Beast

Christoffer Boe er en ener indenfor dansk film. Han dimitterede fra Filmskolen i 2001 som instruktør og har siden imponeret med tankevækkende dramaer, bla. Reconstruction (hans debutfilm fra 2003) og den komplet gale Offscreen, hvor hele filmen præsenteres som Nicolas Bros hjemmeoptagelser.

Boe er glad for at prøve grænser af, men hvornår kapper det over og bliver useeligt, uinteressant eller endda selvoptaget? Hans seneste film, Beast, er, som resten af hans ouvre, en kontroversiel lille skabning.

Beast er et psykologisk kærlighedsdrama hvor vi følger parret Bruno og Maxine. Han er besat over hende, men tvivler på om hun er tro mod ham. Selv efter at have afsløret hende værende utro med en fælles ven, Valdemar, elsker Bruno hende stadig og vil have hende tilbage.

Men en sær sygdom tvinger ham i knæ og en indre kamp mellem parret eskalerer i en sådan grad, at kun én kan overleve.

Det er vigtigt at pointere under hvilke omstændigheder produktionen er kommet på benene. Med et uendeligt småt budget og filmet over 15 dage i Boes egen lejlighed (eller 5 minutters gågang derfra) blev projektet båret fra idéstadiet til klippet og færdig film på få måneder.

Det er en utrolig bedrift, siden den mængde tid normalt er det der bruges på en kort- eller novellefilm. Man må som seer aldrig se bort fra det enorme arbejde der ligger til grunds for de billeder vi har privilegiet i at beskue, men samtidig må det heller ikke holde os fra at forholde os ærligt til det endelige produkt, der er den endegyldige frugt af dette hårde arbejde. Det vi har at forholde os til i dette dilemma, er om historien er god. Det er den eneste ting, og har altid været den eneste ting vi kan bruge til at bedømme kvaliteten på oplevelsen.

Det er desværre her Beast for mig træder i spinaten. Hele filmen består af alt for lange scener hvor to karakterer sidder og snakker om kærligheden. Mit resumé får det måske til at lyde som om der er et plot, men det bevæger sig med en snegls hast. Hver gang det virker som om der skal ske noget nyt eller spændende, bliver det på det navlepillende stadie hvor karakterer mødes på caféer og snakker om tingene. I stedet for faktisk at foretage sig noget. I sin form virker Beast mere som et teaterstykke end en egentlig film. Vi får aldrig lov til at se noget eller føle noget, vi observerer bare mennesker vi ikke kender gøre ting vi ikke forstår.

Gudskelov er skuespillet godt med solide præstationer fra Nicolas Bro, Marijana Jankovic og Nikolaj Lie Kaas. Jeg var oprigtigt spændt på hvordan det her skulle udvikle sig, men efter de første tre kvarter var jeg ved at falde i søvn. Der var ikke sket noget.

Måske vil Beast fremover kunne ses som et eksperiment i Boes overordnede værk, som film var den for mig ikke meget mere end middelmådig.