Barbarian

Barbarian ligger klar i butikkerne fra d. 13. september

Ikke siden dagene med Commodore 64, hvor et massivt muskelbundt og den topløse model Maria Wittaker prydede forsiden på spilæsker, har et spil emmet så meget af kikset Conan stemning. Denne anmelder kan ikke huske de utallige timer der er blevet brugt foran skærmen, i håbet om at bekæmpe alskens ondskab kun i ført et lændeklæde, en velsmurt krop og et overdimensioneret sværd. Det oprindelige Barbarian var måske ikke meget andet end en kønsløs omgang spark, slå og hug hovedet af folk, hvor man reelt kun kunne udføre de samme bevægelser igen og igen, men det banede vejen for et utal af kloner - her i blandt det netop udsendte Barbarian fra Virgin.

Før læsere begynder at overdænge GameReactor med mails og spørgsmål, så lad os lige få slået det fast med det samme. Barbarian er ikke en remake eller en konvertering af det i dag hæslige og monotone spil fra madkassen - om end udvikleren Saffire, selv hævder at være kraftigt inspireret af 8-bit spillet. Barbarian er i stedet langt hen af vejen, et traditionelt 3D Beat ’em up med lånte ideer fra bl.a, Soul Calibur og Capcom’s fremragende Power Stone serie, og selvom ideerne ikke helt fusioneres med samme succes, som i de to ovennævnte, så har Barbarian alligevel nogle lyspunkter at byde på.

En hæslig despot
Konceptet og historien er let at overskue. Landet Barbaria er ved at blive ødelagt af den magtsyge og destruktive Zaugg, der som despot har taget drømmene om et frit liv fra folket. Under hans styre hersker kun håbløsheden. Men heldigvis har ti helte taget fremtiden i deres egen hånd. Som spiller kan du vælge mellem disse ti, hvoraf der naturligvis er den skabelonskårede Barbar, den letpåklædte amazone og den ondskabsfulde magiker. Senere kan der åbnes op for yderligere en - men det er reelt småt med overraskelser i udgivelsen. Selve spillet byder bl.a. på den traditionelle form for spiller mod spiller - altså versus mode - hvor der dog også er blevet plads til en herlig omgang 4.player-action. For at kunne udnytte dette kræver det naturligvis, at man sætter sin Multi-tap i maskinen, men gøres dette, så kan spillere ser frem til mange timers hæsblæsende action.

Det er dog spillets Quest mode, der er Saffire’s forsøg på at distancerer Barbarian fra andre i genren. Her tager du rollen som en af de ti håbefulde helte, hvor action og historie så bygges op som spillet skrider frem. Barbarian er i denne mode meget lig et RPG, hvor der indsamles Experience Points og derved ændres ting ved din karakter - f.eks. hvor meget han kan løfte. Missionerne er som i Soul Calibur stillet an på at du skal bekæmpe et vist antal fjender med et liv, tæve dem på en bestemt måde eller angribe en usynlig fjende. Det er ikke revolutionerende, men det virker ganske godt.

Problemer der overskygger morskaben
Barbarian er dog ikke uden problemer. Det generelle flow i spillet og figurernes animationer vinder ingen priser. Det samme gælder den tid, der går fra du trykker på knapperne til der rent faktisk sker noget på skærmen. Fans af Virtua Fighter og Tekken vil straks påpege det. Ydermere er der problemer med de store arenaer som kampene foregår i. Disse er for det meste i flere planer, og giver derfor både dig og din modstander mulighed for at stikke af, eller undgå angreb ved hele tiden at trække sig bagud. Ligeledes kan det være svært at blokere slag, hvorfor man tit dropper dette og bare slår løs på modstanderen. Magien som kan kastes i spillet virke udemærket, og er med undtagelse af et par formularer rimelig godt implementeret.

Grafisk er spillet nydeligt, uden at være prangende. De mange arenaer har hvert sit tema, og da de er fyldt op med ting som bl.a. tønder, der kan kastes efter en evt. modstander, så er der rigeligt at give sig i kast med. De er også til en hvis grad interaktive som banerne i Dead or Alive serien, og dette giver spillet endnu et par plusser. Musikken er til gengæld uinspirerende, og selvom den givetvis passer til middelalder stemningen så savner denne anmelder nogle egentlige temaer.

Et par kiks her og der
Barbarian er alligevel ikke helt uden charme. Multiplayer delen fungerer upåklageligt så længe man blot lader kaos herske, og ikke tror at der er tale om færdigheder over held. Det samme gælder Quest-delen. For mens historien er tåbelig ud i det ekstreme, så er de mange opgaver både spændende og med til at højne fortroligheden med styringen. Hvis Saffire ville have gjort et egentligt indtryk, burde de have balanceret de enkelte fightere bedre ud og strammet op på den lidt løse styring, for med disse ting rettet, ville spillet faktisk ikke stå helt dårligt.