end skuffelsen ved, at ens forventninger ikke bliver indlevet. Og det er svært at komme udenom, med den hektiske første halve time.

Når jeg ser en film, selv når den ikke skal anmeldes, sidder jeg altid med et tal i hovedet. Er det her en film til 4, 5 eller er det måske en 8'er? Karakteren stiger og falder løbende, alt efter hvordan historien udvikler sig, dialogerne flyder, scenerne klippes og mange andre variabler. Men det umiddelbare indtryk holder ofte, plus-minus en eller to karakterer. Denne starter for mig stærkt ud, på en 8'er, hvilket naturligvis betyder, at det er lettere at falde, end at stige. Desværre sænkes ens forventninger løbende, som oplevelsen ikke lever op til første halvdel. Den slutter dermed som en middelmådig fortælling, der minder om noget der kunne have været rigtigt godt. Om det lige er en 7'er eller en 6'er er svært helt at placere og optimalt havde den ligget et sted imellem. Men for Bullocks præstation og Biers gode arbejde med scenerne og lyden, lader vi den falde til den gode side.