Gamereactor

Gamereactor
Film
Battle Royale

Battle Royale

Robin Ekstreme for japanske skoleelever? Torben har genoplevet den japanske kultfilmtriumf fra år 2000, men er ikke imponeret over genudgivelsens format.

Jeg rejste selv spørgsmålet. Da jeg skrev min tidligere anmeldelse af The Hunger Games, løftede jeg stafetpinden fra markedets mange diskussioner: Er det ikke ligesom Battle Royale? Men jeg afmonterede selv granaten, for efter min mening behandler The Hunger Games mange flere sociale og tidstypiske temaer udenfor manegen, mens det japanske kulthit mere læner sig mod exploitation.

The Hunger Games efterligner ikke Battle Royale mere end pærer efterligner æbler. Men, en heftig debat er også god markedsføring, så raske distributører griber samme stafetpind og benytter chancen for at genudgive Battle Royale på blu-ray. Denne gang pyntet med samme farveskala fra The Hunger Games, og en øretæveindbydende overskrift på coveret "The real Hunger Games". Markedskræfternes nægtehammer slår atter til.

Men pengemagerne skal ikke ødelægge en solid filmoplevelse, og det er den tolv år gamle Battle Royale immervæk stadig. Historien tager udgangspunkt i fremtidens forfald, nødvendigvis kontrolleret af en ukendt militærstat, hvor utilpassede skolebørn sendes til at dødsspillet, Battle Royale, for at kæmpe til sidste elev. Filmen fokuserer mest på kampen og de mentale reaktioner der skabes, men i sin egen morbide mentalitet er det lige så meget en sofistikeret splatter med samme velkendte mål: At overleve og undslippe knivklingen. De værste og mest skræmmende gysere, vil ikke blot vil forarge og skræmme publikum, men også udfordre menneskelige principper og mordets natur.

Der er navnlig noget abstrakt fascistoidt over Battle Royale. Øksen kløver en kløft mellem den dominerende og styrende voksengeneration overfor ungdommens splittede kompleks. Ekstremiteterne tvinger de unge spillere til at danne midlertidige alliancer og skabe små minisamfund, men antydningen af stabilitet knækkes af overlevelsestrangens dyriske ånd og jægerens tunnelsyn. Det har vi set før, for hvis The Hunger Games er en plagiat, så har Battle Royale også haft lange øjne efter Fluernes Herrer - blot tilsat nutidens bombastiske barskhed.

I filmisk format er Battle Royale stramt komponeret. Opbygningen til dødsspillet er intenst afviklet med gradvis erkendelse af alvoren, inden de knap fyrre elever slippes løs i arenaen. Temaet spiller med fåtallige kort, men spiller dem vel og undviger abstraktioner. Et fåtal af velkendte ansigter styrer takten i et bidsk spil mellem voksengenerationen og den selvdestruktive ungdom. Men, under tiden begår manuskriptet nogle mærkværdige overspringshandlinger og malplacerede akter. En pige som pludselig motionere midt i spillet? Momentvist brister logikken, for historien ligger altid på lur med sit næste dødsfald. Måske ikke altid for sit eget bedste.

Tilbage til genudgivelsen. Det er gået hurtigt i marketingsafdelingen, for denne blu-ray udgave af Battle Royal sakker bagud. Ikke skyggen af ekstramateriale, billedkvaliteten er overhovedet ikke optimeret og lydsporet er bevaret i sit oprindelige format: Gammeldags 2.0 Dolby Stereo. Resultatet er ikke noget som imponerer filmmarkedets feinschmeckere, og hvis man allerede har en DVD-udgave stående på reolen, så hold du fast i den. Andre, nye aspiranter til Battle Royale kan (u)roligt begive sig ned i dødsspillets skruestik.

Ekstramateriale
En stor mangelvare, men denne genudgivelse indeholder intet ekstramateriale.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
En genudgivelse af en klassiker, men leveret uden kærlighed.