B-Hunter

Danske computerspil har det lidt ligesom danske film. Vil de have succes, så skal de helst gøre noget helt nyt og være fuldstændig anderledes skruet sammen end spil fra udlandet. Interactive Vision og deres G-Police klon, B-Hunter, er et godt eksempel på det stik modsatte. Fremfor at vove den kreative frihed, har de brygget et spil sammen udfra en gammel, velafprøvet men efterhånden også frygtelig tyndslidt opskrift, og resultatet er desværre også blevet derefter.

Tilbage til fremtiden igen-igen
Du befinder dig atter i en fremtidsverden, hvor samfundet er i stærkt forfald. Råddenskaben siver frem overalt, politikerne og ordensmagten er korrupte, forureningen er tyk og kriminaliteten er der slet ikke styr på. Det er med andre ord et sandt paradis for sådan en pengehungrende dusørjæger som dig. Din slags kaldes for B-Hunters, og du er villig til at gøre hvad som helst for penge. Din dagligdag går med at flyve rundt blandt de høje skyskrabere i en ukendt fremtidsby. Via en lille kommunikator-skærm får du løbende forskellige jobs. Det ene er mere beskidt end det andet men hul i det, så længe der tilbydes en fed hyre. For dem kan du nemlig købe større og bedre våben til din flyvende bil eller hover jet som sådan en hedder i fagsproget.

Ingen historie
Der er i alt 40 jobs fordelt mellem ni episoder. Disse episoder fungerer samtidig som gemme-funktionen i spillet. Man har dog ingen anelse om, hvornår man går fra en episode til en anden. Når først man er begyndt på B-Hunter kører det bare derudad, uden afbrydelser af mellemsekvenser hvilket skyldes manglen på en dybere historie. Drivkraften i B-Hunter er opgaverne, men forbindelsen mellem dem er til at overse. Manualen forsøger godt nok at skabe lidt interesse for spillets underliggende historie om korruption og den lokale mafias forsøg på at overtage magten, men dette burde gøres af selve spillet og ikke af manualen.

Samme gamle trummerum
Opgaverne kan heller ikke redde B-Hunter, for hvad spillet har i kvantitet mangler det i kvalitet. I G-Police, som B-Hunter åbenlyst forsøger at efterligne, var der masser af variation i opgaverne og nogle lod sig ikke løse i første forsøg. Spilleglæden blev dog ødelagt af sværhedsgraden, der blev skudt i vejret som en Apollo-raket næsten fra den ene mission til den anden. Den fælde undgår B-Hunter at dumpe i. Til gengæld jogger B-Hunter i spinaten ved ikke at tilbyde nogen form for variation i missionerne. På papiret lyder det godt, at et job sender dig ud på jagt efter en mindre populær politiker, mens et andet job involverer nedskydning af nogle langfingrede tyveknægte. I bund og grund er alle opgaver dog søg-og-ødelæg-missioner med en simpel opskrift. Find målet, skyd det i smadder, inkasser din hyre og så videre til næste job.

Gammel grafik og anonym lyd
Som B-Hunter bevæger man sig rundt mellem syv forskellige bydele, finansdistriktet, industrisektoren, China Town, slummen, rumhavnen, Centrum og Grand Vegas. Spillet har forsøgt at få de syv bydele til at fremstå ligeså dunkle og dystre som Blade Runners billede af Los Angeles.
Hele byen er indhyllet i en evig nat, de høje skyskrabere står klinet op af hinanden og hover jets suser rundt omkring og op og ned. På den måde fremstår byen som levende, men det triste bybillede bliver en tand for trist, hvilket skyldes de kedelige og ensformige textures som omgivelserne er viklet ind i. Grafiske effekter er der kun et fåtal af og de der er er ikke synderligt imponerende. Bedre bliver det heller ikke af, at grafikkens maksopløsning kun er på 640x480. Det er simpelthen alt for lidt i vore dage. Lyden er meget anonym og de forskellige våben får det til at lyde som om dit lydkort er forkølet.

Prøv igen
B-Hunter kommer ikke til at tage meget af min tid. Den genbrugs-mentalitet, som spillet er gennemsyret af, er meget dræbende for underholdningsværdien. Det hele er både set før og set bedre. Havde Interactive Vision blot turde være kreative kunne de have drevet det vidt. Forhåbentlig husker de det til næste gang.