Being Human - Sæson 1

Det lyder som alt andet end et fornuftig ideoplæg til en serie, da Mitchell, George og Annie flytter sammen. Her møder vi en vampyr, en varulv og et spøgelse.

Disse tre bliver mere eller mindre tilfældigt kastet ind i samme lejlighed, hvor de prøver at skjule sig bedst muligt og tilpasse sig de mennesker der bor omkring dem. Selve opskriften til denne potpouri virker ærlig talt temmelig langt ude og en smule kitsch.

Overraskende nok er historien dog ganske glimrende sat sammen, og efter nogen tid føles det rent faktisk meget naturligt, at disse tre har fundet hinanden og holder så godt sammen som de gør.

Mitchell er ret gammel af alder men holder sig som vampyr helt ung. Hans erfaringer og lange liv præger dog hans karakter. Han er tydeligvis langt den mest modne af de tre - men også den med mest moralsk bagage.

George er blot en stor dreng, der er blevet overfaldet af en varulv og nu selv er sådan en. Hans personlighed er en tand nørdet og genert og dette miks med det bestialske og primale ved en varulv giver en virkelig spændene drejning.

I begyndelsen af serien fylder Annies ungpigefølelser og irriterende bitterhed over at være død alt for meget. Senere når sandheden om hendes død går op for hende, ændrer hun dog personlighed og træder for alvor i karakter. Især hendes selverkendende øjeblikke er fine.

Oveni deres personlige kampe med sig selv og hinanden slumrer angsten for menneskene og de andre af deres art. Selv om Being Human starter lidt sløvt ud, kommer der i den grad gang i sagerne et stykke inde i første sæson. I modsætning til film som Twillight er det her ikke elendig følelsesporno. Det er lige på og hårdt. Ekstrem vold og monstrøse sexscener overlapper hinanden. Uden dog at virke upassende i forhold til resten af handlingen.

Britisk når det er bedst. Sort humor og engelsk livskultur belyses på en ny og meget appelerende måde. Hele ideen om at være anderledes og ønsket om blot at være en del af mængden i et så indspist samfund som det britiske til tider kan være, bliver en gennemgående og dyb tematik her.

Skuespillet er en noget blandet fornøjelse. Vi har her med relativt ukendte skuespillere at gøre, og deres præstationer svinger fra fremragende til rystende elendige. Scener der er til at græde af grin over afveksles af andre med så meget sjæl og vilje, at man får kuldegysninger.

Som med resten af denne monsterserie er effekterne også noget blandede. Vampyrernes øjne og kampscener er glimrende lavet. Her er ikke brugt en masse glitter og storstilede eksplosioner men i stedet afpassede mængder blod og små afdæmpede effekter.

Desværre er der så andre elementer, der er så amatøragtigt lavet at man skulle tro det var et børnehaveteater man så. Især George som varulv ser så grinagtig ud at det er svært at tage transformationen seriøst.

Netop på grund af den enormt svingende kvalitet hele vejen gennem Being Human har det været ualmindeligt svært at sætte karakter på. Som et hele bliver man fortrinligt underholdt hvis man er interesseret i monstre blandet med en slat socialrealisme.

Men man skal forberede sig på en sand kvalitativ rustjebane. Serien svinger karaktermæssigt mellem lavpunkter til storladede scener med knivskarp dialog og skuespil, der sagtens kunne give topkarakter.

Giv Being Human en chance. Den topper mod slutningen af sæsonen og leverer til tider rigtig lækkert skuespil. Forvent dog ikke et brag af en serie hele vejen igennem.