Bangai-O Spirits

Her er et par indrømmelser fra mit liv som spiljournalist: Jeg har kun gennemført {Gears of War} én gang, men brugte mere end ti gange så lang tid på at gennemføre DoDonPachi på kun en credit. Jeg har ligeledes kun gennemspillet {Halo 3} én gang, og er faldet i søvn, de mange gange jeg har forsøgt mig med multiplayeren, men brugt mere end 500 forsøg på at gennemføre den første bane i {Ikaruga}, med en perfekt chain.

Inden dine fingre galoperer over keyboardet for at fortælle mig præcis, hvor tosset, du synes, jeg er, bør jeg dog nævne, at jeg nyder storspillene ligeså meget som alle andre - jeg vender bare sjældent tilbage til dem. Giv mig i stedet spil, hvor det er hårfine pixels, der skiller liv og død, hvor det er mig mod tusinder af fjender og millioner af projektiler, og hvor det er highscoren, der bedømmer mine bedrifter.

Og det var lige præcis, hvad jeg forventede af {Bangai-O Spirits}, da jeg stoppede det i DS'en, for med adskillige timers erfaring med forgængeren på Dreamcast, troede jeg, at jeg havde et ret godt indblik i, hvad der skulle foregå. Jeg tog fejl.

Den basale skydemekanik er helt i orden, og med mulighed for at styre sin miniput-robot i alle retninger, samt losse flere projektiler af sted, end hvad godt er, ligner alt sig selv. Ligeledes har også det såkaldte EX-angreb overlevet, hvor ens eget kontraangreb bliver stærkere, jo flere fjendtlige projektiler, der er på skærmen - velvirkende og ligeså fornøjeligt som altid.

Men her stopper genbrugen, og herfra virker det som om Treasure har taget hele det originale spil, kommet det i en centrifuge, og tilsat elementer, der normalvis ikke hører sig til genren, samt en god portion af den pureste, japanske galskab.

Resultatet er 160 baners ren underholdning, ligeligt fordelt over alt fra skydeaction, puzzle, ræs, platformspil, sport og kombinationer af det alt sammen.

I en bane forventes det, at jeg ene mand, nedlægger en armé af gigantiske kæmperobotter, mens jeg i den næste skal hamre fodbolde mod en bastant mur, indtil den er forvandlet til grus. I en tredje bane skal jeg skyde kontakter, der åbner og lukker for porte, som skal passeres, inden jeg lukker mig selv inde, og i en fjerde bedes jeg indsamle frugt for at lade mine våben op.

Overraskelsesmomentet er konstant i Bangai-O, og ud over at man kan forvente, at være godt underholdt, ved man aldrig, hvad der gemmer sig i den næste bane.

Sværhedsgraden er lige så besynderlig som resten af pakken, og camouflerer sig selv som værende skyhøj, mens den i stedet blot er snedig. Således veksles der frejdigt mellem baner, der kan virke overrumplende svære, men faktisk har en logisk løsning, samt andre, hvor jeg har måttet overlade mig fuldstændig til mine reflekser.

Udfordringen bliver givet yderligere dybde ved, at jeg forud for hver bane kan vælge mellem otte forskellige våben, men kun kan medbringe to, der siden hen kan kombineres til et tredje. Våbnene har vidt forskellige effekter, og hvordan jeg vælger at mikse og bruge dem, er aldeles essentiel for min overlevelse i hver eneste bane.

Bliver man træt af de 160 medfølgende baner, har Treasure vedlagt en multiplayer, samt muligheden for at lave sine egne baner, og endda dele videoer af, hvordan de bedst gennemføres. Komplet genialt er det, at de hjemmebryggede baner kan deles som en lydfil, således at DS'ens spæde højttalere udsender nogle blip- og blop-lyde, der af de nærmeste DS'er bliver dekodet og oversat til den ønskede bane. Skulle man ønske blot at dele dem online, kan det dog også lade sig gøre.

Bangai-O´s mangler føles næsten ikke som mangler, fordi man aldrig er helt sikker på, om de er planlagte, eller bare er med for, at være ligeså anderledes som resten af pakken. Holder man ikke tungen lige i munden og bevarer gåpåmodet, vil man dog møde afklapsende nederlag af astronomisk format, forstyrrende nedsætninger i spilhastigheden, og baner, som slet og ret kan virke umulige.

Hvis du endnu ikke helt er klar over, hvor du skal placere Bangai-O Spirits i dit indre spilkartotek, har jeg gjort mit arbejde ordentligt. Ligesom det ville være for slapt som anmelder blot, at kategorisere Treasures nyeste som et skydespil, ville det nemlig som læser være for slapt, hvis du ikke mindst en gang havde tænkt "A'hva?" under læsningen af denne anmeldelse.

Bangai-O Spirits er alene på grund af sit overraskelsesangreb på alle de gængse spilgenrer, et køb værd. Det er så pokkers forfriskende, fængende, skørt, kaotisk og uimodståeligt, at jeg ikke kan andet end at lade mig underholde, og kun sjældent har jeg måtte slukke i ren frustration. Ikke overraskende har jeg allerede brugt langt mere tid på Bangai-O Spirits end på {Spore}, Mercenaries 2 og tidens andre store spil.