Gamereactor

Gamereactor
Film
Banshee

Banshee

True Blood-skaberen Alan Bell er tilbage med en ny serie. Vi har set det, der føles som en ti timer lang B-film.

Kabel-tv-kanalen Cinemax bliver lidt nedladende kaldt for Skinemax. Deres produktioner er ikke sjældent proppet med nøgenhed og vold, og Banshee er ikke sen til at levere rigeligt af begge dele. Allerede i løbet af de indledende minutter i første afsnit når vores karseklippede, fåmælte hovedperson (Antony Starr) at forlade et fængsel, besøge en café og knalde servitricen. Kort derefter befinder han sig i New York, jaget af en anden karseklippet, fåmælt mand, der skyder vildt efter ham på åben gade.

Når så den umiddelbare sex- og voldskvote er opfyldt, begiver vores jagede antihelt (der indtil videre ikke har noget navn) videre til den lille by Banshee i Pensylvania. Her foregår hovedparten af samlejet... undskyld, handlingen. Gennem et skæbnetræf snupper Antony Starrs figur identiteten fra Banshees nye sherif, Lucas Hood. Årsagen til han er i Banshee er, at han prøver at finde en sæk diamanter og gense sin gamle kumpan/kæreste (Ivana Milicevic), som han ikke har set siden han røg i spjældet for femten år siden.

På sand Twin Peaks-maner udspiller Banshee sig i en tilsyneladende idyllisk lille by med samme navn, fyldt med skumle individer, mørke hemmeligheder og en obligatorisk portion ond død. Men lighederne med David Lynchs tvistede kulturfænomen slutter også der. Banshee er ikke tankevækkende. Det er overfladisk og munter underholdning med tydelig eftersmag af lummer ost. En lang B-actionfilm fordelt på ti afsnit, der sammenvæver voldsomme slagsmål med umotiveret mange sexscener og intriger.

Udover Lucas Hood følger vi også en række andre personer i byen, der har deres egne historier. Vi har Lucas' førnævnte kærlighedsinteresse, Ana, der haf skaffet sig både familie og boliglån mens Lucas sad inde. Vi har også en ung, uerfaren borgmester, en afdanket bokser og en mundhuggende transseksuel hacker. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme Ulrich Thomsen som den lokale gangsterboss Kai Proctor. Kai er en eksil-amish-kriminel forretningsmand med blond sideskilning, der - udover at have seriens bedste navn - også er en af dens få oprigtigt interessante figurer.

Hverken Lucas Hood eller Ana vækker nogen sympatier hos mig. Antony Starrs machosheriff er irriterende impulsiv. Taget i betragtning at han lever under falsk identitet, gør han intet for at holde lav profil. Han slår folk ned for et godt ord. Går ind i konflikter som en (forstoppet) enmandshær, og er så frustrerende, påklistret benhård, at han mest føles som en karikatur. Når der vanker en følelsesfuld scene spænder han kæbemusklerne og presser tårer frem i øjnene. Det bliver hurtigt trættende. Ivana Milicevics karakter Ana er ikke meget bedre, og bruger det meste af tiden på at skælle Hood ud og skrige "du må ikke være her!" eller påpege "jeg elsker min familie". Når så meget af serien handler om Lucas og Anas forhold, bliver det kedeligt, når jeg ikke kan lide dem.

Ser vi bort fra kærlighedsdramaet og manglen på sympatiske karakterer, så formår serien dog at underholde på ret overfladiske præmisser. Og der tænker jeg ikke på de mange sexscener, men på når forfatterne får lov at være lidt kreative. Som når de introducerer en voldsom kæmpealbino på størrelse med Hulk, eller lader Lucas slås mod en heroinsniffende, kvindemishandlende MMA-fighter. I de øjeblikke stikker Banshee hagen frem og leverer helt okay, overdreven actionunderholdning. Desværre overskygges de af den cheesy dialog, irriterende figurer og en historie, der ikke ved hvilken fod den skal stå på. Det bliver et ujævnt kompot af vold, sex og konstrueret intriger.

Ekstramateriale:
Her er en special om effektarbejdet bag et spektakulært busuheld, der sker i seriens første afsnit, og en anden der hedder Town of Secrets, hvor seriens skaber tager os med bag kulisserne for at tale om nogle af byens mørkeste hemmeligheder. Kan du ikke få nok af byens historie, så finder du i "Banshee Origins" et dusin forskellige prequel-klip. Derudover er der også et bag-kulisserne-klip fra afsnyt syv og otte, plus kommentarspor, en teaser for sæson to og fraklippede scener.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10