Gamereactor

Gamereactor
Bat For Lashes - Two Suns

Bat For Lashes - Two Suns

Ud over filmen Donnie Darko fra 2001 med Jake Gyllenhaal i hovedrollen, så kender jeg kun én anden ting, der kan fremkalde den underlige følelse i kroppen af ubehag, der alligevel ikke er helt så ubehageligt men egentligt meget mystificerende, dragende og komplet vanskeligt at håndtere.

Det er Natasha Khan aka Bat For Lashes. Jeg solgte min sjæl til Det Onde, da jeg tilbage i 2006 hoppede ind i hendes debutalbum, hvor især singlen What's A Girl To Do fik et solidt tag i mig. Den kvinde, med det arbitrære tekstunivers hun bygger op, og derefter kælent og indtagende fremmaner, er så fascinerende, at jeg faktisk slet ikke ved, hvordan jeg skal beskrive det.

På det nye album falder man straks i igen, og man føler sig magtesløst ophævet, når åbningsnummeret Glass starter. På lydsiden har hun Yeasayer med sig, der bedst kan betegnes som en psykedelisk pop gruppe, der hovedsagligt opererer inden for indie genren. Ikke et dårligt udgangspunkt. Pearl's Dream og Daniel, der også er første single fra albummet, falder også inden for den ramme man kender Bat For Lashes i. Det er gennemført og hun besidder en klang og mystik i sin vokal, som kun Heather Nova kan gøre hende efter.

På den mere afdæmpede side af albummet finder man Moon And Moon og aflsutningsnummeret The Big Sleep, der begge er simple klavernumre, der begge har en sær spirituel stemning over sig, så de nærmest fremstår som små eventyr. Man kunne fristes til at kalde det smukt.

Hun er en dygtig dame, hende Khan. På sin helt egen facon formår hun at tryllebinde mig, og jeg vil helst ikke slippes fri igen.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10