Bionicle

Electronic Arts har sikret sig retten til at udgive computer-/konsolspil, baseret på Legos high-tech-adventure-univers. Sammenkoblingen af de klassiske byggeklodser, som efterhånden har fascineret adskillige generationer, med den elektroniske legeplads er bestemt ikke overraskende, ikke mindst fordi der efterhånden er kommet adskillige computerspil, baseret på de kendte byggeklodser. Spørgsmålet er så bare, om det fantasifulde univers fra paradisøen Mata Nui føjer opsigtsvækkende nye elementer til et i forvejende vidtfavnende spilmarked.

Når jeg sidder på gulvet sammen med min søn og bygger med Lego- eller Duplo-klodser er vi ikke bundet af en større sammenhæng eller en stram tidslinje. Legen - og ’historien’ i den - udvikler sig som det nu falder for. Derfor byder Legos produktserier, baseret på Harry Potter, Bionicle, Star Wars og så videre, i virkeligheden på en begrænsning af fantasien. Når Bionicle-temaet bliver overført til konsolspil kunne man derfor tilsvarende frygte, at fokus på legetøjsproduktet er vigtigere end at frembringe en spændende og fleksibel spilverden, som overrasker og ikke mindst holder spillerne fanget foran skærmen. Denne frygt viser sig desværre at være aldeles velbegrundet, når det gælder Bionicle til PlayStation 2.

Freden og idyllen på Mata Nui er i fare. Dunkle kræfter anført af Makuta, hærger øen, og ved hjælp af Bohrok, Bohrok-Kal og Rahkshi kidnapper han Matoran-landsbyboerne i de forskellige Wahi. Det er nu op til vogterne af de seks Wahi’er - Toa-krigerne Tahi, Lewa, Kopaka, Gali, Pohatu og Onua - at befrie Matoranerne og finde Lysets Toa - den eneste, der kan stoppe Makuta. Toa-krigerne repræsenterer hver sit naturelement - jord, ild, kulde osv. - hvilket samtidig udfør variationen i de lokationer, som spillet udfolder sig på.

Hvis du føler at de foregående linjer i dette afsnit har været det rene volapyk, så er det ganske forståeligt. Bionicle-spillet spiller så loyalt og indforstået på legetøjs-universet, at det bliver utroligt svært for udenforstående at finde ud af, hvad det hele handler om. For yngre spillere i 10 - 12 års-alderen er der straks mere mening i fablen, som i grunden blot er endnu en variation af den evindelige kamp mellem det gode og det onde.

Selve spillet starter uden de helt store udfordringer. Efter en kort introsekvens, der ridser historien op, starter spillet med Toa Tahu - ild-elementet - som hovedperson. Nu gælder det så om at lære de helt basala navigations-teknikker. Det mest ophidsende i dette level er at man skal hoppe fra sten til sten i en strøm af lava og undervejs undgå at de onde får ram på dig med mørke kræfter. Fidusen er i hvert fald at være på forkant - og i stedet grille dem med de gode kræfter.

Som Toa-kriger er dit våben at fyre en heftig salve af ren energi mod dine modstandere. Dine skud bliver automatisk rettet mod de nærmeste mørke kræfter i nærheden, så du skal såmænd ikke engang sigte, bare stå tæt nok på modstanderen. For hvert skud bliver dit energi-meter stadigt mindre, men heldigvis kan du genopfylde din beholdning på 3 måder: For det første ved bare at gå rundt og vente på at få fyldt op helt automatisk. For det andet kan du benytte din Toa-krigers skjold til at suge energi i modstanderens mørke skud til dig og forvandle den til en for dig selv aldeles nyttig kraft. For det tredje kan du i en slags trance simpelt hen suge energi til dig fra omgivelserne, hvilket dog forudsætter, at du for en stund er sårbar, og at der ikke samtidig bliver skudt på dig.

Der er noget grundlæggende sympatisk - og børnevenligt, ikke mindst - over dette koncept. Problemet er bare, at det bliver gentaget i det uendelige. Selv omgivelserne skifter fra underjordiske lavastrømme over skovrige vidder til stejle isløjper er det grundlæggende gameplay ganske enkelt det samme. Bionicle er desuden tegnet og malet med udtalt fravær af gnist og engagement, så det visuelle helhedsindtryk er gabende kedsommeligt. Dertil kommer, at kamera sejler efter den aktive spilfigur, når denne forsøger at rette skytset ind mod modstanderne. Styringen sejler nemlig også, så man tit ender med at skyde i blinde. Det værste er dog, at spillet i en øvet spilers hænder kan fræses igennem på ca. et par timer. Det er alt, alt for lidt - men det gør måske samtidig spilleren mere ’sulten’ efter legetøjet. Er du ude efter et solidt platformsspil, der holder noget længere end bare juleaften - så er der andre titler, med væsentlig mere indhold og dybde på markedet.