Benspændet

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg så Kung Fu Master første gang. Men jeg kan huske hvor; Star Burger i Avedøre. En umanerlig stor og klodset fast food-restaurant, der til trods for at ligge i den del af Hvidovre, hvor man bare ikke hang ud på den lokale grillbar, forsøgte at sælge ideen om en konkurrent til McDonalds. Der var aldrig et menneske i selve restauranten, men det var der til gengæld inde ved siden af. Her fandtes der en hel maskinpark af herlige arkadespil, og blandt mine favoritter var Data East’s Kung Fu Master. Her var spillet der havde det hele. En spændende historie om Thomas, der skal redde Silvia ud af kløerne på X, et stort arsenal af bevægelser der alle skulle mestres for at tage spillets bosser og muligheden for at gennemtæve en håndfuld dværge - ja, det er fedt at tæve løs på en håndfuld hidsige dværge.

Og det var her jeg for alvor blev en mester i benspændet. Et yndefuldt og yderst effektivt våben, der siden har fulgt mig i tykt og tyndt. Nogle år senere blev der igen brug for benspændet, da jeg gentagende gange blev gennemtævet af en af mine bedste venner i International Karate. Med sit Viggo-joystick i hånden tævede Kasper konstant min røv i laser. Jeg modtog slag til ansigtet, trykspark i brystet og håndflade en masse. Det var den ene ydmygelse efter den anden. Alligevel gav jeg aldrig op. Jeg prøvede at finde en ny vej ind på ham, og da jeg pludselig kom i tanke om Kung Fu Masters mesterfulde benspænd, fik jeg endelig skovlen under ham. På et øjeblik var hans position som uanfægtet mester i ringen reduceret til ingenting - og han blev aldrig den samme. Hver gang han kom i nærheden fik han et velleveret spark til haserne, og hver gang endte han på jorden ude af stand til at gøre noget - det var mit øjeblik i solen.

I 1992 fik jeg så endelig skrabet nok penge sammen til en Super Nintendo og Capcoms nærmest uvirkelig solide Street Fighter II-spil. Samme aften sad vi fem mand høj på mit kælderværelse og tævede hinanden igen og igen. Her blev Guile hurtigt min foretrukne karakter. Ikke på grund af hans frække, gyldne hår eller de løstsiddende militærbukser, men i stedet fordi hans benspænd var det mest effektive våben imod Janniks irriterende elektricitetsangreb fra Blanka. Til at starte med var det grønne monster nærmest urørligt, når han på hug udsendte flere tusinde volt elektricitet og grinte af mig, men som joypaddet blev en naturlig forlængelse af min arm, lykkes det mig at komme tæt nok på til at fjerne fødderne under ham. Benspændet havde endnu engang reddet mig. Siden hen har Mortal Kombat med Jonny Cage som favorit også gjort sit. Hans dybt effektive, men også ret så urimelige spark til fødderne blev brugt utallige gange og nogle så meget at ingen gad at spille med mig.

Nutidens største beat ’em ups er også udstyret med et velfungerende benspænd. Se bare på Paul Phoenix og hans nærmest ikke eksisterende fodfinte, der, hvis den følges op af et velplaceret slag til mellemgulvet, kan være uhyggelig effektiv. Jo, benspændet er stadig en af de bedste måder at få en speciel irriterende fjende i gulvet med et øredøvende smæk. Og mon ikke fremtidens slagfaste perler også har et eller anden grimt og uhyre effektivt benspænd?